Mindfulness meditation: 3 øvelser til nærvær og ro
Har du oplevet at du ikke kan få en bestemt sang ud af dit hoved? Eller at du genspiller et gammelt skænderi i dit hoved – igen og igen? Hvis ja så ved du hvordan det føles når tankerne tager over og får deres eget liv. Det kan til tider være stressende, og det forhindrer dig i at være nærværende.
Mindfulness meditation kan lære dig at få kontrol over dine tanker, så de ikke lever deres eget liv i dit hoved.
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcast afspiller. Vi høres ved😊
Hvad er mindfulness?
Mindful betyder opmærksom. Mindfulness meditation er en proces hvor du træner din opmærksomhed. I mindfulness meditation er du opmærksom på noget. For at træne din opmærksomhed bliver du nødt til at vælge et fokuspunkt for din opmærksomhed. Åndedrættet og kroppen er typiske fokuspunkter i mange klassiske teknikker.
Mindfulness har rødder i den buddhistiske meditationstradition, som er mere end 2500 år gammel. I 1979 udviklede den amerikanske forsker Jon Kabat-Zinn 8-ugers programmet MBSR (Mindfulness-Based Stress Reduction), og det gjorde mindfulness til en ikke-religiøs metode, som i dag bruges på hospitaler verden over.
Når du mediterer øver du dig i at være ikke-dømmende. Dvs. du slipper dine normale ideer om godt, dårligt, interessant, kedeligt, højt, lavt osv. Du er blot nærværende og observerende. Bl.a. derfor øger meditation din evne til at håndtere svære tanker og følelser og slippe tankemylder.
Der findes mange forskellige slags meditationer. Fælles for dem alle er at du er opmærksom. Mindfulness er den simpleste og mest grundlæggende form for meditation, som alle andre meditationsformer bygger oven på.
Læs også: Lev i flow
Afslapning er ikke meditation i sig selv. At dagdrømme er heller ikke meditation, fordi tankerne udvikler sig frit. Det er først meditation når sindet er fokuseret på noget bestemt.
Mindfulness meditation forudsætter hverken bestemte overbevisninger eller tro. Det er nok en af grundene til at mindfulness er blevet så populært. Mindfulness meditation anvendes i erhvervslivet, på hospitaler, i psykiatrien, på skoler og mange andre steder.

Mindfulness meditation er træning i at være opmærksom på noget bestemt – fx dit åndedræt eller din krop.
Effekterne af mindfulness meditation
Der er talrige videnskabelige studier som påviser positive effekter af mindfulness meditation. Efter kun 11 timers meditation kan der registreres ændringer i hjernen. Meditation reducerer stress og nervøsitet, forbedrer hukommelsen, øger koncentrationen og skærper din tænkning, øger evnen til at håndtere negative følelser og forbedrer viljestyrken. Desuden øges din selvindsigt og empati.
For de fleste har meditation ingen bivirkninger. Men hvis du bærer på traumer eller kæmper med svær angst eller depression, kan meditation nogle gange vække svære følelser. Så gå langsomt frem og søg gerne hjælp hos en psykoterapeut, hvis det bliver for meget.
Men den vigtigste effekt af mindfulness meditation er at sindet falder til ro. Når de forstyrrende tanker mindskes kommer du i kontakt med et mere autentisk lag af dit væsen. Meditation kaldes traditionelt for “kongevejen” til selverkendelse.
Tanker er værdifulde når du skal planlægge. Desværre producerer sindet også tanker når du ikke skal planlægge. Det er umuligt at få en tænkepause. Uvedkommende tanker bliver belastende og energidrænende når de får deres eget liv.
Det er (næsten) umuligt ikke at identificere sig med tankerne, på samme måde som du identificerer dig med hovedpersonen i en film. Når hovedpersonen behandles uretfærdigt føler du harme, og når hovedpersonen overvinder alle forhindringer bliver du lettet og opstemt.
Selvom du godt ved at det er skuespil, opleves filmen som virkelighed. På samme måde opleves tankerne som virkelighed, selvom de i 99% af tilfældene er spekulationer om fremtiden og fortolkninger af fortiden.
Når du indfanges af tankerne er du ikke til stede her og nu. Livet mister sin glans og bliver kedeligt. Mindfulness meditation træner dig i at være nærværende og leve hvert øjeblik fuldt ud.
Følelser kommer og går som skyer på himlen. Bevidst vejrtrækning er mit anker.Thich Nhat Hanh
3 mindfulness-øvelser
Mindfulness meditation kan praktiseres i alle kropsstillinger. Men det er særligt godt at sidde med ret ryg, fordi det har en opkvikkende effekt. Hvis du ligger ned er det sværere at bevare koncentrationen, fordi du nemt bliver døsig eller måske ligefrem falder i søvn.
Et godt tidspunkt at meditere er om morgenen når du er veludhvilet. Og gerne inden du tjekker mails, læser avis osv. Andre foretrækker at meditere når de kommer hjem fra arbejde for at fjerne stressende tanker fra jobbet.
Mindfulness-øvelse 1:
Her og nu (5 min)
Denne meditation er den simpleste mindfulness-øvelse, men også en af de mest effektive. Den lærer dig at leve i nuet:
- Sid med ret ryg på en stol eller på gulvet i en meditationsstilling. Brug lidt tid på at sætte dig godt til rette.
- Sørg for at hele kroppen er afspændt mens du har ret ryg.
- Ret nu opmærksomheden mod dit åndedræt. Mærk luften som strømmer ind gennem næsen og fylder dine lunger.
- Mærk derefter hvordan luften forlader din krop igen.
- Bliv mere og mere opmærksom på alle de forskellige sansninger som er forbundet til åndedrættet. Fordyb dig så meget som muligt i processen.
- Målet er at være afslappet og fokuseret på én gang. Tjek derfor jævnligt at din krop er afspændt.
- Efter 5 min. kan du åbne øjnene igen og mærke effekterne af meditationen.
Der vil altid opstå tanker, billeder eller anden mental støj i sindet. Det er ganske naturligt og ikke et problem. Selve meditationstræningen går netop ud på at give slip på tankerne og vende opmærksomheden tilbage til åndedrættet.
Meditation er en handling ligesom at cykle. Du skal hele tiden meditere aktivt, ligesom du hele tiden skal træde i pedalerne.
Når der opstår forstyrrende tanker skal du slippe dem hurtigst muligt. Pas på at du ikke bliver indfanget af tankerne, så du helt glemmer at meditere.
Det er vigtigt ikke at blive skuffet eller vred på sindet. Du skal opdrage sindet som du ville opdrage dit barn: kærligt og tålmodigt. Som med alle andre former for træning skal du være vedholdende.

Mindfulness handler om at være til stede her og nu – ikke i fortiden eller fremtiden.
Mindfulness-øvelse 2:
Forløs spændinger (10 min)
Udføres som øvelse 1, men nu rettes fokus først 5 min. mod hele maveområdet og derefter 5 min. mod brystet.
- Når fokus er på maven, så mærk hele maven indefra og ud. Vær opmærksom på alle de små spændinger der er i maven, og giv slip på dem for hver udånding. Hvis du har lyst kan du holde dine hænder på maven.
- Efter 5 min. flytter du dit fokus til brystet. Mærk hele brystområdet indefra og ud. Bliv opmærksom på de små spændinger der er i brystet, og giv slip på dem for hver udånding. Hvis du har lyst kan du holde dine hænder på brystet.
- Efter 5 min. kan du åbne øjnene og mærke effekterne.
I maven og brystet er der mange spændinger og blokeringer såsom nervøsitet, vrede, mindreværd, jalousi, stress, frygt, sorg, melankoli osv. Alle disse negative følelser forløses gennem meditationen, og du harmoniserer både din ego-personlighed og dit hjerte.
Mindfulness-øvelse 3:
Fredfyldt lykke (15 min)
Udføres som øvelse 1, men i stedet for kun at fokusere på åndedrættet inkluderes hele kroppen i opmærksomheden.
- Det kan være svært at mærke hele kroppen på en gang. Start fx med at mærke dit hoved og inkluder derefter resten af kroppen gradvist.
- Når du trækker vejret ind, så læg mærke til at du bliver mere og mere centreret i dig selv.
- Når du puster ud, så læg mærke til at din krop slapper mere og mere af.
- Bliv bevidst om at din krop og dit væsen gradvist fyldes af indre fred og lykke.
- Efter 15 min. kan du åbne øjnene og mærke effekterne.
Denne meditation øger din kropsbevidsthed, som er fundamentet for al personlig udvikling. Du øger din selvindsigt, accelererer din personlige udvikling og gør dig i stand til at hvile i dig selv på en fredfyldt måde.
Læs også: Selverkendelse starter med kropsbevidsthed
Al begyndelse er svær. Det gælder også meditation, men ALLE kan lære det. Det kræver selvfølgelig at du øver dig ofte (helst hver dag), ligesom du ville øve dig på at spille klaver.
Mindfulness er ikke en teknik eller et trick du kan bruge når du vil. Det er en færdighed som du kan opøve og vedligeholde.
Et godt tegn på fremgang er at du føler glæde når du mediterer.
Pas på at du ikke taber modet eller begynder at kæmpe med dit sind under meditationen. Du skal altid bevare en blid indstilling til dit sind. Det hjælper ikke at du bliver sur på dig selv. Ros hellere dig selv for at du afsætter tid til at meditere.
Typiske udfordringer når du starter
Næsten alle møder de samme udfordringer i starten. Her er de mest almindelige:
👉 “Jeg kan ikke meditere – jeg har for mange tanker.” Det er ikke et tegn på at du gør det forkert. Det ER meditationen at opdage tankerne og vende tilbage til åndedrættet. Hver gang du vender tilbage har du trænet din opmærksomhed.
👉 “Jeg falder i søvn.” Sid med ret ryg, mediter med åbne øjne og blikket let sænket, eller vælg et tidspunkt hvor du ikke er træt.
👉 “Jeg bliver rastløs.” Gør meditationen kortere. 2 minutter hver dag er bedre end 20 minutter du aldrig får gjort. Du kan også prøve gående meditation.
👉 “Jeg kan ikke mærke noget.” Effekten kommer gradvist, lidt ligesom når du træner i et fitnesscenter. Giv det et par uger før du vurderer det.
Du skal opdrage dit sind som du ville opdrage dit barn: kærligt og tålmodigt.
Alternativ: Loving kindness meditation
Hvis du har svært ved at koncentrere dig pga. tankemylder, så er loving kindness meditation en god meditation (kærlig venlighed på dansk). Loving kindness meditation er nem for mange, fordi du gentager en række sætninger inden i dig selv, fx “Må jeg altid være lykkelig” osv. Her får du en guide til loving kindness meditation.
Vil du gå et skridt videre med venligheden over for dig selv, kan du tage mit gratis online kursus i compassion.

Med loving kindness meditation gentager du venlige sætninger inden i dig selv – en god vej ind, hvis du har meget tankemylder.
Mindfulness i hverdagen
Mindfulness bør ikke kun praktiseres når du mediterer, men være en del af din hverdag. Når du går en tur, så fokuser hele din opmærksomhed på at gå. Mærk hvert skridt, mærk foden mod jorden og luften som strømmer ind og ud af kroppen. Giv slip på alle tanker som opstår og vær til stede her og nu.
På samme måde kan mindfulness praktiseres når du spiser, vasker op, børster tænder, går i bad, sidder i bussen, handler og er sammen med dine børn eller din kæreste.
Uanset hvad du laver kan du bruge kroppen og åndedrættet som et “anker” til at holde din opmærksomhed her og nu.
Prøv nu: Mærk din krop og dit åndedræt mens du læser.
FAQ om mindfulness meditation
Hvor længe skal jeg meditere hver dag?
Start med 5 minutter om dagen. Det er bedre at meditere lidt hver dag end meget en gang imellem. Når det bliver en vane kan du gradvist øge til 10-20 minutter.
Hvad er forskellen på mindfulness og meditation?
Mindfulness er evnen til at være opmærksom og nærværende uden at dømme. Meditation er en af måderne at træne den evne på. Du kan også praktisere mindfulness i hverdagen, fx når du går, spiser eller vasker op.
Hvad gør jeg når jeg ikke kan stoppe mine tanker?
Du skal ikke stoppe dine tanker. Det er helt naturligt at der opstår tanker. Øvelsen er at opdage at du er blevet fanget af en tanke og blidt vende tilbage til åndedrættet – igen og igen.
Kan mindfulness hjælpe mod stress?
Ja. Mindfulness er en af de mest undersøgte metoder mod stress. Meditation hjælper dig med at slippe identifikationen med de stressende tanker, så dit nervesystem kan falde til ro. Her får du flere øvelser mod akut stress.

Holger Spanggaard er psykoterapeut, parterapeut og sexolog i København med mere end 15 års erfaring. Har du brug for hjælp til stress, tankemylder eller svære følelser, så kontakt Holger.
Konklusion
Mindfulness er træning i at være opmærksom og nærværende. Mindfulness kan øves i meditation, men også under hverdagens aktiviteter.
Mindfulness beriger dit liv på mange måder. Men den vigtigste effekt er at du slipper identifikationen med dine tanker. Det giver dig indre fred, og du kommer tættere på dig selv.
Alle kan lære at meditere, men det kræver øvelse. Afsæt lidt tid hver dag og lav ovenstående øvelser. Så er du godt på vej.
Held og lykke!
Har du brug for hjælp til at slippe stress og tankemylder? Så book en gratis forsamtale til psykoterapi.
Opdateret d. 2. okt. 2026.


