Det bevidste parforhold
Det bevidste parforhold er en kærlighedspraksis med fokus på at give, og ikke en relation som skal “malkes” for lykke.
Det bevidste parforhold opstår, når du løseriver dig fra automatreaktioner og forudindtagede ideer, og i stedet forholder dig bevidst og kreativt til dit parforhold.
I denne artikel gennemgår jeg først det bevidste parforholds 3 principper og derefter 6 forslag til praksisser, som hjælper dig mod et mere bevidst parforhold.
De 3 principper:
- Tag ansvar
- Lev her og nu
- Gør forholdet til en praksis
6 forslag til praksisser:
- Dybe samtaler hver dag
- Vær sammen i stilhed
- Giv kærlighed hver dag
- Brug konflikter som gaver
- Find fælles mål for parforholdet
- Bliv klogere
Læs også: Myter om dit parforhold, som skaber smerte
De 3 principper
1. Princip for et bevidst parforhold:
Tag ansvar – vær voksen
At tage ansvar betyder, at du er psykologisk voksen. Dvs. du tager udfordringerne på dig, uden at udskyde dem eller skubbe dem over på din partner.
Du står ved dig selv – også de sider du skammer dig over. Du erkender åbent dine begrænsninger, fejl og mangler, fordi det ikke gavner forholdet at du skjuler sider af sig selv.
Du deler ærligt dine følelser, behov og drømme, også selvom din partner er uforstående eller bliver såret. Det handler ikke om accept eller anerkendelse, men om at du viser, hvem du er, fordi det er forudsætningen for følelsesmæssig intimitet og fortrolighed.
Du ved, at din partner ikke er tankelæser, og derfor forventer du ikke, at han/hun regner dine behov ud. Hvis du har et behov, er det din opgave at gøre din partner opmærksom på det.
Du giver omsorg, opmærksomhed og kærlighed, fordi det nærer din sjæl, din partner og forholdet. Ikke fordi du skylder noget, eller at din partner har ”krav” på din kærlighed – eller fordi du håber at få noget til gengæld.
Du accepterer din partner, som han/hun er, uden at føle trang til at ændre ham/hende. Du ved, at din partner beder om hjælp, hvis han/hun ønsker det. Og du ved, at din partner måske ikke gør, som du ønsker.
Du ved, at dine følelser er dit ansvar, ligesom din partners følelser er hans/hendes ansvar. Derfor forventer du ikke, at din kæreste partner pakker tingene ind for at skåne dig. Ligesom du heller ikke selv, pakker tingene ind.
Læs også: Hvad er vigtigt i et parforhold?
2. Princip for det bevidste parforhold:
Det eneste som findes er her og nu
Det bevidste parforhold centreret i nuet. Plejer er død. Spørgsmålet er, hvad sker der mellem dig og din partner netop nu.
Du tager ikke jeres relation for givet, men genskaber den hver dag. Det betyder, at du altid er opmærksom på dig selv, din partner og jeres relation, når I er sammen.
Du venter ikke på, at jeres udfordringer går væk. Du forholder dig til det, som er her og nu, og handler spontant til forholdets bedste uden at udsætte noget.
Læs også: Nærvær – lær at leve i nuet
Du ved, at kærligheden som ikke bliver givet her og nu, er spildt. Derfor tøver du ikke med at give kærlighed og omsorg. At du gav en masse i går, og har planer om at give i morgen, betyder intet nu.
Du undgår at bære nag, og du hviler ikke på laurbærerne. At du var en god eller dårlig kæreste i går, er ligegyldigt nu. Det eneste som betyder noget, er at du får det bedste ud af dette øjeblik.
Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Derfor ved også, at det eneste du kan love din partner, er at du ikke kan love noget som helst. Og det er ok.
Du accepterer, at uanset hvad du ønsker og håber for jeres forhold, så sker det som sker. Der er ingen garantier for en bestemt fremtid.
Det bevidste parforhold er en kærlighedspraksis, ikke en relation som skal malkes for lykke.
3. Princip for det bevidste parforhold:
Gør forholdet til en praksis
Det bevidste parforhold er en praksis. Dvs. det er noget, du hele tiden øver dig på. Det er ikke målet, som er interessant, men rejsen.
At gøre parforholdet til en bevidsthedspraksis betyder, at du hele tiden forholder dig nysgerrigt til dig selv og din partner. Hvilke tanker og følelser fylder netop nu. Hvorfor har I det, som I har det netop nu? Hvilke mekanismer udspiller sig I jeres forhold? Hvad gør jer lykkelige? Og hvornår opstår konflikterne?
Det bevidste parforhold handler om forståelse og selvindsigt, for derigennem at blive fri til at vælge, hvordan parforholdet skal udfolde sig.
Det bevidste parforhold er en kærlighedspraksis, dvs. du hele tiden øver dig I at give og modtage kærlighed. Du er nysgerrig på, hvordan du kan åbne din partners hjerte, og samtidig undgå at du lukker dit eget. Det handler ikke om, at du har “fortjent” en bestemt mængde kærlighed, men om at du vil forstå dit hjerte.
Det bevidste parforhold forholder sig undersøgende og legende til sex og erotik. Sex handler ikke kun om tilfredsstillelse og udløsning, men om at lade sex være en vigtig del af kærligheds- og bevidsthedsflowet mellem to elskende.
Læs også: Evaluer dit parforhold, ikke din partner
De 6 praksisser
1. Praksis for et bevidst parforhold:
Dybe samtaler hver dag
Brug mindst 10 min. hver dag, hvor du taler med din partner. Det skal være en dyb samtale med nærvær og øjenkontakt.
Vær ærlig, og sæt ord på dit inderste, for kun på den måde opstår den dybe kontakt og fortrolighed.
Få evt. inspiration her: Guide til dybe samtaler.
2. Praksis for et bevidst parforhold:
Vær med stilheden
Brug mindst 5 min. sammen hver dag i stilhed, hvor I ikke laver andet end at være opmærksomme på hinanden. Se hinanden i øjnene eller kærtegn hinanden uden ord.
Ofte bliver sindet rastløst i stilhed, men det er i det ordløse nærvær, at den dybeste kontakt kan opstå. Det kan du læse mere om her: Intimitet er en sindstilstand
3. Praksis for et bevidst parforhold:
Giv kærlighed hver dag
Vis din kærlighed hver dag. Det kan være gennem berøring, ord, gaver eller hvad der føles naturligt. Start evt. med at lære din kærestes kærlighedssprog at kende.
Du skal give kærlighed hver dag – især de dage du ikke har lyst! Undersøg hvorfor du er lukket, men lad det ikke stoppe kærlighedsflowet imellem jer. Insister på at elske.
Læs også: Kærlighed er en handling
4. Praksis for et bevidst parforhold:
Brug konflikter som gaver
Brug konflikterne som anledning til læring og udvikling. Tag ansvar for situationen og dine følelser. Dvs. du ikke giver din kæreste skylden, eller føler dig som et offer. Vær opmærksom på at undgå de sædvanlige magtkampe og anklager.
Vær undersøgende på dine følelser, og tal med din partner om det, også selvom du ikke føler dig accepteret.
Og endelig: Vend tilbage til konflikten, når stemningen er god, og snak om, hvad I har lært af situationen. Indrøm dine fejl, og giv konstruktive bud på, hvordan lignende situationer kan håndteres i fremtiden.
Læs også: 25 Spørgsmål til din kæreste, dig selv og dit parforhold
5. Praksis for et bevidst parforhold:
Find fælles mål for parforholdet
Find en fælles vision for jeres parforhold. Hvor vil I gerne hen? Hvordan skal jeres liv forme sig? Hvordan skal jeres følelses-, sex- og kærlighedsliv se ud i fremtiden?
I kan fx starte med at finde jeres personlige kerneværdier, og derefter hvilke værdier I mener, er vigtige for jeres parforhold. Find evt. inspiration her: Kerneværdier er din guide til et lykkeligt liv.
6. Praksis for et bevidst parforhold:
Bliv klogere
Tag på mindst én workshop hvert år, som fokuserer på parforhold. Der findes masser af kurser og workshops for par, som du hurtigt kan finde på nettet.
Og læs mindst 2 bøger sammen hvert år, som kan inspirere og stimulere jeres forhold. I kan fx skiftes til at vælge en bog. Her er nogle forslag: Hold mig, Kærestebilleder og Det levende parforhold.
Jeg anbefaler selvfølgelig også min egen bog: Jeg savner os – en guide til nærhed, fortrolighed og kærlighed. Hvis du er nysgerrig, kan du læse 3 kapitler her.
Værd at huske om det bevidste parforhold
Det bevidste parforhold er en udviklingsvej og en kærlighedspraksis. Det er ikke noget, du opnår én gang for alle. Du kan aldrig sige: “Jeg lever i et bevidst parforhold”, men du kan dagligt arbejde på at bringe bevidsthed og kærlighed ind i din vigtigste relation.
Du kan bruge de 3 principper som retningslinjer for dit parforhold, og de 6 praksisser som inspiration til at omsætte principperne til praksis.
Jeg ønsker dig held og lykke på rejsen mod bevidsthed og kærlighed!
Læs også om de 3 faser i parforholdets udvikling.
PS:
Hvis du vil have hjælp til dit parforholds udvikling, er det god idé at tale med en parterapeut. Ofte kan få samtaler gøre stor forskel.
Opdateret d.9 april 2019.9-4-2019Det bevidste parforhold: Principper og praksisserBevidsthed.org