Hej Holger

Jeg har været kæreste med en enkemand igennem de sidste 2½ år. Han har to børn under alderen 18 og jeg har børn over. I starten tænkte jeg, at det var nemt og ligetil, da jeg jo ikke ville være mor for hans børn. Børnene tog fint imod mig, og kun små konflikter til at starte med.

Men efter ca. 1 år forsøger hans ældste barn selvmord. Det er mig hun ringer til, og jeg får sat alt i værk for at hjælpe hende og samtidig være den buffer hun og hendes far har brug for.

I flere måneder sover hun hos mig indimellem, da hendes far rejser meget. Jeg tænker igen, jeg hjælper hende og ham, samt vi nok skal komme ud på den anden side. Men så sker der noget, hun får sig en kæreste. Han er skizofren.

Siden hendes selvmordsforsøg, så ændrede alt sig. Vi sov mindre sammen, vi så hinanden mindre og han begyndte at arbejde mere. Vores get-aways blev minimeret til en enkelt, hvor vi skulle af sted med venner.

Vi ser ikke hinanden særligt meget, vi sms’er og snapper. Når vi er sammen, så har vi et af hans børn med hele tiden. Dvs. ikke den ældste, da hun har sat sig et mål, om ikke at acceptere mig, så længe hendes far ikke kan acceptere hendes kæreste. I mellemtiden har hun også fået samme diagnose som hendes kæreste (skizofreni).

Jeg føler mig fanget, og at jeg venter hele tiden. Når jeg forsøger at arrangere noget, så svarer han, at det er en god ide, men vi når aldrig til at få sat en dato. Til jul gav han mig to overnatninger et sted i Europa. Jeg forsøgte at få ham til at finde en dato allerede i februar, pressede på i marts, og da vi nåede til april og endnu ikke havde en dato, så bestilte jeg en tur med mine veninder i stedet.

Læs også: Hvordan redder man sit parforhold?

Det sagde jeg til ham, så sagde han ”nå”, og derefter sagde han, at vi også skulle finde en weekend, hvor vi kunne være alene. Men jeg har brugt mine penge på turen med veninderne, da han ikke kunne tage sig sammen i flere måneder. Desuden havde han brugt alle sine pasningsmuligheder på sine firmature i hverdagene i maj måned. Så vi ville ikke kunne komme af sted. Hans mor og svigermor skal jo også på ferie og have lidt fri.

Jeg er nok en person, som gerne vil have styr på tingene, ikke at alt går efter en linje, men jeg vil gerne vide, hvor jeg står og hvad jeg kan forvente. Jeg planlægger. Han lever i nuet, eller i det minut han er i.

Jeg siger det til ham, jeg fortæller ham, at vi skal finde på noget sammen. Jeg kommer med forslag, men han siger ikke noget. Og dog, så kommer de tre ord, jeg elsker dig. Men for fanden da, de lyder så tomme!

Lige nu føler jeg, at jeg hele tiden skælder ud og forlanger alt muligt.

Skal jeg bare smutte, lade ham sejle og så må han tage sig sammen? Jeg er jo ikke hans mor.

Jeg har ikke længere lyst til at bo sammen med ham, men det er mest pga. hans børn.

Jeg er virkelig frustreret, og jeg kan ikke helt finde min mavefornemmelse i det her.

Men jeg kan mærke, at jeg til tider mærker, at jeg ønsker at være alene fremfor sammen med ham.

Og efter 2½ år, så burde man da stadig være nyforelsket og have et fyrigt sexliv. Men vi har ikke sex, vi sover jo ikke sammen mere.

Med venlig hilsen

Maria