Er du autentisk?
Ønsket om autenticitet er et centralt tema i manges liv. Og som terapeut møder jeg mange, som savner at leve autentisk. Måske fordi de føler, at der mangler noget i deres liv. Eller fordi de søger efter sandhed og mening i deres liv.
I denne artikel får du mit bud på, hvad autenticitet er, og hvordan du lever mere autentisk.
Hvad er autenticitet?
At være autentisk betyder, at dine ord og handlinger afspejler dine tanker og følelser. Det modsatte af autenticitet er at være falsk, hyklerisk, forstille sig eller være uærlig.
Autenticitet er beslægtet med begrebet integritet, som betyder at stå ved sine meninger, og handle i overensstemmelse med sine overbevisninger. Autenticitet bruges nogle gange som synonym for pålidelig eller tillidsvækkende, selvom det ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.
Læs også: Autentisk kommunikation i dit parforhold – 4 sætninger du skal kende
Autenticitet er en samling af valg, som vi skal tage hver dag. Det handler om at vælge at møde op og være ægte. Vælge at være ærlig. Vælge at lade vores sande selv blive set.Brené Brown
Vigtigt at leve autentisk
Hvis du ikke lever autentisk, er du i konflikt med dig selv. Du siger ikke din mening, og gør ikke, hvad du har lyst til. Du foregiver at være noget andet, end den du virkelig er, hvilket selvfølgelig er opslidende.
Autenticitet giver energi til dine ord og handlinger, og derfor fremstår du mere selvsikker, inspirerende og karismatisk, når du er autentisk.
Læs også: Hvad er meningen med livet?
Hvorfor er det svært at leve autentisk?
Dybest set er det frygten for afvisning, som får dig til at svigte dig selv, og det du står for. Jo mere du hviler i dig selv, desto nemmere er det at være autentisk.
Et spædbarn er automatisk autentisk, fordi barnet ikke kan lade være med at følge sine impulser. Det har endnu ikke lært at være uærlig eller falsk, og bl.a. derfor er små børn charmerende. Men på et tidspunkt finder barnet ud af, at det får mere positiv opmærksomhed, når det smiler og leger ”pænt”, end når det græder og tegner på vægen.
Barnet begynder at afkode forældrenes reaktion og tilpasser sig livets hårde realiteter, nemlig at vi sjældent bliver elskede, præcis for den vi er. Nogle af vore behov, tendenser og følelser skjuler vi, og andre viser vi frem. Med tiden mister vi kontakt til det, vi skjuler, og vi bliver mindre autentiske.
Som voksne er det ikke længere forældres afvisning, som rammer os, men chefens, kollegernes, familiens, vennernes, samfundets osv. Vi tilpasser os for at leve op til andres forventninger, men mister os selv i processen.
Hvis du var 100% sikker på, at verden mødte dig med accept og åbne arme, uanset hvad du gjorde, hvordan ville dit liv så se ud? Hvilke drømme ville du udleve?
3 Niveauer af autenticitet
Autenticitet er ikke en simpel ting, men indeholder mange lag. Her er 3 niveauer:
1.Niveau: Fakta
På det mest overfladiske niveau, handler autenticitet om at være ærlig med de ydre ting. Dvs. du er ærlig om din krop, vægt, job, økonomi, hvad du kan li’ at spise, din yndlingsfilm, hvad du har lavet i weekenden osv.
Måske tænker du, at du da er 100% ærlig om fakta? Men jeg vil vove at påstå, at mange af os stikker en hvid løgn, og fortier de dele af sandheden, vi er mindst stolt over.
Et eksempel er tøj og makeup. Vi går med tøj, som ”sidder godt”, dvs. det får os til at se bedst muligt ud. Er det at lyve? Nej, selvfølgelig ikke. Men vi skjuler alligevel noget af sandheden, og derfor er det heller ikke 100% ærligt.
Jeg har fx kendt kvinder, som gjorde så meget ud af deres udseende, at de blev nervøse og anspændte, hvis man så dem uden makeup. Det er et eksempel på, hvad der sker, hvis man kun viser sine pæne sider frem.
2.Niveau: Følelser her og nu
På dette niveau giver du udtryk for dine følelser her og nu. Hvis du er vred, så siger du det, bander og slår i bordet. Tilsvarende viser du din ked af det-hed, dine tårer osv. Det er også på dette niveau, at du åbent giver udtryk for din lyst og seksualitet.
Vi undertrykker alle nogle af vores følelser i visse sammenhænge. Nogle følelser skjuler vi bevidst, andre har vi slet ikke lært at udtrykke. Fx har mange svært ved at vise vrede. Nogle kvinder begynder at græde, når de er vrede. De har så dårlig kontakt til deres vredesenergi, at den bliver fordrejet til ked af det-hed.
Læs også: Vreden er din ven!
3.Niveau: Masker og identitet
Her handler autenticitet om dyb selvindsigt, om at smide dine masker, og indrette dit liv efter din inderste sandhed. Også selvom du skubber folk fra dig, eller skuffer din familie.
Autenticitet på 3.niveau er ikke nemt, fordi de færreste af os ved, hvilke masker vi bærer. Og derfor er det også svært at smide dem. Eksempelvis overtager vi ofte mange af vores forældres værdier mere eller mindre ubevidst. Vi tror værdierne kommer indefra, men de kommer i virkeligheden fra vores forældre. De bliver til en dybtliggende maske, vi ikke engang aner, vi bærer.
”Heldigvis” har det en pris ikke at være autentisk, nemlig smerte. Mange livskriser kan ses som en reaktion på manglende autenticitet. Før eller senere bliver vi nødt til at leve i overensstemmelse med vores indre. Alt andet er for pinefuldt i længden.
Læs også: Impostor syndromet kaldes også “bedrager syndromet”
Det er livets største privilegie at finde ud af, hvem du i sandhed er.Jung
Autenticitet forudsætter selvindsigt og mod
Selvværd og mod er måske de vigtigste kvalitetet at besidde, hvis du vil leve autentisk. Evnen til at være sårbar er en anden vigtig kvalitet.
Uden selvindsigt kan du ikke leve autentisk. Hvis du ikke ved, hvem du er, har du ikke noget at være tro imod. Mange som søger mere autenticitet i deres liv, kunne lige så godt sige, at de søger efter dem selv.
Mange livskriser opstår pga. manglende selvindsigt. Eksempelvis kan midtvejskrisen, ses som en proces, hvor du omstiller dig til en ny virkelighed, nemlig at du ikke er ung længere, og du har levet størstedelen af dit liv.
Læs også: Kerneværdier er dit indre kompas

Har du lyst til en snak om at leve autentisk? Så kontakt Holger her.
Faren ved at være autentisk
Hvis du er meget fokuseret på autenticitet og at realisere dig selv, kan det lede til ekstrem individualisme. Her skal ingen fortælle dig, hvad du skal gøre, for du er den eneste, som ved hvad der er rigtigt for dig. Men den attitude kan selvsagt være problematisk i mange sammenhænge.
Et samfund af super autentiske, super individualister vil ikke være et rart samfund at være del af. Derfor skal bestræbelserne efter autenticitet altid balanceres af hensynet til fællesskabet. Det kan læse mere om på psy.au.dk.
Tips til et autentisk liv
Hvis du vil være mere autentisk, er her nogle forslag:
- Øv dig i at være ærlig. Sig din mening uden at pakke den ind, og lad være med at undskylde for dig selv. Drop også de hvide løgne.
- Find modet til at være mere sårbar, og del mere ud af dig selv.
- Find ud af, hvad du vil med dit liv. Start evt. med at finde dine kerneværdier og livsmål, og gør dig klar til at ændre dit liv.
Held og lykke på din rejse mod dig selv!
Læs også: Kender du dine livsmål?
PS:
Du lærer mere om autenticitet på mit kursus Fra Ego til Essens.
Opdateret d.3 okt. 2024.
3-10-2024Er du autentisk?Bevidsthed.org
Så sandt, vi har det hele i os selv, og kan mærke os frem ❤️
Gør alting nemmere og svære, frihed er en kæmpe ting vi skal værdsætte. Virkelig skøn læsning, og beskrivelse.
Måske vi kvinder har mere humor end vrede 😄 og svære ved at styre det til tider.
Nej spøg til side, giver så god mening
😊 Tak.
Line.
Hej Line
Tak for din kommentar 🙂