Konfluens og symbiose: Mister du dig selv i dit forhold?

Mange mister sig selv i deres parforhold idet de “smelter sammen” med deres partner, hvilket nogle gange kaldes konfluens eller symbiose. Modgiften er den sunde afgrænsning, som du lærer om i denne artikel (inspireret af David Schnarchs bog Passionate Marriage).

Selvstændighed eller samhørighed?

Det faste parforhold opstår, når et kærestepar ved, at de også vil være sammen i morgen. Når et par gifter sig, eller bare gør deres forhold “officielt”, er det en måde at fremtidssikre deres forhold. Begge parter bytter noget af deres frihed for tryghed og en forudsigelig fremtid.

I et velfungerende parforhold er der balance mellem tryghed og frihed, mellem vi og jeg, mellem selvstændighed og samhørighed. Problemet er, at mange fokuserer for meget på samhørigheden, at de mister kontakten til sig selv. Dvs. den sunde samhørighed er blevet til usund symbiose. I stedet for Gitte og Peter bliver de til Hr. og Fru Sørensen.

I mange parforhold sker det næsten automatisk, fordi det ligger i menneskets DNA at søge sikkerhed i flokken. Jo vigtige forholdet er (pga. fælles bolig, økonomi, børn osv), desto større er tendensen til at sikre forholdet på bekostning af sin egen individualitet.

Læs også: Hvordan lærer man at hvile i sig selv?

Konfluens og symbiose: “For meget” samhørighed

Når der fokuseres overdrevent meget på samhørigheden kaldes det symbiose (eller konfluens). Det er en stiltiende (ubevidst) aftale om at udjævne forskelligheder således at oplevelsen af at være adskilte undgås. Hvis hun er træt, går han med i seng, selvom han ikke træt. Eller hvis han bliver oppe og ser TV, sætter hun sig ved siden af og gaber.

Konfluens i parforholdet (symbiose) skaber en umiddelbar følelse af tryghed, fordi forholdet virker stabilt og fri for uenigheder. Men i længden skader konfluens forholdet, fordi parterne udvikler en følelsesmæssig afhængighed af hinanden, som har mange negative konsekvenser.

Læs også: Kontaktcirklen – fra jeg til vi 

Eksempel:

En pleaser er en person, som tilpasser sig andre på bekostning af sig selv. Umiddelbart er han vellidt, fordi han er venlig og imødekommende, men hans venlighed er en påtaget facade, der skal beskytte ham mod afvisning og ensomhed. I stedet for at sige nej, smiler han og siger ja, men i virkeligheden længes han efter at sige sin ærlige mening.

Han føjer sin kæreste i stedet for at give hende modspil. Hans frygt for at stå ved sig selv ender med at ødelægge forholdet, fordi et forhold kun kan fungere, når begge parter hviler i sig selv.

I starten går mange parforhold gennem en fase, hvor begge er meget villige til at tilpasse sig den anden. I den fase kan det være lidt for meget “os” (især hvis man er forelsket) og for lidt “mig”. Det kan du læse mere om her parforholdets faser.

Afgrænsning er modgiften mod symbiose og konfluens 

Modgiften mod konfluens er afgrænsning (kaldes også for differentiering). Afgrænsning betyder, at du kan kende forskel på dig selv, din partner og forholdet, dvs. du kan holde fast i dine meninger, ønsker og behov, selvom de konflikter med din kærestes meninger og ønsker.

Afgrænsning eller differentiering er hverken ensbetydende med egoistisk uafhængighed eller mindre følelsesmæssig kontakt. Differentiering betyder blot, at du bevarer en sund jeg-følelse i parforholdet.

At være afgrænset er en bevidsthedstilstand, hvor du er bevidst om, at du ikke er dit parforhold, uanset hvor meget du holder af din kæreste. Det handler ikke om at gøre tingene på en bestemt måde, eller at I tilbringer mere eller mindre tid sammen. Det er først og fremmest en indre tilstand af sund selvstændighed.

Når du afgrænser dig fra din partner og forholdet, kan du bevare en kærlig kontakt, selvom din partner er lukket eller kritiserer dig. Differentiering medfører, at du ikke er afhængig af din partner for at føle dig værdifuld. Derfor bliver du mindre usikker, når din kæreste fx har en dårlig dag eller er ked af det.

x

Spædbørn er alle 100% udifferentierede ift. deres mor de første måneder af deres liv (den såkaldte symbiotiske fase), dvs. de kan ikke kende forskel på sig selv og moderen. Derfor er barnets livsglæde og selvværdsfølelse fuldstændig afhængig af moderen. Senere går barnet igennem en separation-individuationsfase, hvor det langsomt afgrænser sig selv fra moderen. I takt med at barnet vokser op, bliver det gradvist mindre og mindre afhængig af sine omsorgspersoner.

x

Differentiering medfører en sund jeg-følelse, dvs. at du stoler på dig selv og dine meninger, men samtidig er villig til at ændre dem, når det giver mening. Derudover bliver du følelsesmæssig robust, og kan håndtere både dine egne og andres følelser på en konstruktiv måde. Og endelig vil afgrænsning gøre dig i stand til at tage vare på dig selv, give dig selv omsorg osv.

I alle livets faser er differentiering en vigtig del af personlig udvikling, fordi differentiering dybest handler om at hvile i sig selv.

9 tegn på konfluens og symbiose i dit parforhold:

Her er nogle typiske tegn på følelsesmæssig sammensmeltning:

1. Du føler der mangler noget, når du er adskilt fra din kæreste.
2. Du bliver nervøs og utryg, hvis din kæreste ikke gengælder dine kærlige tilkendegivelser.
3. Du føler dig ”kvalt” og har ”brug for luft,” når I har været sammen i længere tid.
4. Du skaber ofte et indre frirum ved at være fraværende.
5. Du tager det personligt, og bliver nemt såret, når du har en konflikt med din kæreste.
6. Du har sjældent lyst til sex, bl.a. fordi I gentager den samme rutine i soveværelset.
7. Du bliver nemt jaloux.
8. Du er ofte bange for at blive forladt.
9. Du føler dig mere værdifuld, når andre beundrer din kæreste.

Mange af punkterne viser sig også, hvis du har et såkaldt nervøst eller ambivalent tilknytningsmønster eller lider af relationsangst.

Det sidste punkt kendes blandt andet fra de såkaldte trofækoner og -mænd. Magtfulde mænd (eller kvinder) som poserer med yngre fotomodeller ved deres side. Der er også trofæbørn, dvs. mønsterbørn som mor og far stolt kan vise frem, når banet får høje karakterer eller vinder en konkurrence.

Problemet er, at hvis Peter ikke gider vinde konkurrencer eller spille violin, så går det ud over forældrenes selvværdsfølelse, fordi mor og far ikke har noget at være stolte af. Dvs. Peter får svært ved at udvikle sin selvstændighed pga. forældrenes press.

Konfluens og sammensmeltning ødelægger den seksuelle tiltrækning, fordi seksuel tiltrækning sker mellem modsatte poler. Derfor skal der være en vis forskellighed for at bevare spændingen og tiltrækningen. Det kan du læse mere om her:

Symbiose i parforholdet skal brydes med vilje

Afgrænsning er en del af din personlige udvikling. I starten kan det være angstprovokerende at stå ved sig selv, fordi det føles som om, du skaber afstand og ensomhed. Men i virkeligheden er det omvendt. Først når du hviler i dig selv, kan sige til og fra, kan du for alvor opleve glæden ved at være i et forhold.

Den part som er mest afhængig af forholdet, vil måske opleve den anden som kold og fjern, når han/hun bliver mindre afhængig af samhørighedsfølelsen. Men det tvinger blot den “afhængige” part til at arbejde med sin egen udvikling. I længden er det kun en fordel at begge hviler i sig selv.

Du differentierer dig selv, når du ærligt viser, hvem du er. Eksempelvis når du siger din mening uden at pakke den ind. Eller du holder fast ved, at du hellere vil besøge en ven end at være sammen din kæreste i weekenden.

x

Fysisk afstand er en effektiv måde at afgrænse sig, og derfor er det gavnligt ikke at lave alting sammen, fx ved at have egne venner og interesser. Eller ved at gå ture alene.

x

David Schnarch har udviklet en metode til at træne differentiering, som han kalder ”kramme-indtil-afslapning” (beskrevet i hans bog: Passionate Marriage). Metoden indeholder to komponenter: At kunne slappe af når man er fysisk tæt på et andet menneske. Og at kunne bære sin egen vægt mens man krammer uden at læne sig ind i den anden.

De fleste kram varer kun få sekunder, fordi mange oplever det en smule grænseoverskridende at kramme mere end 4-5 sekunder. Men hvorfor er det sådan? Man skulle tro, at man har lyst til forlænge omfavnelsen af en man holder af. Når man krammer, kommer en anden person ind i ens intimsfære, og det opleves som om ens private rum bliver en smule invaderet.

Det andet element i øvelsen består i at lade vægten blive på egne ben. Udifferentierede mennesker støtter sig til deres partner, hvilket også viser sig rent fysisk, idet de læner sig ind i omfavnelsen, og lader den anden støtte dem.

Øvelse: Kramme-indtil-afslapning 

Kramme-indtil-afslapning udføres således: Stå overfor din partner med ca. 20-30cm afstand. Omfavn nu den anden, men sørg for at holde vægten på dine egne fødder. Træk vejret roligt, og lad kroppen slappe af i sit eget tempo. Hvis du forbliver centreret i dig selv, reagerer kroppen ved at afspændes. Når kroppen er afspændt, så læg mærke til hvordan jeres samvær får en helt ny kvalitet. Først når du står på egne ben og hviler i dig selv, kan du for alvor omfavne din partner.

Hvor meget du påvirkes af dine omgivelser, afhænger bl.a. af, hvor god du er til at afgrænse dig fra omgivelserne. Hvis du har stærke grænser, og en klar følelse af din egen individualitet, påvirkes du i mindre grad, end hvis dine grænser er mere flydende. Hvis du eksempelvis sidder alene i en togvogn, og nogle fremmede sætter sig ved siden af dig, kan det opleves som om din privatsfære bliver invaderet, hvilket fx kan blive til små spændinger i kroppen.

Vil du have mere Inspiration? Få gratis e-bog: Guide til et godt parforhold

Har du lyst til en snak om dit parforhold? Så kontakt Holger her.

Værd at huske om konfluens og symbiose i parforholdet…

I alle relationer skal der være balance mellem samhørighed og selvstændighed. For meget fokus på samhørighed kaldes konfluens eller symbiose, hvilket viser sig ved at parterne tilpasser sig hinanden i sådan en grad, at begge mister forbindelsen til deres egen individualitet. På kort sigt undgås konflikter og afstand, men på sigt ødelægges parforholdet.

Afgrænsning eller differentiering er det modsatte af konfluens. Afgrænsning handler først og fremmest om at hvile i sig selv, dvs. du bevarer din sunde selvstændighed, selvom du er sammen med din kæreste. Når du hviler i dig selv, kan I være forskellige og uenige, uden at det ødelægger den kærlige forbindelse mellem jer.

I et parforhold opstår der næsten automatisk en symbiose, og derfor er afgrænsning ikke noget, som er lært én gang for alle, men noget du skal øve dig på hele livet.

Opdateret d.26 sep. 2024.

26-9-2024Konfluens: At miste sig selv i et forhold – Parterapeut: Lær afgrænsning!Bevidsthed.org Holger Spanggaard