Brevkasse

Kvinde udsat for overgreb som barn: “Jeg gennemlever de samme gamle traumer igen og igen.”

Kære Holger

Jeg er 47 år, gift med en dejlig mand, og vi har tre skønne børn, alle over 18. Jeg har et job, jeg elsker, og alt skulle være godt. Men min baggrund tager i lange perioder alt for meget af min energi og mit fokus, og jeg kan ikke forstå eller acceptere, jeg ikke kan lægge den bag mig. 

Min far var maniodepressiv og tog sit liv, da jeg var 4. Min mor blev gift igen, da jeg var 6, og min stedfar kunne ikke lide mig, men så mig som et irritationsmoment. Han manipulerede mig til at tro, jeg ikke måtte/kunne gå til min mor med mine problemer – såsom hans vredesudbrud mod mig, som han altid sørgede for at gemme, til han og jeg var alene – da hun fortjente at være glad, “og du vil da ikke gøre din mor ked af det, vel?” 

Min mor lukkede på sin side øjne og ører for min mistrivsel, som blandt andet kom til udtryk ved at jeg blev urenlig i flere år. Jeg følte mig i vejen og forkert – men så “havde” jeg min (døde) far, som jeg fantaserede om ville komme tilbage til mig og tage sig af mig. 

Jeg var samtidig meget fascineret af voksne mænd/faderfigurer, og som 9-årig troede jeg en enkelt aften, at jeg havde fundet en far igen, da en barnløs ven af min mor og stedfar passede mig. Han fik mig til at fortælle, hvordan jeg havde det hjemme, og han lovede, han ville få min stedfar til at stoppe sine angreb på mig. Han ville ønske, han selv havde en dejlig datter som mig, og jeg ville altid kunne gå til ham og tale med ham, når det var svært, eller i det hele taget. Jeg var i himlen. 

Det stoppede, da han forgreb sig på mig. Først kærligt og dejligt, og så voldtog han mig. Da jeg skreg, trak han sig væk og gik, og jeg sad meget længe alene og græd og ventede på at blive reddet. Af min døde far, af min mor, af nogen. Da jeg gik ind til ham igen, forklarede han mig, kort fortalt, at jeg ikke kunne sige det til nogen, for ingen ville kunne forstå, hvorfor jeg havde haft tøjet af og ladet ham røre sådan ved mig. Jeg kunne slet ikke drømme om at sige det til nogen – min mor – for hun ville blive ked af det og skuffet over mig. 

Fra jeg var 14, havde jeg sex med alt for mange mænd. Gentagelse af overgrebet eller forsøg på at finde en far – jeg ved det ikke helt. Allerede som 17-årig mødte jeg min nuværende mand, og vi har været sammen siden. Han er ikke “en far”, men min bedste ven og elskede. 

Mit liv i dag er i lange perioder dejligt, men i lige så lange og mange perioder præget af min baggrund. Jeg lukker mig inde i mig selv og gennemlever de samme gamle traumer om og om igen, og jeg tror stadig, at kun en “far” kan redde mig, knytter mig (ikke seksuelt) til meget ældre mænd og kæmper for at vinde deres omsorg og opmærksomhed. Alternativt føler jeg, at jeg må gentage overgrebet via brutal sex for at straffe mig selv. Det sidste fører jeg ikke ud i livet, men det er meget selvdestruktive tanker, som fylder alt for meget. 

Jeg har været i terapi i flere omgange, og jeg kender mine mønstre ud og ind, men jeg havner i de samme følelser af at være uelskelig, forkert og forladt, igen og igen. Det er som om, jeg mangler en forløsning for alle de indestængte, svære følelser. Og det provokerer mig dybt at “blive” så lille og svag og hjælpeløs indeni om og om igen. Samt at ofre en fjern fortid så meget energi. 

Er det bare “sådan, det er”, når man har været igennem det, jeg har? At sårene bliver ved at springe op?

Mvh. og på forhånd tak for evt. svar 

C.S.