Han har ikke fortalt mig i et år nu, at han elsker mig. Jeg gør alt for ham, hele tiden – men får ikke så meget tilbage. Han brokker sig og siger, at jeg skaber mig og at romantik er åndssvagt når man er så langt inde i et forhold. Det er “barnligt” og er noget man kun gør i starten. Det gør mig så vanvittigt ked af det.
Nu er vi nået dertil, hvor han klager over, at jeg ikke har lyst og jeg indrømmer, at der godt kan gå 14 dage. Men når vi så endelig har sex, er det helt fantastisk.
Hvornår ved jeg, at jeg ikke skal give en mand flere chancer? Er det, når mit hjerte har lukket sig, og når jeg har næsten mistet håbet om, at det kan blive anderledes? Hvad hvis jeg vil lære at elske ubetinget?
Jeg tænder meget på, at se min kæreste i meget frækt, sexet lingeri. Jo frækkere, desto bedre, åben bh og trusser, netstrømper, hofteholder, gennemsigtigt blondestof, stuepige outfit osv. Problemet er, at min kæreste føler sig utilpas og fjollet, når hun skal gøre sig “klar” og også, når hun har det på, når vi dyrker sex.
Vores forhold er altså på bestemt tid. Jeg ved bare ikke, om jeg kan holde ud, at han skal være der, når jeg bliver student osv. når jeg ved, at det slutter efter sommerferien?
Hun friede til mig den 24 dec. på en dybt romantisk måde! Vi ringede selvfølgelig rundt til venner og familie for at fortælle den gode nyhed, bortset fra hendes familie. Hun tør ikke fortælle det. Skal vi bare lade som ingenting og acceptere forholdene?