Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
“Er jeg afhængig af BDSM?”
Kære Holger
Dette er mig:
Kvinde, sidst i 40’erne. Trygt og godt, mangeårigt ægteskab. Jeg elsker min mand! Voksne, udeboende børn. Godt og meningsfuldt job. I svingende grad psykisk påvirket af barndom med omsorgssvigt og et enkeltstående seksuelt overgreb. Tilknytningsproblematik – ambivalent tilknytningsmønster.
Indledte for et år siden et BDSM-forhold til en mand – A – efter næsten 30 år uden sidespring. Forsøgte kortvarigt at leve i åbent ægteskab, men min mand kunne ikke holde det ud. Indstillede derfor forholdet til A for snart efter at genoptage det på lidt sværere præmisser grundet min mands mistænksomhed. Indledte kort efter BDSM-forhold til B, hvilket pga. geografisk afstand kun udleves ca. hveranden måned. Har nu endnu et forhold i den verden i gang med en tredje, C – og er i skriftlig kontakt med en fjerde.
Jeg er masochist. I dén grad. Min mand kan ikke indgå i rollen som dominant, men jeg har levet uden det element i hele mit (sex)liv og har haft dejlig sex alligevel.
Skriver dagligt med A og C og har fræk mailkorrespondance med B, som jeg er meget betaget af. (Han kommer til at gøre mig fuldstændigt fortvivlet og lidt vanvittig den dag, det slutter mellem os.).
Læs også brevet: “Jeg kan kun komme, når jeg tænker på porno”
Onanerer 1-2 gange dagligt og ser meget porno. Har hed, hyppig og tilfredsstillende sex med min mand, som ofte kommenterer min evige liderlighed – jeg har altid været meget glad for sex, men aldrig i dette omfang (og min mand ser kun toppen af isbjerget).
Er begyndt at sjofle/forsømme mit job for at mødes med mændene eller skrive med dem.
Forsømmer også mine nærmeste veninder og har meget begrænset social kontakt med andre.
Har kun sjældent skrupler og samvittighedskvaler over for min mand, selvom jeg rationelt ved, at det er helt forkert, hvad jeg foretager mig, og at jeg kan miste ham og såre ham forfærdeligt.
Kan slet ikke kende mig selv – mener oprigtigt, at sådan her er jeg slet, slet ikke “i virkeligheden”.
Læs også brevet: “Han tænder på pisk. Hvad gør jeg?”
Hvad vil du råde mig til at gøre, så længe jeg ikke af hjertet er indstillet på at stoppe det og ikke tror på, jeg kan? Er der overhovedet hjælp at få, når motivationen for at slippe det ikke er der – eller kun er der som en “jeg burde”-tanke? Er det afhængighed, tror du?
Jeg går i terapi hos en meget dygtig psykolog, som kender mig ret indgående efterhånden, men jeg er i tvivl, om han helt forstår omfanget af dette og hvor langt, det er kørt ud. Og om han griber det hensigtsmæssigt an – fokus på håndtering af svære følelser og på, hvad det er, jeg savner og mangler i mit ægteskab og mit liv.
Mvh. CS
“Er jeg afhængig af BDSM?”
Holgers svar:
Hej CS
Tak for dit brev.
Du spørger om der er afhængighed. Tja. Afhængighed er, når du ikke formår at stoppe en skadelig adfærd. Men du siger også, at du ikke rigtig har motivationen til at stoppe, så det er svært at vurdere, hvor afhængig du i virkeligheden er. Men det er godt at være opmærksom på, om dine BDSM-interesser skader mere end de gavner.
Men én ting er dog sikkert, hvis du ikke er motiveret for at ændre adfærd, vil du fortsætte som hidtil i et godt stykke tid – måske måneder eller år.
Hvis du ikke får opfyldet dit behov for BDSM-sex i dit ægteskab, gætter jeg på, at du har opsparet et stort uerkendt behov for SM over flere år. Og nu, hvor der er gået hul på bylden, kan du ikke stoppe. Sådan tror jeg, det vil være i en periode.
Jeg gætter på, at du er blevet overvældet af spænding og nydelse, og har fået masse energi af at udleve dine sexfantasier. Det er selvfølgelig godt for dig, men det kan ødelægge dit faste parforhold, som du ved.
Det bedste ville være, om du kunne fortælle det hele til din mand. Og at han ville have forståelse for din masochistiske tendenser, så I kunne finde en ordning, han kunne være med på. Fx at du må have en dominerende lege-partner, du må ses med i en SM-klub (fx Smil eller Det sorte selskab) eller i en swinger-klub.
Hvis han ved, at I kun mødes om SM-sex i en klub, er han måske mere tryg, end hvis I mødes privat under mere kæreste-lignende forhold. I kan evt. få hjælp af en sexolog eller parterapeut til de svære samtaler.
Du skriver, at I tidligere har eksperimenteret med åbent forhold uden succes. Måske kunne ovenstående model fungere? Ellers står du i et dillema, hvor du på et tidspunkt skal vælge mellem din mand eller at udleve din seksualitet. Du skal selv finde ud af, hvad er vigtigst og hvor du vil gå på kompromis.
Jeg håber, du finder en løsning med din mand, som I begge kan leve med.
De bedste hilsner
Opdateret d.20 dec. 2019.24-11-2019“Er jeg afhængig af BDSM?”Bevidsthed.org
Tak for dit svar, som er afklarende for mig i den forstand, at jeg ikke kan eller vil gå den vej, du foreslår. Min mand ville ikke kunne acceptere dette – det er helt sikkert. Og det næste er, at jeg heller ikke ville kunne “nøjes” med møder fx i klub. Måske, hvis jeg fra starten havde gjort sådan, men ikke nu, hvor jeg desværre må erkende, at en væsentlig del af det, der driver mig, er en gevinst, jeg ikke havde tænkt ind fra begyndelsen: Intimitet, fortrolighed, tilknytning til en mand. Altså det “kærestelignende forhold”.
Jeg kan mødes uforpligtende med en anden én gang – allerede ved andet møde udvikler jeg følelser og begyndende tilknytning. En tilknytning, jeg har søgt og fundet i alle mulige andre typer relationer til mænd tidligere – altså helt uden sex og romantiske undertoner – og som altid har efterladt mig såret og fortvivlet, fordi mine følelser har været uforholdsmæssigt stærke og ikke “passet til” den aktuelle relations karakter. Jeg gentager et mønster, hvor jeg bliver set og oplever mig selv som noget særligt for den anden for så uundgåeligt at blive “svigtet” og kasseret til slut, fordi jeg søger noget, jeg aldrig finder. Måske en “far”? Dette er også mig: https://bevidsthed.org/artikler/kvinde-udsat-for-overgreb-som-barn-jeg-gennemlever-de-samme-gamle-traumer-igen-og-igen/
Rent faktisk virker selve BDSM-spillet forløsende og aftraumatiserende for mig – jeg lever noget ud, får lindret gamle smerter ved at genopleve kontroltabet under “kontrollerede” forhold. Og kan udleve en stereotyp rolle som overladt til og afhængig af en stærk mands vilje og ønsker. Det er, isoleret set, godt for mig! Men prisen er høj på tilknytningsfronten, og i sidste ende ved jeg ikke, om den er det værd. Det er den ikke, hvis den koster mig mit ægteskab. Men min indtræden i dette nye liv virker som et point of no return, hvor jeg ikke længere bare kan gå tilbage.
Og jo, det kan jeg jo, hvis jeg vil. Dermed er svaret også givet: Jeg vil ikke. Måske om nogle måneder eller til næste år.
Det er nok alt for komplekst til at belyse tilstrækkeligt igennem en brevkasse – men den erkendelse er jo også relevant og afklarende i sig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg kan/skal gøre med den, men der er tydeligvis meget at arbejde med og reflektere over for mig.
Tak for din tid og mvh CS