Kan du ikke mærke dig selv? Lær at mærke efter med 5 enkle øvelser

Hvad vil det sige at mærke efter?

At mærke efter betyder at lytte til kroppens signaler, så du bedre forstår, hvad du føler, hvad du har brug for, og hvad der er vigtigt for dig lige nu. Følelser kan mærkes som fx uro i maven, spændinger i kroppen, tyngde i brystet eller en følelse af lethed og glæde.

Kan du ikke mærke dig selv? Det skyldes ofte, at du er vant til at tænke dig frem til svarene, tilsidesætte dine egne behov eller overhøre dine følelser. Heldigvis kan du træne din evne til at mærke efter. Her får du 5 enkle øvelser, der hjælper dig med at mærke dine følelser, forstå dine behov og finde ud af, hvad du egentlig vil.

👉 Hvordan har du det?

Tænker du dig til svaret? Eller mærker du efter?

Hvis du tænker, evaluerer du din livssituation. Du tænker måske, at du jo egentligt har det meget godt. Der er styr på økonomi, det går godt på jobbet og du har en sød partner. Alt i alt, har du ikke noget at klage over. Men når du svarer, at du har det godt, er du ikke rigtig begejstret, fordi svaret er mere mentalt end en følelsesmæssig oplevelse.

Hvis du derimod søger efter svaret i din krop, mærker du instinktivt, hvordan det føles i din krop lige nu. Hvis du har en god fornemmelse i kroppen, hvis du mærker lethed og glæde, så siger du med strålende øjne, at du har det godt. Og du kan mærke, at det er sandt, når du siger det højt.

Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

Hvad vil det sige at mærke efter?

Når du tænker efter, spørger du hovedet. Hovedet svarer hurtigt og med argumenter: “Jeg burde jo være glad. Det er et godt tilbud. Alle andre ville sige ja.”

Når du mærker efter, spørger du kroppen. Kroppen svarer langsommere og uden ord, fx en lettelse i brystet, en knude i maven, træthed der breder sig eller boblende energi.

Begge dele er vigtige. Men de fleste af os har trænet hovedet hele livet og næsten ignoreret kroppens signaler.

👉 At mærke efter betyder ikke, at du helt skal droppe tanker, analyser og argumenter. Det betyder bare, at du også tager dig tid til at mærke, hvad du føler og fornemmer i kroppen. Det ene udelukker ikke det andet.

Processen hvor du mærker dig selv hedder interoception, som du kan læse mere om i denne artikel om interoception og indre kropsbevidsthed.

Hvor sidder følelser i kroppen?

Følelser er primært noget, som sanses i kroppen. De er kropslige reaktioner, som hjernen bagefter giver et navn. Finske forskere har kortlagt hvor i kroppen folk mærker forskellige følelser – og mønstrene ligner hinanden overraskende meget på tværs af kulturer.

Her er nogle eksempler på, hvor almindelige følelser ofte opleves i kroppen:

🔹 Vrede: Varme i ansigtet og brystet, spændte kæber, knyttede hænder, energi i arme og skuldre.

🔹 Angst og nervøsitet: Uro i maven, hjertebanken, overfladisk åndedræt, spændte skuldre.

🔹 Sorg: Tyngde i brystet, en klump i halsen, tårer bag øjnene, en træthed i hele kroppen.

🔹 Skam: Varme i kinderne, blikket der søger ned, en krop der synker lidt sammen og helst vil gemme sig.

🔹 Glæde og kærlighed: Varme og lethed i brystet, en følelse af at blive større, energi der strømmer.

Vigtigt: nedenstående oversigt er ikke en facitliste, men et gennemsnit af hvad mange oplever. Men du mærker måske noget helt andet. Din vrede sidder måske i maven, og din sorg måske i skuldrene. Det vigtige er at du lærer dig selv at kende.

Forskning har analyseret hvor følelser mærkes i kroppen

Finske forskere har kortlagt hvor i kroppen folk mærker forskellige følelser – og mønstrene ligner hinanden overraskende meget på tværs af kulturer.

Hvilke følelser sidder i maven?

Maven er et af kroppens mest følsomme steder. Her mærker mange angst, nervøsitet og frygt – sommerfugle, en knude eller en sugende fornemmelse. Men maven reagerer også på forventning og forelskelse. Og så sidder det, vi kalder en “mavefornemmelse”, også her: den lille fornemmelse af ja eller nej, før du har nået at tænke dig om.

Mave og hjerne er tæt forbundet via vagusnerven, så det er ikke altid overtro at sige, at man har en god mavefornemmelse.

Jeg kan ikke mærke mig selv – hvorfor?

“Jeg føler ikke noget.” Det hører jeg ret tit i terapi. Men det er sjældent sandt. Følelserne er der, men du har ikke lært at mærke efter. Typisk af en af disse grunde:

🔹 Hovedet svarer hurtigt. Du er vant til at løse alt ved at tænke, så kroppen når aldrig at komme til orde.

🔹 Du mærker andre før dig selv. Er du god til at aflæse andres humør og behov, kan dine egne følelser blive i baggrunden.

🔹 Stress og travlhed. Når du konstant tænker på alt det, du skal huske, får du ikke taget dig tid til at mærke efter.

🔹 Følelser er ikke velkomne. Lærte du som barn at vrede eller tårer var forkerte, lærte du at skrue ned og ignorere den del af dig selv.

🔹 Smerte og traumer. Smertefulde oplevelser kan få kroppen til at lukke ned for at beskytte dig.

Ofte er det sådan at du ikke mangler følelser. Du mangler bare tid til at mærke dem – og ord til at beskrive dem.

Hvis du i længere tid føler dig tom, flad eller som om du ser livet gennem en glasrude, så tag det alvorligt. Det kan være tegn på depression, stress eller at du har været igennem noget, der har været for meget. Her kan det være en god idé at få hjælp, fx gennem traumeterapi, så du kan genfinde kontakten i et tempo, der er trygt.

Kvinde med lukkede øjne og foldede hænder foran brystet mærker efter, hvad hun føler

Kan du ikke mærke dig selv, er det sjældent fordi du ikke har følelser – men fordi du ikke har lært at mærke efter.

Hvorfor er jeg ked af det uden grund?

Der er altid en grund til at være ked af det, men det kan være, at du ikke kender grunden endnu eller måske har du ignoreret årsagen alt for længe.

Tristhed kan også være bygget op over længere tid af ting, du ikke har lagt mærke til: Små skuffelser. Måske ensomhed, du ikke har indrømmet over for dig selv. Grænser, som er blevet overskredet igen og igen. Eller en gammel sorg, som stadig fylder.

Når følelsen så dukker op en tilfældig tirsdag, virker den tilfældig og uden grund.

Når du vil finde årsagen til tristheden, giver det ofte mere mening at sanse og mærke end at tænke. Det får du en øvelse til lidt længere nede i artiklen.

I psykoterapi bruger jeg bl.a. Focusing-metoden til at undersøge betydningen af følelser og kropslige fornemmelser.

Du skal ikke tænke dig frem til, hvorfor du er ked af det. Du skal mærke dig frem til det.

Følelser er ikke sandheden

Her er en vigtig pointe: At mærke efter betyder ikke at du altid skal følge dine følelser.

Følelser er følelser, de er ikke absolutte sandheder. Selv stærke følelser, som opleves vigtige og sande, indeholder ikke altid en dybere sandhed, du skal finde eller udleve. Det er vigtigt at forstå.

Følelserne fortæller dig noget om, hvad der er vigtigt for dig lige nu, og hvem du er lige nu. Det meget, meget vigtigt. Men du er mere end dine følelser. Det er kernen i følelsesmæssig intelligens og mentaliseringsevnen.

5 øvelser til at mærke dig selv

Øvelse 1: Hvad føler jeg lige nu? (1 minut)

Den enkleste øvelse og måske den vigtigste. Lav den 3 gange om dagen – sæt evt. en alarm på telefonen.

➡️ Hvordan trækker jeg vejret lige nu? Dybt, overfladisk eller holder jeg vejret?

➡️ Hvor i kroppen mærker jeg mest lige nu?

➡️ Føles kroppen tung eller let? Behagelig eller ubehagelig? Anspændt eller afslappet? Energifuld eller energitom? Lys eller mørk?

➡️ Hvis jeg mærker ind i min krop, bliver jeg så bevidst om et behov eller et ønske?

Øvelse 2: Hold ordet op mod kroppen (5-10 minutter)

Denne øvelse er inspireret af Eugene Gendlins metode Focusing, og jeg bruger en variant af den i terapi. Den er særlig god, hvis du ved at du føler noget, men ikke ved hvad.

1️⃣ Find stedet. Luk øjnene og mærk efter, hvor i kroppen der er noget. En spænding, varme eller måske uro. Læg evt. en hånd der.

2️⃣ Giv det tid. Bliv hos fornemmelsen i et halvt minut uden at forklare den. Hvor stor er fornemmelsen i kroppen? Er den skarp eller diffus, varm eller kold?

3️⃣ Foreslå et ord. Lad et ord dukke op. Fx “irriteret”.

4️⃣ Hold ordet op mod kroppen. Forestil dig at du holder ordet hen til stedet, hvor fornemmelsen sidder – lidt som når du holder en nøgle op til en lås for at se, om den passer.

5️⃣ Mærk om det passer. Når ordet rammer, sker der som regel noget: en lille lettelse, et dybere åndedræt, en fornemmelse af “ja, det er det”. Passer det ikke helt, sker der ingenting – eller kroppen siger “næsten”.

6️⃣ Prøv et nyt ord. “Irriteret” passede ikke helt. Prøv “skuffet” eller måske en kombination, som irriteret-skuffet. Du kan også prøve et billede eller en hel sætning: “Som om jeg ikke betyder noget.”

7️⃣ Spørg hvad den har brug for. Når ordet passer, så spørg fornemmelsen: Hvad har du brug for? Og vent på svaret fra kroppen – ikke fra hovedet.

Mange bliver overraskede over, hvor præcis kroppen er. Hovedet sagde “irriteret over opvasken”. Kroppen sagde “overset”. Det er to helt forskellige samtaler at tage med eksempelvis din partner bagefter.

👉 Det vigtigste: Det er kroppen, der bestemmer, om ordet passer. Ikke hovedet.

Øvelse 3: Mærk efter, før du siger ja (30 sekunder)

Mange siger hurtigt ja, uden de taget sig tid til at mærke efter. Næste gang nogen spørger dig om noget, så sig: “Lad mig lige mærke efter.” Og gør så dette:

➡️ Forestil dig at du siger ja. Mærk hvad der sker i kroppen.

➡️ Forestil dig at du siger nej. Mærk hvad der sker.

Et ja, du faktisk mener, vil typisk give dig energi og måske en følelse af lethed. Et ja, du ikke mener, føles ofte ubehageligt i kroppen. Tilsvarende vil et nej du virkelig mener, føles godt i kroppen at sige.

Når du tager dig tid til at mærke efter, har du også nemmere ved at sætte grænser, der faktisk holder.

Øvelse 4: Når du er ked af det uden grund (10 minutter)

1️⃣ Sæt dig et roligt sted og find ud af, hvor i kroppen tristheden sidder.

2️⃣ Læg en hånd på stedet. Berøring hjælper kroppen med at blive i følelsen i stedet for at flygte. Og samtidig har det en beroligende effekt.

3️⃣ Spørg følelsen: “Hvad handler du om?” Og vent. Lad være med at svare med hovedet.

4️⃣ Hvis der dukker et ord, et billede eller et minde op, så brug øvelse 2: Hold ordet op mod kroppen og mærk om det passer.

5️⃣ Spørg til sidst: “Hvad har du brug for?” Måske er svaret hvile, en samtale, et kram, at græde – eller bare at blive set et øjeblik.

Du behøver ikke få et klart svar hver gang. Nogle gange er det nok at tristheden har fået lov at være der, uden at blive skubbet væk.

Øvelse 5: Mærk efter sammen med din partner (15-20 minutter)

Hvis du ikke ved, hvad du føler, kan du heller ikke fortælle det til din partner. Derfor er det en god idé også at øve sammen. Nogle gange forstår vi først os selv rigtigt, når vi har sat ord på over for andre:

1️⃣ Sæt dig over for din partner et sted, hvor I ikke bliver forstyrret.

2️⃣ Brug 2 minutter i stilhed, hvor I begge mærker jeres eget åndedræt og kroppen.

3️⃣ Den ene taler i 2-3 minutter og begynder sætningerne med: “Lige nu mærker jeg …”, “Når jeg er sammen med dig, mærker jeg …” eller “Noget jeg længes efter, er …”

4️⃣ Den anden lytter uden at afbryde, forklare eller løse noget. Bagefter spejler lytteren: “Det jeg hører dig sige, er …” og spørger: “Har jeg forstået dig rigtigt?” Eller: “Det jeg tror, jeg har forstået om dig, er …”

5️⃣ Byt roller.

Øvelsen bygger på samme princip som den anerkendende imago-dialog. Og har du brug for flere indgange til samtalen, kan du hente 100 spørgsmål som skaber nærhed gratis.

Par sidder over for hinanden og holder hinanden i hænderne i en rolig samtale

Nogle gange forstår du først, hvad du føler, når du sætter ord på det over for din partner.

Øv dig midt i hverdagen

Du behøver ikke en meditationspude for at blive bedre til at mærke efter. Brug de øjeblikke, du alligevel har:

🔹 Når du skal træffe en beslutning: Mærk efter, før du laver listen med fordele og ulemper.

🔹 Når noget ikke føles rigtigt: Registrer signalet, før du tilsidesætter det. Du behøver ikke vide hvorfor endnu.

🔹 Når du lytter: Øv dig i at mærke, hvordan ordene du hører, føles i din krop.

🔹 Når du taler: Øv dig i at mærke følelser i din krop, mens du taler.

🔹 Når du er stresset: Slap bevidst af i kæben, skuldrene og åndedrættet.

🔹 Når du er glad: Stop op og mærk glæden i kroppen i 10 sekunder, før du skynder dig videre.

🔹 Når du er sammen med din partner i stilhed: Hvad mærker du, når I ikke taler?

Hovedet svarer hurtigt og med argumenter. Kroppen svarer langsomt og uden ord. Lær at vente på kroppen.

FAQ om at mærke sig selv

Hvad vil det sige at være i kontakt med sig selv?

Det betyder at du kan mærke, hvad du føler og har brug for – og at du bruger den information, når du træffer beslutninger, sætter grænser og er sammen med andre. Det starter i kroppen.

Hvorfor kan man ikke mærke sine følelser?

Oftest fordi man har lært at overhøre dem: gennem travlhed, ved altid at tænke i stedet for at mærke, ved at fokusere på andres behov, eller fordi følelserne ikke var velkomne i barndommen. Ubehagelige oplevelser kan sætte sig i kroppen og få kroppen til at lukke ned for at beskytte sig.

Hvad gør jeg, når jeg ikke føler noget?

Begynd i det små. Mærk dit åndedræt og spørg, hvor i kroppen du mærker mest. Brug ord som “uro”, “tyngde” eller “tomhed”, hvis følelsesordene ikke kommer. Føler du dig tom i længere tid, bør du overveje at søge hjælp hos din læge eller en psykoterapeut.

Hvor sidder følelser i kroppen?

Typisk i brystet, maven, halsen, skuldrene og ansigtet. Vrede giver ofte varme og spændinger, angst uro i maven, og sorg tyngde i brystet og en klump i halsen. Men alle har deres egen måde at opleve følelser på.

Hvilke øvelser kan hjælpe mig med at mærke mig selv?

Et kort check-in flere gange om dagen, Focusing-øvelsen hvor du holder et ord op mod kroppen, og at mærke efter før du siger ja. Du finder alle 5 øvelser ovenfor.

Psykoterapeut Holger Spanggaard hjælper dig med at mærke dig selv

Holger Spanggaard er psykoterapeut, parterapeut og sexolog i København med mere end 15 års erfaring. Vil du blive bedre til at mærke dig selv, dine følelser og dine behov, så kontakt Holger.

Værd at huske om at mærke efter

At mærke efter betyder at sanse, hvad der sker i kroppen her og nu i stedet for at tænke, analysere og forstå.

Følelser er vigtige for din trivsel (selvom de ikke er alt, hvad der er vigtigt i et menneskes liv). Og du lærer at mærke dine følelser ved at flytte din opmærksomhed ned i kroppen igen og igen. Træning er vejen frem.

Kan du ikke mærke dig selv, er det ikke fordi du ikke har følelser. Men du kan miste evnen til at mærke dig selv, hvis du aldrig øver dig, hvis du stresset, ramt af traumer, eller måske bare finder tryghed i bruge hovedet i stedet for at mærke efter.

Vil du have hjælp til at komme i bedre kontakt med dig selv? Så book en gratis forsamtale til psykoterapi.

Udgivet d. 13. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!