10 tegn på krise i parforholdet

I denne artikel får du 10 tegn på krise i parforholdet, som du skal være opmærksom på:

  1. En aggressiv start på diskussioner
  2. Personlig kritik
  3. Foragt
  4. Forsvar og modangreb
  5. Tavshed
  6. Følelsesmæssig overbelastning
  7. Mislykkede reparationsforsøg
  8. Kropsligt ubehag
  9. Negative minder
  10. Ensomhed

Læs også: Hvornår ved man, at man bør gå fra hinanden?

1.tegn på krise i parforholdet:

En aggressiv start

Det er ok at diskutere og skændes, for det betyder ikke, at der noget i vejen med forholdet eller at enden er nær. Men måden hvorpå man skændes er altafgørende.

Et krisetegn er, at diskussionen hurtigt spidser til, og den ene (eller begge) bliver aggressiv eller sarkastisk. Det viser, at der allerede lurer en negativ indstilling under overfladen, som blot venter på en årsag til at vise sig. I et godt forhold kan man sagtens være uenige og skændes uden personlige angreb.

Det er altså ok at være vred, sige fra og stå ved sin mening. Men det er ikke ok at angribe den anden personligt.

Læs også: Tips til at håndtere vrede

2.tegn på krise i parforholdet:

Personlig kritik

Der er altid noget at brokke sig over. Vi er aldrig helt tilfredse med vores partner, arbejde, familie eller livet.

Men der er grænser for, hvor meget kritik din partner kan holde til. En god tommelfinger regel er, at du skal rose mindst 5 gange så meget, som du kritiserer!

En vigtig pointe er, at det er langt være at kritisere din partner, for den han/hun er som person, end for hvad han/hun har gjort.

Det er ok at sige: ”Jeg bliver vred, når du ikke vasker din tallerken op efter dig selv, for så skal jeg jo gøre det.”

Men det er ikke ok at sige: ”Du er doven og tænker kun på dig selv!”

Det første udsagn kritiserer en handling (dvs. du placerer en skyld), som din kæreste har mulighed for at ændre. Det andet udsagn kritiserer din kæreste som person (dvs. du udskammer ham/hende), og det har han/hun svært ved at stille noget op med. Det efterlader kun en følelse af ikke at være god nok.

Læs også: Lær at give konstruktiv kritik til din partner 

Parforholdet i krise

3.tegn på krise i parforholdet:

Foragt

Foragt er måske den værste følelse i et parforhold.

Foragt er en kombination af mereværd (jeg er bedre end dig) og en følelse af at have nok i sig selv (du har ikke noget, jeg ønsker).

Foragt skaber afstand mere end noget andet. Derfor kan foragt ikke eksistere sammen med kærlighed og følelsesmæssig nærhed, og derfor kan foragt være tegn på et parforhold i krise.

Når du kritiserer, vil du stadig den, du kritiserer (han/hun skal bare laves om!). Men når du foragter, føler du, at den anden intet har at tilbyde dig.

Læs også: Sådan får du mere selvværd

4.tegn på krise i parforholdet:

Forsvar og modangreb

Kritik og foragt medfører næsten altid forsvar og modangreb. Det er et sikkert krisetegn, at man ikke kan tale om tingene, uden det bliver en kamp om at placere skylden.

For når det kun handler om, hvem der har begået fejl, er det ikke muligt at finde nye løsninger, indgå kompromiser og genskabe den kærlige kontakt.

Hvis du ønsker forandring, er personlige angreb ikke vejen frem. Det starter kun en negativ spiral af angreb og modangreb.

Læs også: Brug girafsprog til at få dine behov opfyldt

5.tegn på krise i parforholdet:

Tavshed

Tavshed kan være tegn på, at man har givet op og trukket sig følelsesmæssig.

Så længe man skændes, vil man (som regel) stadig have noget af sin partner. Men hvis det fortsætter i lang tid, opgiver man og kaster håndklædet i ringen.

Tavshed er selvfølgelig relativt, og skal ses i forhold til ens normale niveau af dialog. For mange mænd er tavshed en naturlig reaktion på følelsesmæssige spændinger, og derfor ikke nødvendigvis et tegn på, at han er på vej væk. Læs mere om, hvorfor mænd ikke siger noget: Når mænd lukker af

Men for mange kvinder er tavshed et alvorligt tegn på parforholdskrise, fordi hun er ved at trække sig ud af forholdet. Det kan du læse mere om her: Når kvinden trækker sig

Tavshed kan være en måde at undgå følelsesmæssigt ubehag her og nu, men samtidigt umuliggør tavshed, at man kommer over konflikten og videre.

Parforholdet oplever krise

6.tegn på krise i parforholdet:

Følelsesmæssig overbelastning

Der er grænser for, hvor meget stress, kamp og kritik vores nervesystem kan holde til. Og når man nærmer sig grænsen, trækker mange sig følelsesmæssigt for at undgå overbelastning.

Følelsesmæssig overbelastning gør det umuligt at tale stille og roligt om tingene, fordi der kun skal en enkelt dråbe til, at bægeret flyder over. Det er bl.a. derfor, det er en god idé at få professionel hjælp til krisen i forholdet.

Lær også om konflikters udvikling her: Konflikttrappens 7 trin.

7.tegn på krise i parforholdet:

Mislykkede reparationsforsøg

Der opstår altid misforståelser og uoverensstemmelser. Det kan ikke undgås, men det behøver ikke være et problem. Det vigtige er, at parterne hurtigt kan finde ud af at reparere relationen og finde sammen igen.

Eksempler på reparationsforsøg:

  • ”Undskyld jeg snerrede af dig. Jeg er bare lidt stresset i dag.”
  • ”Jeg kan mærke, jeg begynder at blive sur på dig. Kan vi ikke tage en pause?”
  • ”Lad os tale videre i morgen, når vi er mere udhvilede.”
  • ”Jeg kan godt forstå, du er vred. Det ville jeg også være i din situation.”
  • ”Jeg beklager, at jeg har svært ved at tage imod kritik.”
  • ”Skal vi ikke være gode venner igen?”
  • “Skal jeg lave kaffe til os?”
  • Osv.

Reparationsforsøg er altså handlinger, som modvirker at konflikten eskalerer, og at man kommer tættere på hinanden.

Hvis ingen reparationsforsøg lykkes, vokser problemerne, samtidig med at partnerne er i en fastlåst situation. Derfor er det et alvorligt krisetegn, hvis det er svært at reparere relationen.

Om et reparationsforøg lykkes, afhænger bl.a. af hvor følelsesmæssig overbelastet man er. Derfor kan der opstå en negativ spiral, hvor mislykkede reparationsforsøg øger den følelsesmæssige overbelastning, som bevirker at også næste reparationsforsøg mislykkes osv.

Læs også: 3 tilgange til konflikthåndtering i parforholdet

Parterapi mod parforholdskriser

8.tegn på krise i parforholdet:

Kropsligt ubehag

Hvis du mærker modstand mod din partner i din krop, er det alvorligt tegn på at dit parforhold er i krise.

Det kan fx vise sig ved, du bliver anspændt, når I er i samme rum, du ikke har lyst til at kramme, søger afstand i sofaen og sengen, at du generelt har et lukket kropssprog, når I er sammen osv.

Hvis din partner vækker ubehag i din krop, anbefaler jeg parterapi hurtigst muligt, for det går selvfølgelig slet ikke.

9.tegn på krise i parforholdet:

Negative minder

Negative minder er som en tung rygsæk, der kan kvæle optimisme og tro på fremtiden.

Negative minder har en selvforstærkende effekt: Hvis du tænker dårligt om din partner, har du tendens til at retfærdiggøre din negative indstilling.

Du begynder at analysere din partners handlinger for at bekræfte dig selv i, at det er din partner, som er problemet. Derfor finder du fejl ved din partner, hvilket kun forstærker dine negative følelser.

Læs også: Hvordan genskaber man tillid?

Holger er parterapeut og hjælper parforhold i krise

Holger Spanggaard tilbyder både parterapi, individuel terapi og sexologisk rådgivning. Har du problemer med kærligheden? Så kontakt Holger her.

10.tegn på krise i parforholdet:

Ensomhed

Følelsen af at være ensom i parforholdet opstår, når du ikke længere deler dine tanker og følelser.

Negative minder bliver med tiden til negative forventninger. Og negative forventninger får dig til at trække dig følelsesmæssigt, fordi du ikke forventer at møde din partners kærlige forståelse og interesse.

Men når du trækker dig, og stopper med at dele dine tanker og følelser, bliver du og din partner fremmedgjorde overfor hinanden. Og det er et alvorlig tegn på et parforhold i krise.

At være ensom i sit parforhold er en modbydelig følelse, for det er jo netop sammen med din partner, at du har brug for at føle dig mødt og set.

Du overvinder din ensomhed ved at insistere på at dele dit inderste med din kæreste. Og hvis du ikke føler dig mødt, skal du undgå at trække dig, men i stedet bede om forståelse og opmærksomhed. Sig fx: ”Jeg ved godt, vi har det svært for tiden, men jeg har brug for, du lytter til mig.”

Hvis du vil overvinde ensomhed i dit forhold, så har jeg skrevet en bog, som måske er noget for dig. Du kan få en smagsprøve her: Læs de første 3 kapitler af bogen Jeg savner os.

Hør om de 4 faresignaler

Forskning har vist, at der er 4 usunde kommunikationsmønstre, du skal være opmærksom på i dit parforhold.

De 4 mønstre er 4 faresignaler, som viser dig, at dit parforhold er på vej i en usund retning.

Jeg har lavet en podcast om de 4 faresignaler (12 min.), som du kan hente her:

Hør om de 4 faresignaler (12 min):


Den gode nyhed: Det er aldrig for sent

Hvis du kan genkende flere af ovenstående krisesignaler, så anbefaler jeg, at du hurtigst muligt tager initiativ til forandring. Lad være med at udsætte det. Start evt. med at læse denne artikel med din partner.

Uanset hvor svært det er, er det aldrig for sent at redde et parforhold i krise – forudsat at der er vilje. Overvej evt. akut hjælp af en parterapeut.

Vil du vide mere om konflikter og kriser i parforholdet, anbefaler jeg John Gottmans bog: 7 gyldne regler for 2 der lever sammen.

PS:

Hvis du vil have bedre kommunikation og konflikthåndtering i dit parforhold, så prøv dette gratis minikursus om kommunikation.

Opdateret d.10 okt. 2024.

10-10-2024Parforhold i krise: 10 tegn du skal kendeBevidsthed.org 

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!