Robert Sternberg’s triangular theory of love: De 7 typer kærlighed i parforholdet

Den amerikanske psykolog Robert Sternberg har beskrevet kærlighedens forskellige former i sin teori Triangular Theory of Love fra 1986.

På dansk kan man kalde den Sternbergs trekantsteori om kærlighed, Sternbergs kærlighedstrekant eller Sternbergs triangulære teori om kærlighed.

👉 Teorien er enkel, men meget brugbar. Kort sagt siger Sternbergs teori, at kærlighed består af tre grundelementer, nemlig følelsesmæssig nærhed, passion og forpligtelse.

Og hvis du tænker på de tidspunkter, hvor du har oplevet allermest kærlighed i en kæresterelation, så har der nok både været følelsesmæssig nærhed, passion og forpligtelse.

Du kan bruge Sternbergs teori om kærlighedens trekant til at forstå dit eget parforhold. Fx hvis der mangler noget, du ikke helt kan sætte ord på.

Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify Apple Podcasts Podimo Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcast afspiller. Vi høres ved😊

De 3 grundelementer i Sternberg’s Triangular Theory of Love

I Sternbergs triangulære teori om kærlighed er der 3 dimensioner af det, vi kalder kærlighed i parforholdet:

  1. Følelsesmæssig nærhed og fortrolighed
  2. Passion og fysisk tiltrækning
  3. Forpligtelse og beslutningen om at ville forholdet

Læs også: Kærlighed er en handling

Følelsesmæssig nærhed og fortrolighed

Følelsesmæssig nærhed er det første element i Sternbergs triangulære teori om kærlighed. Nærhed opstår, når I er sårbare sammen, når I deler tanker, bekymringer, følelser, drømme og alt det betydningsfulde med hinanden – og til gengæld møder hinanden med empati og nysgerrighed.

Følelsesmæssig nærhed giver dig oplevelsen af at kende din partner, som typisk er noget, der opstår med tiden, når begge parter er nærværende, nysgerrige og åbne over for hinanden.

Først og fremmest giver Robert Sternberg’s kærlighedstrekant dig et sprog for kærligheden i dit parforhold.

Passion og fysisk tiltrækning

Passion er det andet element i Sternbergs kærlighedstrekant, som handler om tiltrækning, forelskelse, begær, spænding og erotisk energi. I de fleste parforhold fylder passion ofte mest i begyndelsen af forholdet.

Senere oplever mange, at forelskelse, tiltrækning og passion bliver presset af børn, arbejde, stress, konflikter, praktiske opgaver og hverdagens trummerum.

Derfor er det en opgave at vedligeholde passionen og sexlysten i et langt parforhold. I kan jo starte med at læse min e-bog om de erotiske arketyper.

Forpligtelse og beslutningen om at ville forholdet:

Det sidste element i Robert Sternbergs triangulære teori om kærlighed er forpligtelse eller beslutning.

Denne dimension handler om bevidst at investere i parforholdet og vælge hinanden igen og igen.

Forpligtelse er vigtig, fordi et parforhold ikke kun kan bæres af følelser og tiltrækning. Der kommer kriser, misforståelser, afstand og perioder, hvor kærligheden ikke føles så levende. I de perioder er forpligtelsen det, der holder parret sammen.

De 8 slags kærlighed i Sternbergs triangulære teori

Dit parforhold kan indeholde mere eller mindre af Sternbergs 3 elementer: følelsesmæssig nærhed, passion og forpligtelse. Det giver i alt 8 kombinationer af kærlighed, som alle har fået navn af Sternberg:

Robert Sternberg - triangular theory of love: 8 typer kærlighed

De 8 slags kærlighed i Sternbergs triangulære teori

Her kommer en gennemgang af de 8 typer af kærlighed:

Ingen kærlighed:

Hvis der hverken er nærhed, passion eller forpligtelse, er der ingen kærlighed, hvilket Sternberg kalder nonlove.

Tilstanden er selvfølgelig ikke relevant for et parforhold, for hvis der hverken er nærhed, tiltrækning eller beslutning, vil parforholdet hurtigt slutte.

Sympati:

Når der er følelsesmæssig nærhed, men hverken passion eller forpligtelse, taler Sternberg om liking, som jeg har oversat til sympati.

Her er der varme og fortrolighed, men det er uden tiltrækning, seksuel spænding eller en fast beslutning om at være sammen.

Det kan måske sammenlignes med en god nabo, kollega, ven eller slægtning, som du godt kan li’, men som du ikke er tiltrukket af eller investeret i.

For de fleste er sympati ikke nok til et parforhold, og derfor skal der tilføjes passion eller forpligtelse, hvis forholdet skal have en fremtid.

Læs også: Ensomhed i parforholdet?

Tiltrækning og forelskelse:

Når der er passion, men hverken nærhed eller forpligtelse, taler Sternberg om infatuation. Det er den intense forelskelse eller betagelse.

Her er der fysisk tiltrækning, kemi og fascination. Men hvis der ikke er nærhed, kender man ikke rigtigt hinanden, selvom man er fysisk tiltrukket. Og uden beslutningen om at blive sammen, er fysisk tiltrækning i sig selv ikke nok til et parforhold.

De fleste har oplevet at være tiltrukket af en kollega, en studiekammerat eller en person man tilfældigt møder. Det giver dig energi og eufori, selvom du ofte godt ved, at I aldrig ville fungere sammen i et parforhold.

Tom kærlighed:

Når der er forpligtelse, men hverken intimitet eller passion, taler Sternberg om empty love – tom kærlighed.

Det lyder lidt trist, fordi det betyder, at der hverken er nærhed eller tiltrækning. Der er kun en beslutning om at blive sammen.

Tom kærlighed kan fx ses i forhold, hvor parret bliver sammen pga. børn eller økonomi, og lever som praktiske samarbejdspartnere. Hverdagen hænger sammen, men de er ikke længere kærester.

Der er også eksempler, hvor tom kærlighed er en god ting. Fx hvis du har en træningsmakker eller en forretningspartner. Her er der ikke brug for passion eller nærhed, men først og fremmest en beslutning om at arbejde mod et fælles mål.

Robert Sternbergs triangular theory of romantic love

Når der både er nærhed og passion, men endnu ikke stærk forpligtelse, opstår det, Sternberg kalder romantic love.

Nærhed + passion = romantisk kærlighed:

Når der både er nærhed og passion, men endnu ikke stærk forpligtelse, opstår det, Sternberg kalder romantic love.

Det er den romantiske kærlighed, hvor I både føler jer tæt forbundet og tiltrukket af hinanden. Her er der ikke kun fysisk kemi, men også følelsesmæssig kontakt. I taler, deler og føler jer forstået. Samtidig er der begær, fascination og lyst.

Denne form for kærlighed er ofte karakteristisk for begyndelsen af et forhold, hvor relationen er blevet mere end blot forelskelse, men endnu ikke er blevet til et seriøst forhold, hvor I tager store beslutninger i fællesskab.

Romantisk kærlighed kan føles smuk, levende og intens. Men hvis den med tiden ikke er baseret på en bevidst beslutning, forbliver relationen skrøbelig.

Læs også: Savner du romantisk kærlighed?

Nærhed + beslutning = venskabelig kærlighed:

Når der er nærhed og forpligtelse, men passionen er svag eller fraværende, taler Sternberg om companionate love, som kan oversættes til venskabelig partnerkærlighed eller venskabelig kærlighed. Ikke et overfladisk venskab, men et venskab, hvor man virkelig vil hinanden og støtter hinanden.

Denne form for kærlighed ses ofte i lange parforhold. Parret har dyb tillid, fælles historie, loyalitet og en stærk følelse af samhørighed. De kender hinanden godt, har måske været igennem meget sammen og har et dybt bånd.

For især ældre par er denne form for venskabelig kærlighed tilfredsstillende, og de oplever ikke den manglende passion som et problem. Men for andre, og især unge, par kan det være en kilde til stor frustration, hvis sexlivet ikke fungerer.

Sternbergs triangulære kærlighedsteori

Det er naturligt at ældres par er mere venskabelig og mindre passioneret sammenlignet med unge pars kærlighed.

Tiltrækning + beslutning = impulsiv kærlighed:

Sternberg beskriver også det, han kalder Fatuous Love. Denne type kærlighed opstår, når der er stærk passion og forpligtelse – men meget lidt ægte kontakt og nærhed.

I denne type forhold er passionen drivkraften bag forpligtelsen. Beslutningen om at binde sig til hinanden sker hurtigt, fordi tiltrækningen føles så stærk. Og derfor har jeg kaldt denne kategori for impulsiv kærlighed.

Problemerne opstår, når passionen senere aftager, hvilket den næsten altid gør. For så opdager parret, at de faktisk ikke kender hinanden særlig godt og måske endda ikke har den store sympati for hinanden, når først tiltrækningen er væk.

Nogle forhold fungerer også på den lange bane med denne form for kærlighed, selvom den så ikke kan kaldes impulsiv. Du kan fx forestille dig et par med meget forskellig kulturel baggrund, som aldrig rigtig forstår hinanden. Til gengæld har de et fantastisk sexliv og de er fast besluttede på at være sammen.

Den impulsive kærlighed viser noget vigtigt om kærlighed, nemlig at intensitet ikke er det samme som følelsesmæssig dybde!

Den fuldendte kærlighed betyder ikke, at der ikke er konflikter, og alt er rosenrødt. Men det betyder, at parforholdet indeholder de 3 vigtige nøgleingredienser i sit fundament.

Tiltrækning + nærhed + beslutning = fuldendt kærlighed:

Når intimitet, passion og forpligtelse alle er til stede, taler Sternberg om consummate love. Det kan kaldes den fuldendte eller komplette kærlighed, fordi der både er følelsesmæssig nærhed, erotik og beslutningen om at investere i parforholdet.

Det er den fuldendte kærlighed, vi længes efter – men som mange af os kun oplever i korte perioder af vores liv.

Den fuldendte kærlighed betyder ikke, at der ikke er konflikter, og alt er rosenrødt. Men det betyder, at parforholdet indeholder de 3 vigtige nøgleingredienser i sit fundament.

Læs også: Vær den eneste ene!

Robert Sternbergs trekantsteori om kærlighed

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København. Vil du have hjælp til dit parforhold, så kontakt Holger.

Hvad kan Sternbergs triangulære kærlighedsteori bruges til?

Først og fremmest giver Robert Sternbergs kærlighedstrekant dig et sprog for kærligheden i parforholdet. Derfor er modellen oplagt at bruge, hvis du vil forstå dit eget parforhold. Eller du vil starte nogle gode samtaler med din partner om jeres parforhold.

Læs også: Myter om parforholdet som skaber smerte 

Sådan bruger du Sternbergs Triangular Theory of Love

Til sidst får du et forslag til, hvordan du bruger Robert Sternbergs kærlighedsmodel:

1️⃣ Start med at både du og din partner tegner en kærlighedstrekant, som svarer til hver jeres oplevelse af parforholdet. Sammenlign herefter størrelse og form, og læg mærke til ligheder og forskelle.

Vigtigt: Målet er ikke, at alle trekantens sider er lige lange.

👉 Det vigtigste er, at trekanten ikke er for langt fra det, du ønsker dig. For så vil dit parforhold i længden frustrere dig.

2️⃣ Tegn nu jeres ideelle trekant og sammenlign dem. Er der ligheder eller forskelle?

👉 Jeres ideal trekanter må ikke være for forskellig, for så ønsker I jer grundlæggende noget forskelligt fra parforholdet.

Fx hvis den ene partner først og fremmest ønsker sig passion og sex (men ikke har ret meget brug for nærhed) og den anden partner først og fremmest ønsker sig nærhed (men ikke har brug for ret meget passion og sex), så ønsker de 2 partnere sig noget forskelligt. Og derfor vil de forsøge at trække parforholdet i hver sin retning, hvilket leder til konflikter og magtkampe.

Har du brug for professionel assistance til dit parforhold, kan du altid kontakte din lokale parterapeut. Start evt. med at booke en gratis forsamtale til parterapi.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!