Problemer i parforholdet?

Parterapeutens råd til 18 typiske parforholdsproblemer

Kort svar: De mest almindelige problemer i parforholdet er konflikter, misforståelser, følelsesmæssig afstand, forskellig sexlyst og jalousi. De fleste parforholdsproblemer kan løses, når I lærer at forstå hinanden, tager ansvar for jeres egen del og bruger tid på at pleje forholdet. Sidder I fast, kan parterapi hjælpe.

I mit arbejde som parterapeut har jeg opdaget nogle parforholdsproblemer, som de fleste par møder på et tidspunkt. Udfordringer i parforholdet er helt normale. I denne artikel får du mine tips til typiske problemer i parforholdet – og links til, hvor du kan læse mere om hvert problem.

OBS: Alle parforhold er forskellige, så tag kun de råd, som giver mening for dig! Mange par tror også på nogle myter om parforholdet, som gør problemerne større, end de behøver at være.

Er du nysgerrig på parterapi, eller vil du have hjælp til en udfordring? Så læs videre.

Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

Genkender du jeres parforholdsproblem?

Tag den hurtige test. Svarer du ja, så hop direkte til problemet:

✅ Skændes I om de samme ting igen og igen? Læs her
✅ Misforstår I ofte hinanden? Læs her
✅ Venter I begge på, at den anden tager det første skridt? Læs her
✅ Føler du dig ensom, selvom I er sammen? Læs her
✅ Er I blevet mere et team end kærester? Læs her
✅ Vil den ene have mere sex end den anden? Læs her
✅ Er sexlivet blevet kedeligt? Læs her
✅ Føler du dig kvalt i forholdet? Læs her
✅ Er du jaloux? Læs her
✅ Er du frustreret over forholdet og din partner? Læs her

Alle 18 problemer i parforholdet

  1. Skænderier og konflikter
  2. For mange misforståelser
  3. Manglende forståelse for hinanden
  4. Fastlåste situationer
  5. Følelsesmæssig afstand
  6. Forholdet mangler kærlighed
  7. Hverdagen æder parforholdet
  8. Han synes alt er godt, men hun er ulykkelig
  9. Forskellig lyst til sex
  10. Forholdet mangler gnist
  11. Sexlivet er kedeligt
  12. Sex, men ingen nærhed
  13. Forholdet føles kvælende
  14. Jalousi
  15. Utroskab
  16. Ingen udvikling
  17. Frustration over forholdet og partneren
  18. Parforholdet gør mig ikke lykkelig

1. Skænderier og konflikter i parforholdet

Et parforhold er mellem forskellige mennesker, og derfor opstår der uenigheder. Det er ikke et problem i sig selv, men hvis uenighederne skaber følelsesmæssig afstand, bliver det et problem i parforholdet.

👉 Parterapeutens råd: Lær at forhandle

I et godt parforhold kan man skændes uden at blive uvenner.

Som barn slås man for sjov. Man er ikke rigtig sure på hinanden, selvom man bruger alle kræfter på at vinde over den anden. Nogle gange går det galt, og det bliver alvor.

På samme måde skal man skændes. Brug alle dine gode argumenter, men bliv ikke sur. Og hvis den ene begynder at tage det personligt, så træd et skridt tilbage og træk vejret. Grin ad det hele, kram hinanden, og fortsæt skænderiet.

De fleste konflikter opstår, fordi begge parter har et fastlåst billede af, hvordan verden bør være. Det bliver man nødt til at kunne opbløde i et parforhold.

Hvis du kan acceptere, at du ikke altid får din vilje, og at din partner måske har mere ret end dig, så er du kommet langt.

Afslappet par på sofaen, hvor kvinden ligger med fødderne i mandens skød

Forhandling og kompromis løser mange konflikter og problemer i parforholdet.

En alt for ofte overset teknik er forhandling. Mange er så fastlåste i deres opfattelse af rigtigt og forkert, at de glemmer at forhandle eller finde et kompromis.

Jeg havde engang et par i parterapi, som havde den ordning, at han måtte se 2 timers sport hver weekend, hvis hun fik 30 min. massage. Hun plejede at være voldsomt irriteret over, at han insisterede på at se sport i weekenderne. For hende er weekenderne en vigtig mulighed for at være sammen. Samtidig savnede hun at blive nusset, masseret osv. (berøring er hendes kærlighedssprog).

Efter en kort forhandling fandt de en aftale, som begge er glade for.

Derfor: Lær at forhandle. Det løser mange parforholdsproblemer.

I parterapi oplever jeg tit, at parret er mest optaget af det seneste skænderi – hvem der sagde hvad, og hvem der har ret. Men det interessante er sjældent indholdet. Det er mønsteret. Når I kan se den dans, I begge træder ind i igen og igen, kan I også begynde at træde ud af den.

2. For mange misforståelser

Mange par har problemer med misforståelser. Det leder til konflikter og fremmedgørelse.

👉 Parterapeutens råd: Lær at mentalisere

At mentalisere betyder, at du kan se bag ord og handlinger, dvs. du forstår følelserne og hensigten, som har motiveret en handling. Hvis du er dårlig til at mentalisere, er du dømt til at misforstå din partner. Mentalisering er således forudsætningen for et godt parforhold.

3. Manglende forståelse for hinanden

Mange parforholdsproblemer opstår, fordi parret glemmer at sætte sig ind i hinandens verden. Det medfører bl.a. konflikter, mistro og følelsesmæssig afstand.

👉 Parterapeutens råd: Kommunikation og interesse

Lær din partner at kende! Det lyder banalt, men alt for ofte går vi ud fra, at vores partner tænker og føler som os selv. Men alle er forskellige.

Ved du fx

  • Hvornår din partner føler sig mest elsket?
  • Hvordan han eller hun bedst slapper af efter en lang dag?
  • Hvad din partner savner mest?
  • Hvordan du bedst gør ham eller hende glad?
  • Hvad han eller hun er mest bange for?

Ofte ved vi alt for lidt om dem, vi holder mest af. Øv jer i at have dybe samtaler, hvor I lærer hinanden at kende.

Et andet vigtigt element er tilknytningsstil. Din tilknytningsstil (eller tilknytningsmønster) viser, hvordan du fungerer i relationer. Nogle har brug for tæt kontakt, og andre har brug for mere afstand.

Hvis du fx automatisk søger nærhed og bekræftelse, hvis I har en konflikt (ængstelig/ambivalent tilknytning), men din partner til gengæld bedst håndterer stressede situationer ved at trække sig (afvisende/undgående tilknytning), så kan I få store problemer.

4. Fastlåste situationer – ingen tager det første skridt

Når den dårlige stemning eller konflikt varer ved, er det fordi ingen vil tage det første skridt.

Begge parter har en følelse af, at de allerede har givet mere end nok, og nu må det være den andens tur til at vise den gode vilje!

Begge venter på, at den anden siger undskyld, viser kærlighed, tager initiativ til sex, laver mad, planlægger sommerferien, rydder op, viser omsorg, siger noget osv., hvilket skaber en fastlåst situation, som kan vare i dage-, uge- eller årevis.

👉 Parterapeutens råd: Vær generøs – giv mere end du håber på at modtage

Et af de absolut vigtigste elementer i et godt parforhold er generøsitet. Det betyder, at begge parter fokuserer mere på at give end på at modtage.

Uanset om det drejer sig om opmærksomhed, omsorg, kærlighed, madlavning, hente børn, gøre tjenester eller noget helt andet, så giv lidt ekstra. Også selvom du synes, at det er din partners tur til at give.

5. Følelsesmæssig afstand

Følelsesmæssig intimitet er det, som giver følelsen af at være i kontakt med hinanden. Uden følelsesmæssig intimitet bliver afstanden større og større.

Det begynder at føles ensomt at være sammen, og til sidst er der ikke længere et forhold.

👉 Parterapeutens råd: Skab følelsesmæssig intimitet hver dag

Følelsesmæssig intimitet er mirakelmidlet mod mange problemer i parforholdet. De fleste par, som kommer i parterapi, mangler kærlig empatisk kontakt til hinanden.

Det bør have stor prioritet at forbinde sig til sin partner hver dag. Dvs. hver dag bruger I mindst 10 min. på at være sammen med nærvær, øjenkontakt, empati og opmærksomhed.

I kan fx fortælle hinanden, hvad der rører sig inden i, hvilke følelser og tanker som fylder noget, hvad I har oplevet osv.

Find jeres egen rytme. Brug fx fast 10 min. inden aftensmaden eller efter børnene er kommet i seng.

6. Forholdet mangler kærlighed

Alle ønsker kærlighed i deres liv. Desværre oplever mange par, at kærligheden fylder for lidt i deres parforhold.

De kærlige følelser giver os lyst til at være sammen og gøre hinanden glade. Derfor kan et forhold ikke overleve uden kærlige følelser.

👉 Parterapeutens råd: Lær at elske ubetinget

Hvis du keder dig til festen, kan du sætte dig i hjørnet og vente på, at nogen gør festen sjovere. Eller du kan selv gøre festen sjovere.

På samme måde med kærlighed: Du kan vente på, at de kærlige følelser kommer til dig, eller du kan selv skabe dem.

Når du elsker betinget, er din kærlighed betinget af dine livsomstændigheder. Når du elsker ubetinget, elsker du, fordi du ikke kan lade være.

Hvis du savner kærlighed i dit parforhold, så øv dig på at elske.

👉 Parterapeutens råd: Kend de 5 kærlighedssprog

Alle har forskellige opfattelser af kærlighed, men der er 5 typiske kærlighedssprog, som de fleste kan genkende: Anerkendende ord, gaver, tid, tjenester og berøring.

Pointen er, at hvis du og din kæreste har forskellige kærlighedssprog, så går I måske galt af hinanden.

Hvis du har brug for kram og kærtegn for at føle dig elsket, så nytter det ikke, at din kæreste laver mad og gør rent i hele huset.

Derfor er det en god idé at kende dit eget og din partners kærlighedssprog.

Du kan vente på, at de kærlige følelser kommer til dig, eller du kan selv skabe dem.

7. Hverdagen æder parforholdet

Arbejde, børn, indkøb, vasketøj og skærme. Mange par fungerer fint som et praktisk team – men er holdt op med at være kærester. Det er et af de mest almindelige parforholdsproblemer, jeg ser hos par med små børn.

👉 Parterapeutens råd: Beskyt jeres tid som kærester

Hverdagen tager alt det, den kan få. Derfor skal kærestetiden planlægges – også selvom det lyder uromantisk.

Aftal en fast kæresteaften hver uge eller hver anden uge. Og læg mobilen væk, når I endelig er sammen. Det er ikke mængden af tid, der gør forskellen, men nærværet. 10 minutters ægte kontakt slår 2 timer foran fjernsynet.

Tegning af jaloux kvinde med champagneglas ved et brudepar og en bryllupskage

Jalousi er et af de mest almindelige – og mest ødelæggende – parforholdsproblemer.

8. Han synes alt er godt, mens hun er ulykkelig

Jeg oplever ofte, at manden beskriver forholdet som godt og stabilt, mens kvinden er dybt frustreret og er på vej ud af døren.

👉 Parterapeutens råd: Manden skal forstå sin kvinde (og kvinden skal forstå sin mand)

Mænd og kvinder har forskellige behov i parforholdet.

Manden ønsker primært et sted, hvor han kan slappe af og lade batterierne op. Kvinden derimod har langt større behov. Hun ønsker nærvær, opmærksomhed, kærlighed, udvikling og samvær.

Manden forstår ikke kvindens behov, og derfor opstår en situation, hvor manden ligger tilfreds med fjernbetjeningen på sofaen, mens kvinden føler sig overset og er ulykkelig.

Løsningen er, at manden i højere grad bliver opmærksom på kvinden og hendes behov. Han skal lære at prioritere kvalitetssamvær med nærvær, opmærksomhed og dybe samtaler. Ellers ender det med, at hun forlader ham.

9. Forskellig lyst til sex

Den ene vil gerne have sex oftere end den anden. Det er helt normalt – og alligevel et af de parforholdsproblemer, der skaber mest frustration. Den ene føler sig afvist. Den anden føler sig presset.

👉 Parterapeutens råd: Tal om lysten uden pres

Forskellig sexlyst er ikke et tegn på, at noget er galt med jer. Men tavshed og bebrejdelser gør det værre.

Find ud af, hvad der tænder og slukker for lysten hos jer hver især. Mænd og kvinder mister ofte lysten af helt forskellige grunde. Og når I forstår hinandens grunde, bliver det meget lettere at mødes.

10. Forholdet mangler gnist (og sex)

Mange moderne parforhold oplever perioder, hvor det hele er en smule kedeligt.

Der er ingen konflikter, der er godt venskab, økonomien er fin, og børnene klarer sig fint. Alt er godt, bortset fra at samværet er uinspirerende og kedeligt – og sexlivet er næsten ikke-eksisterende.

👉 Parterapeutens råd: Skab seksuel polaritet

Det moderne parforhold er næsten kønsløst. Vi er med rette stolte af ligestilling, at kvinder kan gøre karriere, og at mænd kan passe børn. Lighed er praktisk, men usexet.

Det er forskellene, som inspirerer og fascinerer. Når mænd og kvinder mødes på midten, har det en pris. Polariteten (dvs. forskellene) mellem mand og kvinde udviskes, og dermed forsvinder spændingen og tiltrækningen.

Hvis dit forhold føles fladt, og du har mistet den fysiske tiltrækning til din partner, kan det være et tegn på, at polariteten er forsvundet.

Prøv at snakke sammen om, hvornår I synes jeres partner er mest tiltrækkende. Hvis hun synes, han er sexet, når han tager styring og initiativ i hjemmet, så skal hun måske være bedre til at lade ham bestemme.

Det handler ikke om, at I skal leve efter et bestemt kønsrollemønster. Men at I skal være bevidste om, at polariteten automatisk forsvinder, medmindre I arbejder på at bevare den. Og at det har en pris.

11. Sexlivet er kedeligt

10 min. i de samme 3 stillinger? Efter 5 år kan de fleste nikke genkendende til det scenarie. Sex på den måde er hårdt arbejde, der bare skal overstås for husfredens skyld.

👉 Parterapeutens råd: Træn din erotiske intelligens

Der er mange grunde til at sexlivet bliver kedeligt. Manglende polaritet og for meget symbiose spiller en stor rolle i mange parforhold.

Men derudover glemmer mange at fordybe deres erotiske forbindelse bevidst, fordi de mangler erotisk intelligens.

På samme måde, som du skal vedligeholde og fordybe en følelsesmæssig intimitet, skal du også vedligeholde og fordybe den erotiske intimitet. Det betyder fx at I taler åbent om lyst, begær og fantasier. Kender du fx din partners top 3 fantasier? Kender han eller hun dine?

Gør sexlivet til en hobby. Eksperimentér og udforsk. Hvis I ikke gør noget aktivt, ender det med at være kedeligt.

12. Sex, men ingen nærhed

Selvom sexlivet er godt og lidenskabeligt, er der ikke nødvendigvis følelsesmæssig nærhed i forholdet. Det kan være et problem, fordi det er den følelsesmæssige nærhed, som holder forholdet sammen.

👉 Parterapeutens råd: Få følelserne tilbage i sexlivet

Sex uden følelser kan skabe afstand i et parforhold. Derfor skal du være varsom med at have sex uden følelser.

Der er 4 måder at skabe følelsesmæssig nærhed, når du har sex:

  1. Brug øjenkontakt til at skabe kontakt
  2. Massage og forspil
  3. Dyrk kun sex, hvis du har hjertet med
  4. Skab også intimitet uden for soveværelset

13. Forholdet føles kvælende

Dette problem er i familie med problem 10, og symptomerne har nogle lighedspunkter.

Men udover at gnisten og passionen er væk, er der et ekstra element: Samværet føles kvælende, og du begynder at nyde alenetid mere og mere.

👉 Parterapeutens råd: Bryd symbiosen

I et parforhold skal samhørighed balanceres med individualitet. For meget individualitet leder til opløsning af forholdet. For meget samhørighed omdanner parforholdet til en symbiose.

I mange parforhold kommer symbiosen snigende, uden at nogen opdager det. Vi er flokdyr og gode til at tilpasse os hinanden. Nogle gange lidt for gode. Overdreven følelsesmæssig tilpasning til hinanden kaldes for konfluens.

En dag siger du ”Vi kan godt li’ at spise sund morgenmad” i stedet for ”Jeg kan godt li’…”. Det er ikke en bevidst beslutning at identificere sig med parforholdet, men noget der sker af sig selv.

Umiddelbart føles symbiose rart og trygt. Derfor handler mange romantiske fantasier om symbiose og sammensmeltning, at gå hånd-i-hånd, altid at være sammen, sove arm-i-arm osv.

Tegning af mand og kvinde på tandemcykel

Når I altid gør alt sammen, kan symbiosen blive et af de mere skjulte parforholdsproblemer.

Ulempen er, at vi langsomt mister os selv – og derfor føles forholdet kvælende.

Løsningen er at slippe lidt af sin parforholdsidentitet og blive lidt mere sig selv. Det betyder fx, at du begynder at gøre det, som du vil. Og ikke (kun) det, som I vil. Derfor er det sundt, at I også gør ting hver for sig, har egne venner osv.

Men bliv også bedre til at være dig selv, når I er sammen. Selvom I plejer at se tv sammen lørdag aften, så er det ok, hvis du hellere vil læse en bog.

14. Jalousi i parforholdet

Jalousi (eller skinsyge) er en af de mest ødelæggende følelser, som kan plage et parforhold. Jalousi er en blanding af vrede, bitterhed, smerte og sorg. Følelsen opstår, hvis din kæreste giver sin kærlighed og opmærksomhed til en anden, og du derfor føler dig erstattet.

👉 Parterapeutens råd: Anerkend følelsen

Jalousi handler om angsten for at blive forladt – noget som alle frygter, fordi vi er flokdyr. Og derfor er det så svært at slippe jalousi.

For mange er jalousi skamfuldt, og derfor fortæller de ikke partneren om, hvordan de har det. Men det gør det bare værre.

Første skridt er at sætte ord på.

Næste skridt er at vurdere, om følelsen er rimelig. Den “gode” jalousi handler om, at dine grænser er blevet overtrådt. Hvis du er jaloux, fordi din kæreste flirter med en kollega til festen, er det kun rimeligt, at du siger fra. Og at din kæreste ændrer adfærd.

Den “gode” jalousi er altså en naturlig reaktion på din kærestes upassende opførsel.

Den “dårlige” jalousi er en overdrevet reaktion. Hvis du bliver jaloux, bare fordi din kæreste giver hånd til kollegaen, så er det sikkert dig, som har et problem. Og derfor er det først og fremmest dig, som må ændre noget.

Dels må du lære at iagttage dine følelser uden at handle. Derudover må du acceptere, at din kæreste er et frit menneske. Du kan ikke kontrollere ham eller hende, men må stole på, at du ikke er ved at blive forladt. Læs mere om, hvordan du slipper af med jalousi.

15. Utroskab

Hvis din partner har været utro, rammes du af vrede, sorg, tvivl og jalousi. Det er ikke så sært, at utroskab kan ødelægge et parforhold.
Trist pige krammer sig selv, mens et par står tæt sammen i baggrunden

Utroskab er en af de største udfordringer i parforholdet. Men det behøver ikke at være afslutningen.

👉 Parterapeutens råd: Kom igennem de 5 faser med parterapi

Først skal du huske, at utroskab ikke nødvendigvis betyder, at der er noget i vejen med forholdet. Ofte opstår utroskab ikke, fordi den faste partner vælges fra, men fordi en anden vælges til.

Efter utroskab skal forholdet igennem flere faser:

  1. Krisehåndtering
  2. Hvordan kunne det ske?
  3. Blive sammen eller skilles?
  4. Tilgivelse
  5. En ny bedre fremtid

Utroskab kan ødelægge et parforhold, men sådan behøver det ikke at være. Jeg anbefaler, at I får hjælp af en parterapeut, hvis du og din partner går igennem en krise pga. utroskab. Læs mere om parterapi efter utroskab.

16. Ingen udvikling

Hvis et forhold ikke udvikler sig, stagnerer det – og med tiden dør det.

Et forhold, som er stagneret, giver ikke energi, men dræner parret for livsglæde, og på sigt føles det meningsløst at være sammen.

👉 Parterapeutens råd: Gør dit parforhold til din hobby

Hvis du vil være god til noget, må du øve dig. Sådan er det også med et parforhold.

At gøre forholdet til en hobby betyder, at I læser bøger om kærlighed, sex, kommunikation, parforhold osv. At I er ærlige om problemerne i parforholdet, og at I har lyst til at eksperimentere med nye måder at være sammen på.

At gøre forholdet til en hobby svarer lidt til, at I bliver jeres egen parterapeut. Det er det, jeg kalder det bevidste parforhold.

👉 Parterapeutens råd: Find en fælles retning

Det er vigtigt at have drømme og visioner for fremtiden. Både for sit personlige liv og for sit parforhold.

Hvis forholdet ikke har en retning, får tilfældigheder og vaner lov at bestemme forholdets udvikling – og så er der stor chance for, at forholdet stagnerer og kører i ring.

Jo mere klar du er på dine ønsker for fremtiden, desto større er chancen for, at dine ønsker går i opfyldelse.

Derfor er det en god idé at overveje, hvad du ønsker dig af dit forhold på sigt. Hvordan skal I være kærester? Hvad skal I bruge tiden på? Hvad skal I blive bedre til? Osv.

Langt de fleste par, jeg har i parterapi, har ikke brugt tid på at drømme om deres fælles fremtid. Men det er synd. For et parforhold handler om mere end at få dagligdagen til at fungere.

Din kæreste er din vigtigste rejsepartner i livet. Det er meningsfuldt at overveje, hvor I vil rejse hen.

Par på vandretur peger ud i landskabet med et kort i hånden

En fælles retning forebygger mange problemer i parforholdet.

17. Frustration over forholdet og partneren

Frustration kan fx vise sig som vrede og irritation på din partner eller dig selv. Eller resignation og opgivelse.

👉 Parterapeutens råd: Ha’ realistiske forventninger

Frustration handler om, at noget ikke er, som vi synes det burde være. Og parforholdet er måske det område af vores liv, hvor vi har de højeste forventninger.

Vores partner (og forholdet) skal gi’ os tryghed, venskab, kærlighed, sex, spænding, børn, hygge, en god bolig, sund økonomi osv. osv. Det er næsten umuligt ikke at blive skuffet – og frustreret.

Frustration opstår ikke, fordi der er noget i vejen med virkeligheden. Frustration opstår, fordi du sammenligner virkeligheden med dine forventninger. Det er afstanden mellem virkelighed og ideal, som er kilden til dine frustrationer.

Frustrationerne kan kureres ved at have realistiske forventninger til sig selv og forholdet. Dvs. du skal være villig til at give slip på nogle af dine hedeste drømme og ønsker. Det kan være svært, men hvis du ikke gør, skaber du smerte for dig selv.

Find ud af, hvad der virkelig betyder noget for dig, og glem resten. Hvis kærlighed og venskab er det vigtigste for dig, så behold dine standarder på de områder, men giv afkald på drømmen om det store hus osv.

Hvis du ikke ved, hvad der betyder mest for dig, så start med at finde dine kerneværdier.

18. Parforholdet gør mig ikke lykkelig

De fleste søger lykken i deres parforhold. Men et parforhold kan ikke gøre dig lykkelig. Derfor er det ikke nødvendigvis tegn på et dårligt forhold, hvis du ikke er lykkelig.

👉 Parterapeutens råd: Tag ansvar for din egen lykke

Det er en udbredt myte, at parforholdet skal gøre dig lykkelig. Sandheden er, at det kun er dig selv, som kan gøre dig lykkelig. Derfor skal du tage ansvar for dig selv og skabe det liv, du ønsker, i stedet for at lægge ansvaret over på dit forhold og din partner.

Når det er sagt, skal du selvfølgelig ikke være i et parforhold, som gør dig direkte ulykkelig. Det er klart. Men det er vigtigt, at der er balance mellem forventningerne til dit forhold og ansvaret for dit liv.

Et parforhold kan ikke gøre dig lykkelig. Det er kun dig selv, som kan gøre dig lykkelig.

Parterapeut Holger Spanggaard med hånden på armen

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Vil du have hjælp til dit parforhold, så kontakt Holger.

Ofte stillede spørgsmål om problemer i parforholdet

Er det normalt at have problemer i parforholdet?

Ja. Alle par møder problemer på et tidspunkt. Det afgørende er ikke, om I får problemer, men hvordan I håndterer dem.

Hvad er de mest almindelige parforholdsproblemer?

Konflikter, misforståelser, følelsesmæssig afstand, forskellig sexlyst og en travl hverdag, der æder kærestetiden.

Kan I løse problemerne uden parterapi?

Ofte ja. Mange par kommer langt ved at tale ærligt sammen og prøve tipsene i denne artikel. Men sidder I fast i de samme mønstre igen og igen, eller er I havnet i en egentlig krise i parforholdet, kan parterapi hjælpe jer videre.

Hvornår skal man gå fra hinanden?

Det er en af de sværeste beslutninger i livet. Læs mine råd om, hvornår man skal gå fra hinanden.

Værd at huske om problemer i parforholdet

Alle par har parforholdsproblemer. De fleste kan løses, når I forstår hinanden bedre, tager det første skridt og giver forholdet den opmærksomhed, det fortjener.

Vil du have konkrete værktøjer til et stærkere parforhold, så tag mit gratis kursus Verdens bedste parforhold.

Opdateret d. 9. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!