Brevkasse
Hej Holger
Jeg er blevet forladt af min kæreste igennem lige over 2 år. Vi bor ikke sammen.
Han har over et længere stykke tid fortalt, at han er træt, hvis han bliver oprørt, får han smerter ved brystet, han er blevet sat op i blodtryksmedicin, og har fået at vide af lægen, at han var så tæt på at have stress, som han havde for nogle år siden. Jeg blev klart bekymret og gjorde mit for at passe på ham.
Han har bekymringer om sit arbejde, økonomi, men har ikke fortalt specifikt, hvad det er, han bekymrer sig om. For han skal selv arbejde med tingene i hovedet, inden han kan fortælle.
Jeg har ikke selv haft stress, og vi har jo, når vi var sammen, grinet sammen, han har kærligt drillet mig (som er noget, han gør, selv om vi er voksne), vi har været stille, krammet, haft sex osv.
Jeg har kunnet mærke, at han har store følelser for mig. Han har desværre et stort temperament, og vi har nogle gange små uoverensstemmelser. Dem har han sagt til mig, at han ikke kan overkomme, men han starter dem jo selv ofte. Og så kan hans temperament komme til udtryk med at sige ting, han senere fortryder.
I weekenden havde vi det super dejligt, men jeg stillede så på et tidspunkt et spørgsmål, og det var nok til at bægeret flød over. Han brød sammen, han kunne ikke klare mere, han ville stoppe vores forhold. Blev vred.
Læs også brevet: “Min ekskæreste kan ikke bestemme sig. Skal jeg vente på ham eller komme videre?”
Han kørte mig hjem, og herhjemme krammede han mig hårdt og sagde, hvor godt et menneske jeg er, hvor ked af det han var, mens han græd (har aldrig set ham græde), og kiggede mig ind i øjnene og sagde, han ikke havde det godt.
Han kunne ikke være sammen med mig mere, fordi han ikke kan give mig det, jeg vil have, han føler, han bliver trukket i fra alle sider.
Jeg var i chok og er det stadig. Jeg anede ikke, han havde det SÅ skidt, og havde jeg vidst det, havde jeg støttet meget mere. Spurgte ham endda om at få en chance, eller om vi kunne have en pause. Men med en pause ville han stadig føle sig presset.
Så fra en dag til den anden er jeg ude af hans liv og fra kontakt hver dag til ingen kontakt.
Mit hjerte er knust, og jeg elsker ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Om jeg skal skrive, om jeg skal lade være.
Læs også: “Hvorfor trækker han sig pludselig?”
Synes, det er så unfair, at jeg ikke fik en chance, og jeg føler mig pludselig, som om jeg intet betød. Jeg græder og græder og kan ikke forstå det.
Skrev dagen efter bruddet, og han svarede, han var så ked af at have såret mig, det var det sidste, han ville, men han ikke har det godt. Siden har jeg ikke kontaktet ham.
Hvad skal jeg gøre, og hvordan skal jeg forholde mig? Jeg har haft det fantastisk med ham indtil dette. Men kan ikke tvinge ham.
På forhånd tak fra den ulykkelige kvinde
Ps. Vi er begge i 40’erne
🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling
Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Vi høres ved 😊
“Forladt pga. stress”
Holgers svar:
Hej ulykkelige kvinde
Tak, fordi du skriver til brevkassen.
Sikke et chok du har fået!
Det virker til, at han har gået med tingene selv og glemt at inddrage dig i sin proces. Og derfor opdager du slet ikke, hvor skidt han har haft det. Og at han var på vej ud af forholdet.
Når han får smerter i brystet og er i kontakt med lægen, gætter jeg på, at han er presset ud over det sædvanlige. Og hvis han derudover er dårlig til at sætte ord på sine følelser, tanker og behov, så er det ikke let at være ham.
Er man meget stresset, kan man ikke rumme noget som helst. Heller ikke et parforhold. Og så kan man ende med at trække sig fra forholdet bare for at kunne overleve.
Det er selvfølgelig dybt frustrerende for den anden part, som bare gerne vil støtte og hjælpe. Men måske kan det sammenlignes med at have intens hovedpine. Hvis du har prøvet det, ved du, at det eneste, man kan, er at ligge med lukkede øjne og vente på, at det går over. Det eneste, man ønsker, er fred, og ens partner kan intet gøre.
Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Vil du have hjælp til dit parforhold, så kontakt Holger.
Jeg tror ikke, at du kan gøre så meget for at få ham tilbage i dit liv. Men du kan skrive til ham, at du håber, han snart får det bedre. Og at han kontakter dig, når han gør (til den tid kan I overveje parterapi eller lign. for at få hjælp til kommunikationen). Som parterapeut ser jeg ofte, hvordan stress fra job, familie eller sorg slider på parforholdet, selvom det egentlig ikke handler om forholdet.
Og du kan tilføje, at du også håber, at han vil dele nogle af de tanker og følelser, som har fået ham til at stoppe forholdet, fordi du endnu ikke har forstået, hvad der skete.
Udover det tror jeg ikke, du kan gøre så meget. Der skal to til at kommunikere, og der skal to til et parforhold. Og hvis han er ramt af stress, fungerer han så dårligt, at du ikke får noget godt ud af at presse ham.
Læs også artiklen: Når en mand har brug for afstand
Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber, du kan bruge mine råd.
De bedste hilsner
PS:
Har du svært ved at komme videre, så læs mine 15 tips til at komme over kærestesorger.
Opdateret d. 26. okt. 2026.
Det er et trist scenarie, hvor det lader til at i begge to taber og ingen vinder. Med den adfærd du har oplevet, skal du vide at der er en sandsynlighed for at din kæreste kæmper med ADHD, formentlig udiagnosticeret. Jeg skriver dette, fordi jeg selv har været der i det scenarie før og selv først nu omkring de 40 er ved at blive udredt for det. Man har let til stress, og kan have svært ved at risikovurdere fornuftig, hvorfor mange med netop den udfordring ender i økonomisk uføre eller endda kriminalitet. Man får gode kortsigtede idéer men konsekvenserne rammer en senere og det kan give mange bekymringer der bidrager til ens stressniveau. Man kan nemt blive presset så meget på et punkt, at man ikke kan overskue det og tager den “nemme” udvej.
Du kan ikke gøre så meget, desværre. Hvis det er tilfældet at han slås med ADHD kan det være han kommer til fornuft når han har fået lidt ro. Men hvis han ikke er klar til at kigge indad, bliver det ikke bedre, og det kan virke urimeligt. For mig, som faktisk er “problembarnet”, var det en kæmpe øjenåbner at læse bogen “Is it you, is it me or is it adult ADD” der åbnede mine øjne for mine udfordringer og jeg måtte læse den over lang tid fordi det stresstestede mine tårekanaler. Den ramte mig på så mange punkter, at det var lige dele opløftende og deprimerende. Den er relativt billig som e-bog på amazon, det kan kan være det giver dig stof til eftertanke og måske noget afklaring som kan hjælpe dig videre og forstå hvad der gik galt.
Tak for du besvarede.
Det du beskriver med at man kan sammenligne det med hovedpinen giver god mening. Også det med at ikke presse.
Jeg må jo tænke at manden er syg lige nu og har en livskrise. Selv om det gør så frygtelig ondt i mit hjerte og man føler sig kasseret. Hvis jeg vidste han fortrød og kom tilbage, så ville jeg kunne slappe af, men man kan ikke spå om fremtiden.
Endnu en gang tak.