Sexfantasier: De 7 mest typiske erotiske fantasier
Hvad er de mest almindelige sexfantasier?
Ifølge sexforskeren Justin Lehmiller handler de mest almindelige sexfantasier om sex med flere på én gang, dominans og underkastelse (fx bondage), nyhed og eventyr, det forbudte, åbne forhold og partnerbytte, romantik og nærhed – og sex med en af samme køn.
Næsten alle har sexfantasier, og de fleste er helt almindelige. En erotisk fantasi er ikke det samme som et ønske om at gøre det i virkeligheden.
👉 Justin Lehmiller har lavet en grundig undersøgelse af vores sexfantasier blandt over 4000 amerikanere, som er beskrevet i hans bog Tell me what you want. I denne artikel får du et kort resume af hans undersøgelser.
De 7 hyppigste sexfantasier iflg. Justin Lehmiller:
- Multipartner-sex: trekanter, firkanter og orgier
- Dominans, kontrol og hård sex
- Fornyelse, variation og eventyr
- Tabu og det forbudte
- Swingersex, partnerbytte og åbne forhold
- Romantik, intimitet og meningsfuld sex
- Homoerotiske og ”gender-bender” fantasier
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
1. Trekanter, firkanter og orgier
Den mest populære sexfantasi handler om sex med flere på én gang. Faktisk er det mere end 1/3 af alle, som har multipartner-sex som deres favoritsexfantasi.
Næsten alle (både mænd og kvinder) har på et tidspunkt fantaseret om sex med flere på en gang. Faktisk er det kun 5% af mænd og 13% af kvinder, som siger, at de aldrig har fantaseret om en trekant, firkant, orgier eller lign.
Typisk handler fantasierne ikke så meget om hvem eller hvor, men om hvordan. Dvs. det behøver ikke være en trekant med ens faste partner. Det vigtige er, at man er sammen med mere end én – og helst så man selv er i centrum af begivenhederne.
Lehmiller konkluderer, at multipartner-fantasierne dybest set handler om sansemætning, at man vil pirres og stimuleres maksimalt. Jo mere, desto bedre. Det handler altså om kroppens sansninger, mere end følelser.
Ikke overraskende fantaserer heteroseksuelle mænd mest om trekanter med 2 piger. Og heteroseksuelle kvinder fantaserer ligeledes om trekanter med 2 mænd. Men en del kvinder fantaserer også om trekanter med en mand og en kvinde.
2. Dominans, kontrol og hård sex
Næstefter multipartner-sex kommer sexfantasier om magt, kontrol, dominans, underkastelse, bondage, SM osv.
Kun 4% af mænd og 7% af kvinder har aldrig haft fantasier om de temaer. Det er måske derfor, at bogen Fifty Shades of Grey er blevet så populær.
Mere end 75% har på et tidspunkt haft sexfantasier om bondage.
Bondage handler om at blive fysisk begrænset vha. håndjern, reb eller andet, således at man overgiver kontrollen til en anden, og derved bliver til et slags sexobjekt.
Bondage involverer ikke nødvendigvis smerte, som fx SM, og måske derfor er bondage særligt tillokkende for mange.
En anden form for magtleg handler om, at den ene følger den andens befalinger for ikke at blive straffet. Den slags fantasier er mindre populære end bondage, idet kun 50% har fantaseret om den type lege.
Flere fantaserer om at underkaste sig end at være i magtpositionen. Måske fordi mange længes efter at overgive sig, slippe ansvaret, og komme ud af hovedet og ned i kroppen.
Mange længes efter at overgive sig, slippe ansvaret og komme ud af hovedet og ned i kroppen.
Fælles for mange dominans/magt/kontrol-fantasier er, at den styrende part føler ansvar og omsorg for den, som underkaster sig. Derfor skal den slags fantasier ikke nødvendigvis ses som et tegn på noget patologisk.
Tilsvarende fantaserer masochister typisk om let til moderat smerte. Dvs. det skal ikke gøre rigtig ondt, og derfor er masochisme heller ikke et patologisk tegn.
Der er både psykologiske og fysiologiske forklaringer på, hvorfor nogle tænder på smerte. En forklaring er, at smerte producerer mange af de samme stoffer som nydelse. Og derfor kan små mængder smerter være med til at øge ens seksuelle nydelse.
I denne kategori findes også voldtægtsfantasierne, som over 2/3 af alle kvinder har haft, og 1/2 af alle mænd. (Fantasien handler typisk om en leg, hvor den, der fantaserer, har fuld kontrol og ikke kommer til skade – ikke om at ville krænkes i virkeligheden.)

Mere end 75% har på et tidspunkt haft sexfantasier om bondage.
3. Fornyelse, variation og eventyr
De fleste af vores sexfantasier er en reaktion på kedsomhed. Vi vil stimuleres, overraskes og henrykkes.
I et studie skulle en gruppe mænd onanere til det samme pornoklip 14 dage i træk. Da de endelig blev vist et nyt klip (som var identisk, men med en anden skuespiller) fik de hurtigere udløsning, men kvaliteten af deres sæd steg også!
Dvs. at bare det at se en ny kvinde, gør en mand mere potent. Det er altså ikke kun vores sind, som vil stimuleres af forandring. Også vores biologi stimuleres af det nye.
Grundlæggende handler alle fantasier om at gøre noget andet end det sædvanlige. Derfor fantaserer de færreste om standard mand-kvinde-missionærstilling-sex under dynen. I stedet handler fantasierne om oralsex, analsex, sex et offentligt sted, sex med en fremmed osv.
Mange fantaserer om andre stillinger, fx fantaserer både mange mænd og kvinder ofte om sex i doggystyle-stillingen.
Også ansigt-til-ansigt-stillinger fylder i mange fantasier, men både mænd og kvinder tænder generelt mest på tanken om, at det er deres partner som er øverst. Måske fordi mange længes efter at give sig hen (eller bare gerne vil slappe af?).
85% har fantaseret om sexlegetøj. Typisk håndjern, blindfold og andet legetøj relateret til leg med magt og kontrol. Dernæst nævner mange strap-on dildoer som vigtige elementer i fantasier.
Næsten 40% har på et tidspunkt haft erotiske fantasier med mad, fx flødeskum, chokolade, frugt osv.
Mange fantaserer om sex andre steder end soveværelset. Og det mest populære sted er ”offentligt,” fx i parken, en baggård, et offentligt toilet eller elevator. Ikke fordi de nødvendigvis ønsker, at andre kigger på, men tanken om de kan blive opdaget er pirrende.
Udover offentlige steder fantaserer mange om sex på stranden, i skoven og i brusebadet.
Men hvorfor tænder folk på muligheden for at blive opdaget? Et muligt svar er, at kroppen (og hjernen) ofte blander stærke følelser sammen. Frygt (for at blive opdaget) starter en kropslig reaktion af hjertebanken, øget åndedræt osv., som kroppen forveksler med øget liderlighed!
Et studie har således vist, at en mand som lige har jogget, vurderer kvinder til at være mere sexede end en mand, som har siddet stille på en stol!

Sexfantasier om offentlig sex: For mange er det tanken om at blive opdaget, der er pirrende.
4. Tabu og det forbudte
Sexfantasier om det “forbudte” kan ses som en forlængelse af fantasier, som handler om forandring. Men med den forskel at fantasierne om det forbudte, faktisk kan være juridisk forbudt, såsom at belure andre (voyeurisme), at have sex uden den andens samtykke osv.
Men faktisk har 60% haft fantasier om at belure andre, når de fx er nøgne, bader, har sex, onanerer o.lign. Forskningen har vist, at fantasier om at belure andre kan opstå, hvis man har svært ved at indgå i seksuelle / romantiske relationer. Men selvfølgelig ikke altid, for hvem har ikke haft lyst til at kigge gennem nøglehullet til de andres omklædningsrum?
I denne kategori er der også seksuelle fantasier, som andre finder frastødende, såsom at slikke en andens tær osv.
Andre sexfantasier involverer fetich-objekter, dvs. objekter som virker seksuelt pirrende. De mest kendte fetich-objekter er nok høje hæle, lange strømper, nederdele og uniformer, som mange finder sexede.
Mange specielle feticher stammer fra én konkret situation, hvor objektet blev kædet sammen med noget seksuelt, fx kan intens sex med en mand/kvinde i uniform betyde, at uniformer i fremtiden skaber seksuel ophidselse.
Ekshibitionistiske fantasier hører også til i denne kategori. En ekshibitionist ønsker at andre skal se deres kønsdele og/eller at de har sex. Ekshibitionisterne adskiller sig fra ”almindelige” menneskers ønsker om spænding ved, at ekshibitionisterne faktisk vil ses på, hvorimod de fleste blot finder tanken pirrende.
5. Swingersex, partnerbytte og åbne forhold
Mange har haft fantasier om at være i et ikke-monogamt forhold, et såkaldt åbent parforhold.
Der findes mange versioner af det åbne parforhold. I den ene ende af spektret handler det om friheden til at have sex med andre (under aftalte rammer), som at få et seksuelt supplement til ens faste parforhold. Det kan du læse mere om her: Det åbne parforhold
I den anden ende af spektret er det såkaldte polyamorøse parforhold, hvor man har flere kærlighedsforhold, og hvor der ikke nødvendigvis er et primært fast parforhold, men flere ligeværdige forhold. Det kan du læse mere om her: Det polyamorøse forhold
79% af mænd og 62% af kvinder har fantaseret om at være i åbent parforhold, mens 70% af mænd og 51% af kvinder har fantaseret om at være i et polyamorøst parforhold. I samme kategori er swingersex og partnerbytte, som 66% af mænd og 45% af kvinder har fantaseret om.
Swingersex og partnerbytte kan foregå så man kan se sin partner have sex med andre eller ej, og i den forbindelse har hele 58% af mænd haft fantasier om at se deres partner have sex med andre mænd.
Kvinder har derimod sjældent lyst til at se deres mænd have sex med andre. Til gengæld har mange kvinder fantaseret om at deres faste partner ser på, mens de har sex med en elsker.
For nogle (men ikke alle) har denne type fantasier et element af dominans over sig, idet eksempelvis manden kan føle, han afgiver kontrol og magt til kvinden, som er fri til at have sex med andre.
6. Romantik, intimitet og meningsfuld sex
I denne kategori handler fantasierne mere om følelser og nærhed end om seksuel spænding.
Fantasierne udtrykker ofte et grundlæggende behov for at ”høre til,” for at være elsket og værdsat som menneske.
Fantasierne kan fx indeholde romantiske omgivelser, at man bliver holdt om, føler sig tryg, har øjenkontakt, bliver elsket osv.
Fantasier som trekanter, magt og overgivelse, sex nye steder osv. er langt hyppigere, men de fleste har også haft romantiske fantasier, som handler om mere end rå sex.

Romantiske sexfantasier kan indeholde romantiske omgivelser, at blive holdt om, føle sig tryg, have øjenkontakt og at føle sig elsket.
7. Homoerotiske og ”gender-bender” fantasier
Den sidste kategori er fantasier om sex med en af samme køn, og fantasier hvor ens kønsidentitet bøjes.
Det kan dreje sig om en heteroseksuel mand, der fantaserer om sex med en anden mand. Eller en mand som fantaserer om sex med sin kæreste, mens han har kvindetøj på. Sex med transseksuelle og transvestitter hører også til denne kategori.
Fantasierne kan også handle om, at man skifter køn. Fx en kvinde som forestiller sig, hun er mand, og har sex med en kvinde.
Biseksuelle og ”gender-bender” fantasier er ret udbredte, specielt blandt heteroseksuelle kvinder hvoraf 59% har haft fantasier om sex med kvinder, selvom de identificerer sig som 100% heteroseksuelle. Blandt de heteroseksuelle mænd er det kun 26%, som har haft sexfantasier om andre mænd.

Holger Spanggaard er sexolog, parterapeut og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Vil du have hjælp til dit sexliv, så kontakt Holger.
Om at udleve fantasier
Det vigtigste ved undersøgelser af sexfantasier er nok, at mange mennesker finder ud af, at de er ret gennemsnitlige og helt normale (øv).
Det er med til at fjerne følelsen af at være forkert, hvilket også er et godt udgangspunkt, hvis du ønsker at udleve en fantasi. (Fantasier som skader dig selv eller andre, eller er ulovlige, skal selvfølgelig ikke udleves. Det siger sig selv.)
Og når du har accepteret dig selv og din lyst, kan du nemmere tale med din partner om dine erotiske fantasier.
Men lad være med at præsentere din fantasi som et krav. Sig bare, at du engang imellem har tænkt, at en trekant kunne være frækt, eller du synes, det kunne være spændende at blive bundet eller lign. Det gør det meget nemmere at tale om sex og fantasier, hvis der ikke er ultimative krav.
Endelig skal du være tålmodig med din partner. Du har måske haft en fantasi i flere år, og derfor har du vænnet dig til tanken. Din kæreste har brug for nogle dage, uger eller måneder. Så lad være med at presse for meget på.
Som sexolog hjælper jeg tit par med at sætte ord på fantasier og ønsker, som er svære at sige højt til partneren – også når forholdet er godt på alle måder.
Vil du være klogere på din seksualitet og dine fantasier, så er det værd at undersøge, hvilke erotiske arketyper du resonerer mest med. Hver arketype har sin særlige lyst og dermed også sine fantasier. Her kan du finde din erotiske arketype.
Folk spørger også om
Er det normalt at have sexfantasier?
Ja. Ifølge Lehmillers undersøgelse har næsten alle haft sexfantasier, og de samme 7 typer går igen hos både mænd og kvinder. De fleste opdager, at deres fantasier er ret almindelige.
Betyder en sexfantasi, at du ønsker det i virkeligheden?
Ikke nødvendigvis. Mange fantasier er mest pirrende, fordi de bliver i hovedet. Fx handler tanken om at blive opdaget eller om at overgive sig mere om spænding og overgivelse end om at ville gøre det i virkeligheden.
Hvad er forskellen på mænds og kvinders sexfantasier?
Mænd fantaserer oftere om åbne forhold, swingersex og om at se deres partner have sex med andre. Kvinder fantaserer oftere om sex med en af samme køn: 59% af heteroseksuelle kvinder mod 26% af heteroseksuelle mænd.
Hvordan taler du med din partner om dine sexfantasier?
Fortæl om din fantasi som noget, du har tænkt på, ikke som et krav. Og vær tålmodig. Du har måske haft fantasien i årevis, mens din partner hører om den for første gang.
Værd at huske om sexfantasier
✔️ Sexfantasier er helt normale, og de fleste erotiske fantasier deler du med rigtig mange andre.
✔️ Fantasier handler ofte mere om spænding, sansemætning og overgivelse end om konkrete personer.
✔️ En fantasi er ikke et krav. Del den nysgerrigt med din partner, og giv tid.
Held og lykke!
Opdateret d. 18. okt. 2026.


