Seksuel polaritet skaber fysisk tiltrækning
Som sexolog møder jeg igen og igen par som savner den berømte gnist. De elsker hinanden og har en god hverdag sammen, men mangler alligevel noget.
Men hvad er den magiske ingrediens som skaber gnist, spænding og tiltrækning? Det får du svaret på i denne artikel.
Lyt til artiklen som podcast. Klik her:
Spotify + Apple Podcasts + Podimo + Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
Hvad er seksuel polaritet?
Polaritet kender du måske fra fysikken: Plus og minus tiltrækker hinanden. Som tidligere kemiker kan jeg godt lide det billede, for det samme gælder i dit parforhold. Det er spændingen mellem 2 forskellige poler der skaber energi.
Hvad tiltrækker dig mest ved det modsatte køn?
Hvis du er heteroseksuel mand, tænder du på pigernes kjoler, lange hår, bryster, hofter, bløde hud, lyse stemmer, makeup, høje hæle osv. Og hvis du er heteroseksuel kvinde, tænder du på mænds brede skuldre, stærke arme, skæg, dybe stemmer, brede kæber, jakkesæt, uniform, håndværkertøj osv.
Det er forskellene som skaber seksuel polaritet. Jo større forskel, desto større polaritet: Der er stor seksuel tiltrækning mellem en maskulin mand og en feminin kvinde. Og en lille tiltrækning mellem en feminin mand og en maskulin kvinde.
Både mænd og kvinder indeholder maskuline og feminine “energier” eller personlighedssider. Men som regel er manden mest maskulin og kvinden mest feminin. Hvad maskulin og feminin energi er, kan du læse mere om i artiklen om feminin og maskulin energi. Her handler det om hvad der sker når de 2 energier mødes.
Begrebet seksuel polaritet er især kendt fra den amerikanske forfatter David Deida. Han har skrevet meget om hvordan forskellen mellem maskulin og feminin energi skaber tiltrækning.
Polaritet er energi og liv
Et forhold uden seksuel polaritet, dvs. fysisk tiltrækning, føles fladt og kedeligt. Det kan godt være rart, hyggeligt og bekvemt, men uden polaritet er der ingen passion og energi i kroppen.

Seksuel polaritet er den spænding mellem maskulin og feminin energi som skaber fysisk tiltrækning.
Har du nogensinde været tiltrukket af en fremmed person uden at vide hvorfor? Måske tror du at det er øjnene, kroppen, smilet, latteren, personligheden eller noget helt tredje. Men i virkeligheden handler det om noget andet. Du mærker fysisk tiltrækning fordi der er seksuel polaritet imellem jer.
En mand får mere energi når der er en kvinde tæt på ham. Uanset om han sidder i bussen, graver i haven, er på arbejde eller i fitnesscenter, kan han mærke at der er en feminin kvinde tæt på ham. Han får mere energi, ranker ryggen, smiler og gør sig umage.
Tilsvarende liver en kvinde op når hun ser en maskulin mand. Hun ser sig i spejlet, retter håret og bliver mere smilende, flirtende og hjælpsom.
Seksuel polaritet er en vigtig motor i parforholdet. Polaritet er årsagen til fysisk tiltrækning og sikrer dermed parrets sexliv. Men polaritet udtrykker også et udviklingspotentiale, fordi de forskelle som skaber polaritet også beriger og forandrer dig.
Læs også: Den maskuline mands egenskaber
Seksuel polaritet er hverken kærlighed eller venskab
Seksuel polaritet har intet at gøre med kærlighed, venskab, sympati, forelskelse, interessefællesskab eller romantik. Den seksuelle polaritet har sit eget liv og følger sine egne love. Derfor kan du være tiltrukket af personer du slet ikke kender.
Fysisk tiltrækning bliver ofte forvekslet med kærlighed eller romantik. Men det har intet med hinanden at gøre, selvom vi ofte ønsker at det hænger sammen. En romantisk aften med stearinlys, måneskin og violinmusik er ikke en garanti for vild og passioneret sex. Og manglende fysisk lyst betyder ikke at kærligheden er væk.
Seksuel polaritet er forholdets vigtigste motor. Uden polaritet går forholdet i stå.
Polaritetens fjender: Rutine og “partnerskab”
I mange moderne par lægges der stor vægt på at forholdet er et “partnerskab”. Mand og kvinde bliver en slags unisex-kollegaer i parforholdet.
Det er praktisk at mand og kvinde kan udfylde de samme roller. Begge henter og bringer børnene, laver mad, tjener penge osv. så familien bliver drevet effektivt. Problemet er at forholdet nemt bliver et venskabeligt unisex-forhold i stedet for et mand-kvinde-forhold. Og når forskellene udviskes, forsvinder polariteten og dermed energien og passionen. Det er derfor nogle par vælger det såkaldte cola-forhold, hvor de ikke bor sammen.

Når forskellene udviskes i et praktisk partnerskab, forsvinder polariteten og dermed passionen.
Kønspolitisk er et unisex-forhold et stort skridt frem i forhold til det patriarkalske og kvindeundertrykkende parforhold som var fremherskende før kvindernes ligestilling. Bagsiden er at når forskellene udviskes, forsvinder en vigtig del af forholdets fundament.
Der er ikke noget i vejen med et “partnerskab”. Men hvis du gerne vil have et forhold med lidenskab og seksuel tiltrækning, bliver du nødt til at respektere polaritetens love. Og polariteten mellem 2 unisex-personer er nul.
Det er vigtigt at understrege at seksuel polaritet ikke betyder at forholdet skal vende tilbage til forældede kønsrollemønstre. Før kvindefrigørelsen var der ganske vist polaritet imellem kønnene, men det var en afstumpet polaritet som hverken lod mand eller kvinde realisere deres fulde potentiale. En sund seksuel polaritet betyder at hverken mand eller kvinde undertrykker dele af sig selv.
Fysisk tiltrækning forsvinder af sig selv!
I begyndelsen af forholdet er polariteten typisk størst. Du og din partner har lyst til at elske ofte og længe. Men som tiden går, svinder polariteten langsomt, og tiltrækningen falder. Det kan godt være at kærligheden og venskabet vokser, men polariteten falder.
Seksuel polaritet forsvinder i de fleste tilfælde automatisk, medmindre du gør noget aktivt. Jo mere mand og kvinde er sammen, desto større er tendensen til at mødes på midten. Begge parter går gradvist mere og mere på kompromis og tilpasser sig hinanden, og til sidst bliver det hele gråt-i-gråt.
Når 2 mennesker tilpasser sig hinanden så meget at de næsten smelter sammen, kaldes det nogle gange for symbiose eller konfluens.
Hvor meget din seksuelle lyst påvirkes af polaritet, afhænger bl.a. af din erotiske arketype. Den kan du læse mere om i denne gratis e-bog om 10 erotiske arketyper.
Det kan godt være at kærligheden og venskabet vokser, men polariteten falder.
Seksuel tiltrækning skal bevidst skabes!
Du identificerer dig med forskellige dele af dig selv i forskellige situationer. Du er forælder sammen med dine børn, kollega på jobbet, kæreste med din partner osv. Hvis du vil bevare polariteten i dit forhold, skal manden identificere sig med sin maskulinitet og kvinden med sin femininitet. Så er du og din partner sammen som mand og kvinde i stedet for som 2 venner.
Resten af tiden, fx på jobbet, kan du identificere dig med andre sider af dig selv. En mand som arbejder i en børnehave, skal bruge både sine maskuline og feminine sider for at børnene trives. Og en kvinde som forfølger sin karriere, skal også bruge sine maskuline sider hvis hun vil have succes. Men hvis du vil skabe fysisk tiltrækning når du er sammen med din kæreste, nytter det ikke at I begge tager den kønsneutrale arbejdsidentitet med hjem.
Læs også: Begær og lyst i lange parforhold
Det er mest praktisk at være moderne, neutrale partnere. Derfor er der en naturlig bevægelse mod et venneforhold, medmindre du bevidst vælger noget andet. Vil du være praktisk unisex-kollega eller kæreste med din partner? Du kan nemlig ikke være begge dele på samme tid.
For mange er det en stor udfordring at finde ind til sin maskuline eller feminine kerne. Ikke mindst fordi du går imod de typiske forestillinger om et moderne parforhold. Du skal gøre op med dig selv hvad der er vigtigst i dit parforhold. Polaritet forudsætter forskellighed, hvorimod partnerskab fungerer bedst når mand og kvinde er ens.
Polaritet skabes når du polariserer din kæreste
At vedligeholde den seksuelle tiltrækning er et fælles ansvar. Udover at tage ansvar for din egen pol, bør du også bevidst polarisere din partner.
Når en mand ser det feminine og smukke i en kvinde, kan hun mærke det. Når en mand polariserer sin kæreste ved at rose hendes skønhed, holde døren for hende eller fortælle at han elsker hende og at hun har smukke øjne, begynder hun at føle sig som kvinde. Dermed øges polariseringen.
På samme måde kan en kvinde polarisere sin mand ved at få ham til at føle sig som mand. Hun kan fx fortælle ham at hun er tryg når de er sammen, at hun stoler på ham, at han er stærk, maskulin osv.

Når du polariserer din partner, fx med ros og opmærksomhed, styrker du den fysiske tiltrækning.
Men hvis en kvinde kritiserer sin mand for at være svag, uduelig og mangle overblik, så depolariseres han. På samme måde kan en mand depolarisere sin kvinde med en ubetænksom bemærkning om hendes udseende. Endnu værre bliver det hvis han hopper op på køkkenstolen og beder hende fjerne den store edderkop på gulvet. Så bytter de roller, og det neutraliserer polariteten i forholdet.
Seksuel polaritet er ikke en fast størrelse. Den skabes hvert øjeblik, afhængigt af den energi hver part bringer ind i nuet. Hvert øjeblik indeholder maskulin og feminin energi. Spørgsmålet er: Hvem er den maskuline, og hvem er den feminine?
Læs også: Tegn på at hun ikke er interesseret
Polaritet gør dig glad fordi du er i kontakt med din maskuline eller feminine kerne. Øjeblikket fyldes med energi og vibration, og derfor er polarisering den største gave du kan give din kæreste.
Hvis en mands kæreste kommer træt hjem fra arbejde, hvor hun har brugt sine maskuline og handlekraftige sider, kan manden polarisere hende. Det vil sige hjælpe hende hjem i hendes feminine kerne. Når han har fundet sin egen maskulinitet, kan han polarisere hende med nærvær, opmærksomhed og kærlighed. Fx kan han massere hendes fødder, fortælle hende hvor smuk hun er eller kysse hende blidt i nakken.
Når en mand holder døren for en kvinde, gør han samtidig sig selv til en gentleman. Ved at rose en kvindes udseende bliver han samtidig manden som beundrer og tilbeder det feminine.
På samme måde bliver en kvinde mere feminin ved bevidst at polarisere en mand. Hun kan understrege sin femininitet med sin påklædning og ved at være åben og flirtende over for manden. Når hun samtidig taler til det mest maskuline i manden, føler han sig mere som mand, og hun føler sig selv mere som kvinde.
Det er gaven ved at arbejde med polaritet: Når du bevidst polariserer din partner, polariserer du samtidig dig selv!
Lyt til podcast: Den moderne mands største udfordring – set fra en kvindes synspunkt
3 måder at øge den seksuelle polaritet i dit parforhold
1️⃣ Læg arbejdsidentiteten fra dig når du kommer hjem
Når du har brugt dagen på at være effektiv, løse problemer og tage beslutninger, tager du nemt en kønsneutral arbejdsrolle med hjem. Brug 10 sek. inden du går ind ad døren, hvor du minder dig selv om, at du er “mand” eller “kvinde”, og at du vil se din partner som “mand” eller “kvinde”.
2️⃣ Polarisér din partner hver dag
Giv din partner mindst én bemærkning eller gestus om dagen som taler til det maskuline eller feminine i ham eller hende. Det kan være et kompliment, et blik, et kys i nakken eller en sætning om at du føler dig tryg sammen med ham. Og samtidig polariserer du dig selv.
3️⃣ Lad forskellene være
Du behøver ikke mødes på midten i alt. Når din partner er anderledes end dig, så se det som en kilde til tiltrækning i stedet for et problem der skal løses. Det er forskellene der skaber spændingen mellem dig og din partner.
Når du bevidst polariserer din partner, polariserer du samtidig dig selv!
Ofte stillede spørgsmål om seksuel polaritet
Hvad betyder polaritet i et parforhold?
Polaritet betyder spændingen mellem 2 modsatte poler. I et parforhold er det spændingen mellem maskulin og feminin energi. Det er den spænding der skaber fysisk tiltrækning, lyst og passion. Uden polaritet kan forholdet godt være trygt og hyggeligt, men det mangler gnist.
Kan du genskabe den seksuelle polaritet i et langt parforhold?
Ja. Polaritet er ikke noget du enten har eller ikke har. Den skabes øjeblik for øjeblik. Når du bevidst tager din egen pol og polariserer din partner, kan tiltrækningen vende tilbage, også efter mange år sammen. Men det kræver at du gør det bevidst. Af sig selv glider de fleste par mod et venneforhold.
Gælder seksuel polaritet også for homoseksuelle par?
Ja. Polaritet handler om maskulin og feminin energi, ikke om køn. I et homoseksuelt parforhold kan polariteten også være stærk når den ene tager den mere maskuline pol og den anden den mere feminine. Rollerne kan sagtens skifte fra situation til situation.
Er seksuel polaritet det samme som gammeldags kønsroller?
Nej. Sund polaritet handler om at du er i kontakt med din maskuline eller feminine kerne når du er sammen med din partner, uden at undertrykke dele af dig selv. Du kan sagtens dele opvasken og karrieren ligeligt og stadig have masser af polaritet i soveværelset.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Vil du have hjælp til polariteten i dit parforhold? Så kontakt Holger her.
Værd at huske om seksuel polaritet
Hvis du ikke tager bevidste valg, forsvinder polariteten og den fysiske tiltrækning gradvist fra dit parforhold.
Hvis du ønsker at bevare den seksuelle tiltrækning, kan du bevidst øge den seksuelle polaritet mellem dig og din partner. I et heteroseksuelt parforhold betyder det at manden tager den maskuline pol og kvinden den feminine pol.
I alle andre sammenhænge kan du bruge både dine feminine og maskuline sider. Men når du er sammen med din partner, er I sammen som mand og kvinde. Ellers ender forholdet som et venneforhold uden passion, tiltrækning og energi.
Vil du have hjælp til at genskabe tiltrækningen i dit parforhold? Så book en gratis forsamtale til sexologisk rådgivning eller parterapi.
PS:
Hvis du vil udvikle din maskulinitet, så overvej dette kursus: Sådan styrker du din maskulinitet – uden du bliver et macho-fjols.
Du kan også hente denne gratis e-bog: Den moderne alfahan.
Vil du læse mere om tiltrækning, så læs også denne artikel i Information: Tiltrækning lurer overalt.
Opdateret d. 3. oktober 2026.


