Vælg en side

Ensomhed i parforholdet: Sådan genskaber du samhørigheden

Ensomhed i parforholdet (eller ægteskabet) er en smertefuld og ofte overset følelse, som mange mennesker oplever på et tidspunkt i deres liv.

Det kan virke paradoksalt at føle sig ensom, når du er i et parforhold, men følelsesmæssig afstand er en af hyppigste årsager til brud og skilmisse!

I denne artikel fortæller jeg om:

  • Årsagerne til ensomhed i parforholdet
  • Tegn på ensomhed i parforholdet
  • Konsekvenser af ensomhed i parforholdet
  • Hvordan du forebygger og håndterer ensomhed i parforholdet

Årsager til ensomhed i parforholdet

Den vigtigste årsag til ensomhed i parforholdet er, at vi med tiden glemmer at søge vores partner aktivt. De fleste af os kører på autopilot i hverdagen i stedet for at være nærværende. Men autopiloten forhindrer nærhed og ægte kontakt, og derfor kan ensomhed snige sig ind i forholdet.

Udover autopilot kan stress, arbejdspres, børn og andre forpligtelser tage fokus, så vi ikke giver vores partner nok opmærksomhed.

Hvis du vil have mere samhørighed i dit forhold, skal du kigge din partner i øjnene hver dag, fordi du virkelig ønsker at være tæt din partner. Du skal være nysgerrig, stille spørgsmål og beslutte dig for at følge med i din partners indre og ydre liv. En god start er at blive bedre til at lytte på hinanden, som jeg beskriver her i artiklen om aktiv lytning.

Dernæst skal du prioritere kærlighed, omsorg og fysisk intimitet. Og endelig skal du tage inititativ til gode oplevelser.

Den sidste ting du skal være opmærksom på er konflikter og dårlig kommunikation. Konflikter, diskussioner og skænderier skaber afstand, og derfor er det vigtigt at få løst konflikterne på en god måde.

Følelsesmæssig afstand er en af hyppigste årsager til brud og skilmisse!

Tegn på ensomhed i parforholdet

Her er nogle almindelige tegn på ensomhed i parforholdet:

Først og fremmest bliver jeres samtaler overfladiske og energiforladte. I deler ikke jeres følelser, tanker og drømme, men snakker mest om praktik og ligegyldigheder. I griner ikke sammen mere, og ting som I er fælles om, skal bare overstås.

Et andet tegn på ensomhed er mindre kærlighed, omsorg og fysisk intimitet, fordi det føles unaturligt at være tætte. Følelsemæssig afstand kan også betyde, at I undgår øjenkontakt.

Ensomhed og afstand kan få dig til at prioritere arbejde, sport, venner og familie, fordi parforholdet føles tomt og ligegyldigt.

Endelig kan ensomhed og afstand gøre dig irritabel og konfliktparat. Og derfor er konflikter og dårlig kommunikation ofte et symptom på følelsesmæssig afstand.

Ensomhed i ægteskabet

Konsekvenserne af ensomhed i parforholdet

Føler du dig ensom sammen med din partner, skal du gøre noget! Følelsesmæssig afstand er begyndelsen til enden, for uden nærhed og samhørighed er der ikke noget, som holder forholdet sammen.

Føler du dig ensom i dit forhold, er det en pine at være sammen. Ensomhed ødelægger ikke kun forholdet, du bliver også ramt på dit selvværd, for ingen mennesker trives i ensomhed.

Det værste er, at ensomhed nemt starter en selvforstærkende spiral, hvor I trækker jer mere og mere fra hinanden, indtil det er håbløst at finde sammen igen. Hvis du ikke ved, hvordan du vender udviklingen, så kontakt en parterapeut og få mere nærhed i parforholdet.

Sådan genskaber du samhørighed

Er du ensom, så sig det til din partner. Det er et fælles problem, som skal løses i fællesskab hurtigst muligt. Hvis du lider af ensomhed i dit parforhold, så er din partner sikkert heller ikke glad, selvom han/hun måske ikke siger noget.

Tal sammen om hvordan problemet løses, for jeg gætter på, at I allerede godt ved, hvad der kan gøre en forskel. Måske er der brug for flere dybe samtaler? Gode oplevelser? Mere kvalitetstid eller fysisk nærhed?

Tal også om, hvordan I giver kærlighed til hinanden. For selvom kærlighed ikke løser alle problemer, er det en god start. I kan fx begynde med at være nysgerrige på hinandens kærlighedssprog.

Den sidste vigtige pointe er, at ensomheden skyldes at du er lukket. Måske er din partner åben, nysgerrig og kærlig, men fordi du er lukket, opdager du det ikke. Du tror, din partner er lukket, og at der er noget i vejen med dit forhold, men i virkeligheden er det dig selv, som er problemet. Hvis problemet først og fremmest er hos dig selv, så vær nysgerrig på, hvorfor du har lukket dig. Måske ved du godt, hvad de handler om? Ellers kan du evt. tale med en psykoterapeut.

Uanset årsagerne til ensomhed er det ofte noget, som er opbygget over tid. Og derfor kræver det typisk lidt arbejde at finde hinanden igen. Så vær tålmodig.

Værd at huske om ensomhed i parforholdet

Ensomhed i parforholdet er ikke unormalt. Men det kan være begyndelsen på enden for dit forhold, hvis følelsen ikke forsvinder.

Hvis du er ensom, skal du tale med din partner om jeres forhold. I skal sammen prioritere at skabe nærhed og samhørighed, for ellers ender I med at gå fra hinanden.

Kvalitetstid, kærlighed, fysisk nærhed, gode samtaler og gode oplevelser vil for mange øge oplevelsen af nærhed. Overvej også at få 100 gratis samtalekort for par, hvis I vil lære hinanden bedre at kende.

Held og lykke!

PS:

Hvis du vil hurtigt i gang med at gøre noget godt for dit parforhold, så prøv mit gratis online kursus: Verdens bedste parforhold.

Hvis du vil have bedre kommunikation i dit parforhold, så prøv dette gratis videokursus om Kommunikation og konflikthåndtering i dit parforhold.

Andre spørger også om:

Kan man være ensom i et forhold?

Ja. Ensomhed er ikke en unormal følelse i et parforhold. Følelsesmæssig afstand er dybt ubehageligt og skadeligt for dit parforhold, og derfor skal du gøre noget for at genskabe samhørigheden. Læs mere i denne artikel.

Hvad er symptomerne på ensomhed?

I deler ikke jeres følelser, tanker og drømme, men snakker mest om praktik og ligegyldigheder. I griner ikke sammen, undgår øjenkontakt, og ting som I er fælles om, skal bare overstås. Læs mere i denne artikel.

Hvilke konsekvenser er der ved ensomhed?

Følelsesmæssig afstand er begyndelsen til enden, for uden nærhed og samhørighed er der ikke noget, som holder forholdet sammen. I bliver som to fremmede under samme tag, som ikke engang er gode venner. Læs mere i artiklen.


Opdateret d.23 juni 2024.25-5-2024Ensomhed i parforholdetBevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!