Derfor gider hun ikke sex: 11 grunde til kvinders manglende sexlyst
Hvorfor gider hun ikke sex?
Kvinders manglende sexlyst har sjældent kun én årsag. De mest almindelige er manglende følelsesmæssig nærhed, at hun ikke føler sig som kvinde, stress, træthed og dårlig sex. Men også skam, graviditet, små børn og overgangsalderen spiller ind.
De fleste kvinder skal først åbnes i hjertet, før de åbner sig seksuelt.
👉 Jeg har skrevet denne artikel til mænd, som gerne vil forstå, hvorfor kvinder mangler sexlyst, og hvad de kan gøre ved det.
Artiklen er et lille uddrag af et anonymt online kursus om sexlyst: Få mere lyst til sex og intimitet – uden at føle dig presset.
Sex og erotik er med til at give parforholdet energi og binde parterne sammen, og derfor er det vigtigt for manden at forstå, hvad det handler om, når kvinden ikke har lyst.
Oplever du, at hun ikke gider dig, så hent min gratis guide: Hun gider mig ikke. Hvad gør jeg?
Her er 11 typiske grunde til kvinders manglende sexlyst:
- Manglende følelsesmæssig nærhed
- Hun føler sig ikke som kvinde
- Dårlig kontakt til sig selv
- Stress
- Træthed og mangel på energi
- Dårlig sex
- Overgreb og ubehagelige oplevelser
- Skam og lavt seksuelt selvværd
- Graviditet og fødsel
- Børn
- Overgangsalder og alderdom
Hvis du vil forstå din partner og din egen seksualitet på et dybere niveau, anbefaler jeg, at du starter med at finde din erotiske arketype.
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
1. Manglende følelsesmæssig nærhed
Dette er måske den vigtigste grund til at mange kvinder mister sexlysten. Og det er måske den grund, som mange mænd forstår mindst.
De fleste kvinder skal først åbnes i hjertet, før de åbner sig seksuelt. Mens det er omvendt for mange mænd.
Faktisk bruger mange mænd sex som et middel til at komme i kontakt med deres kærlige følelser. Derfor giver det nogle gange god mening for en mand at tage initiativ til sex, selvom nærheden mangler. Han ved instinktivt, at han åbner sig under og efter sex.
Men for de fleste kvinder fungerer den strategi ikke. Derfor skal du sørge for, at der er en kærlig energi mellem jer, hvis du vil vække din kvindes sexlyst.
Vigtigt: Det er ikke nok, at du skruer charmen på 5 min. før du foreslår sex. Det tænder hende fuldstændigt af, hvis hun oplever, at du giver kærlighed, fordi du er ude på sex. Kvinder (og mænd) vil elskes for den, de er. Ikke fordi de skal levere noget til gengæld.
Hvis du vil have mere nærhed i dit parforhold, så start med at læse de 3 første kapitler af min bog Jeg savner os.
De fleste kvinder skal først åbnes i hjertet, før de åbner sig seksuelt.
2. Hun føler sig ikke som kvinde
Mange kvinder har brug for at føle sig som kvinde, ligesom mænd har brug for at føle sig som mand. Men den følelse forsvinder, når forholdet bliver rutinepræget.
I en travl hverdag med job, børn osv. glemmer parterne ofte at være kærester. Tiltrækning forudsætter forskellighed. Derfor er det afgørende også at være sammen som mand og kvinde. Ellers forsvinder den seksuelle polaritet og dermed den fysiske tiltrækning.
Som mand skal du huske at få din kvinde til at føle sig som kvinde. Det gør du ved at prioritere kærestetid, ved at tage manderollen på dig, holde døren, give hende blomster, flirte med hende, kysse hende i nakken osv.
Læs også: Erotisk intelligens – Begær og lyst i dit faste parforhold
3. Dårlig kontakt til sig selv
Mange kvinders lyst opstår som reaktion på mandens initiativ. Dvs. hun bliver først rigtig klar over sin sexlyst, når manden vækker den i hende. Det kaldes reaktiv (eller responsiv) sexlyst. Det betyder, at hvis der i en periode ikke er sex i forholdet, og manden ikke tager initiativ, så mister hun nemt kontakten til sin sexlyst.
En kvinde med selvindsigt ved, at hun bevidst skal pleje sin lyst, hvis hun ikke vil miste den. Hun ved også, hvad hun tænder på, hvordan hun vil have sex osv. Ellers kan hun ikke bede om det, og manden bliver nødt til at gætte.
Som sexolog og parterapeut taler jeg med mange par om, hvordan de hver især bliver tændt. Når et par bliver mere bevidste om hinandens seksualitet, forsvinder der ofte en masse frustration.
Læs også: Er der virkelig forskel på mænds og kvinders seksualitet?
4. Stress
Både mænd og kvinder kan miste sexlysten pga. stress.
De tanker som fylder kvindens hoved i dagtimerne, forsvinder ikke, når hun lægger hovedet på puden. Tankerne tager al fokus, så hun ikke kan give sig hen til øjeblikket.
Hun kan være stresset pga. sit job, en vigtig relation (fx til en veninde eller et familiemedlem), eller hun kan være stresset over jeres parforhold og familieliv.
Hvis din kvinde er stresset, er det ofte bedre at vente med sex. Eller evt. starte med at give hende en god omgang massage, så hun kommer ned i kroppen og ud af hovedet.

Stress og travlhed er nogle af de mest almindelige grunde til, at hun ikke har lyst til sex.
5. Træthed og mangel på energi
Sex kræver energi. Det kræver noget at åbne sig og blotte sig. Men i en travl dagligdag med børn, arbejde og hus der skal passes, løber kvinden nemt tør for energi, og derfor mister hun sexlysten.
Mange kvinder laver stadig det meste af det huslige arbejde. Og nogle gange laver hun meget mere, end manden er klar over.
6. Dårlig sex
Manglende sexlyst kan skyldes dårlig sex. Jo bedre du er til at tilfredsstille hende, desto mere lyst vil hun have til gentagelser. Det er logik.
At være god i sengen handler om meget mere end orgasme. Det handler primært om følelser, intimitet og nærvær. Faktisk kan sex uden følelser ødelægge dit parforhold.
Som mand er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom på den følelsesmæssige kontakt, når I har sex. Selvom et hurtigt knald fungerer godt for dig, er det ikke sikkert, at det fungerer for din kæreste. Det kommer selvfølgelig an på jeres erotiske arketype.
Vil du blive bedre til at tænde og tilfredsstille din kvinde, har jeg lavet et online kursus til mænd: Kunsten at tilfredsstille en kvinde (og få mere sex).
7. Overgreb og ubehagelige oplevelser
Manglende sexlyst kan skyldes ubehagelige oplevelser, som har sat sig i kvindens krop.
Hvis din kvinde har haft dårlige seksuelle oplevelser, skal I have talt om, hvordan I kan gøre sex til en tryg og kærlig oplevelse. Og du skal være meget opmærksom på ikke at presse på for at få sex. Det kan få hende til at trække sig og lukke helt ned for sexlysten.
Sidder oplevelserne dybt i kroppen, kan traumeterapi hjælpe.

Manglende sexlyst hos kvinder kan skabe afstand i sengen – og i parforholdet.
8. Skam og lavt seksuelt selvværd
Mange kvinder skammer sig over deres seksualitet. Det ligger stadig i vores kultur, at piger skal være artige og “pæne” piger. Derfor har mange kvinder svært ved at stå ved deres seksualitet, udtrykke deres lyst osv.
For nylig fortalte en kvinde mig, at hun foretrak mænd, som havde mere sexlyst end hende og derfor tog initiativ. For hvis hun skulle tage initiativ, ville hun komme til at afsløre sin lyst, som hun skammede sig over.
Du kan kurere din kvindes skamfulde følelser ved at møde hendes lyst med forståelse og kærlig åbenhed. Jo mere hun mærker, at du forstår og accepterer hende, desto mindre vil hun føle sig forkert.
9. Graviditet og fødsel
Graviditet kan mindske sexlysten. Især i starten kan kvalme, humørsvingninger og træthed ødelægge sexlysten. Senere kan hormonsvingninger faktisk øge sexlysten, men det er en anden sag.
Fødslen skaber store kropslige forandringer, som for de fleste betyder, at de ikke har sex de første måneder efter fødslen. Men efter nogle måneder er kroppen klar igen. Så vær tålmodig.
Jeg har mødt mange par, hvor sexlivet gik i stå i forbindelse med graviditet og et liv med små børn. Pas på, det ikke sker for jer.
Læs også: 5 stadier i din seksuelle udvikling
10. Børn
Det sætter ikke fut i sexlivet at få en masse børn. De tager tid og energi, som ellers kunne være brugt på parforholdet og sexlivet.
Men først og fremmest forvandler børn kærester til mødre. Og når kvinden er mor, glemmer hun nemt, hvordan det er at være sexet kæreste. Og det bliver ikke bedre af, at mange kvinder slet ikke savner sex, når først de har glemt det.

Når kæresten bliver mor, glemmer hun nemt, hvordan det er at være sexet kæreste.
11. Overgangsalder og alderdom
Manglende sexlyst kan ramme både mand og kvinde i overgangsalderen, hvilket for kvinder typisk er i 45-55 års alderen.
Overgangsalderen medfører kropslige og hormonelle ændringer, som kan medføre et fald i sexlysten. Derudover oplever mange kvinder tørre slimhinder i skeden og smerte ved samleje (kan afhjælpes med glidecreme).
Her kan du downloade en kvikguide med 7 gode råd mod tørre slimhinder.
Folk spørger også om
Hvornår stopper kvinders sexliv?
Kvinders sexliv kan fortsætte helt til livets afslutning, selvom en del kvinder oplever nedsat sexlyst efter overgangsalderen. Mange kvinder har dog et godt sexliv hele livet, som selvfølgelig forudsætter, at begge parter prioriterer erotik, lyst og nydelse.
Hvad kan man gøre for at få sexlysten tilbage?
Du skal starte med at prioritere erotik, sex og nydelse i dit liv, så du sender energi til den del af hjernen, som har med sexlyst at gøre. Vær også nysgerrig på dig selv og din lyst. Ved du fx, hvad der virkelig tænder dig? Hvis du ikke ved, hvordan du nemmest bliver tændt, kan du heller ikke guide din partner.
Hvorfor lægger hun aldrig op til sex?
Nogle kvinder lægger ikke op til sex, fordi de ikke har det store behov for sex. Andre kvinder vil gerne have sex, men de opdager først deres lyst, når manden tænder dem. Derfor skal du være indstillet på at være den, som oftest tager initiativ. Endelig er der nogle kvinder, som ikke kan lide at tage initiativ, fordi det føles akavet for dem. Eller de synes, det er mandens job.
Hvorfor tænder jeg ikke på ham?
Mange kvinder mister lysten til deres mand, fordi manden ikke tager nok ansvar og initiativ i forholdet. De føler sig som mor i forholdet, og det er ikke særligt sexet. I mange forhold dør sexlivet, fordi hverdagen og hamsterhjulet fylder det hele. Måske savner du gode oplevelser og eventyr? Du kan også miste lysten, fordi du ikke kan lide den slags sex, I har sammen.

Holger Spanggaard er sexolog, parterapeut og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Har du lyst til en snak om sex, lyst eller dit parforhold, så kontakt Holger.
Værd at huske om kvinders manglende sexlyst
Når hun ikke gider sex, handler det sjældent om, at hun ikke elsker dig. Oftest mangler der nærhed, energi eller følelsen af at være kvinde.
Så start med hjertet. Pres ikke på. Og tag initiativ – men uden at kærligheden bliver et middel til at få sex.
PS:
Her er inspiration til mænd, som vil være bedre til at tænde deres kvinde: 5 tip til mænd (og kvinder) om at blive bedre i sengen.
Er I kørt fast? Så kan en sexolog hjælpe med manglende sexlyst. Du kan booke en gratis forsamtale her.
Opdateret d. 17. okt. 2026.


