Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
Lesbisk skal giftes: “Svigerfar kan ikke li’ mig!”
Hej Holger.
Jeg har skrevet til dig, fordi jeg tumler med nogle ting, og jeg håber virkelig, du vil læse det og give mig et råd eller to.
Det ville gøre mig rigtig glad ❤️
Min kæreste og jeg har været kærester i 4 år. Min svigerfar havde nok fra start lidt problemer med mig. Jeg er en kvinde, og han havde nok ikke regnet med, hans datter var til piger.
Min svigerfar er familiens overhoved, og det er ham, der tager beslutningerne – og det hele skal gå efter hans hoved.
Som tiden gik fandt jeg ud af, at min kæreste var bange for ham. Ud ad til er han sjov, og en mand som holderne på formerne. Han er vokset op i en striks familie hvor det hele fungerede, men gjorde det det?
Min kæreste har været strengt opdraget, og der er skabt en KÆMPE respekt, men desværre også en kæmpe frygt for at gøre far sur.
Min svigerfar var ikke glad for mig, fordi jeg nok lærte min kæreste at være selvstændig. Og stille og roligt prøve at løsrive sig fra hans “magt.”
Min kæreste og jeg gik fra hinanden efter to år, og var adskilt i 6 måneder.
Vi havde behov for at finde os selv og finde ud af hvad vi ville. Vi fandt sammen igen. Han kunne ikke acceptere, at vi så hinanden igen, og her startede alt modgang og kamp.
Her to år efter er jeg stadig ikke velkommen i deres hjem, eller til noget hvor de deltager. De accepterer ikke min eksistens, og det er rigtig opslidende for vores forhold.
Læs også brevet: “Lesbisk: Jeg kan ikke li’ oralsex. Er jeg normal?”
Min kæreste står midt imellem hendes familie og mig. Vi har kæmpet for at vise det hvide flag, men min svigerfar står fast.
Min kæreste er stadig bange for ham, og når der er en konfrontation foregår den igennem hendes mor.
Jeg mener, hun har et faderkompleks som er skabt i en tidlig alder. Når hun snakker med ham, ligner hun en pige på 10 (hun er 27 nu) hun bliver “pattet,” og stræber efter hans opmærksomhed og anerkendelse.
Det er rigtig hårdt for mig at være i. Jeg føler, at jeg har en kæreste, som ikke har løsrevet sig, og ubevidst bliver styret hjemmefra.
Hun friede til mig den 24 dec. på en dybt romantisk måde, og jeg sagde selvfølgelig ja!
Vi ringede selvfølgelig rundt til venner og familie for at fortælle den gode nyhed, bortset fra hendes familie. Jeg spurgte, om hun ikke skulle ringe, men hun vil ikke. Hun tør ikke fortælle det.
Men de er ikke uvenner, de lader bare som ingenting, og det er er så frustrerende. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.
Læs flere breve i brevkassen her.
Skal vi bare lade som ingenting og acceptere forholdene? Eller skal jeg skubbe til min kæreste i en retning som hedder løsrivelse fra dem?
Altså ikke adskillelse, men det duer jo ikke, at hun ikke kan sige fra, og slet ikke når vi nu skal dele vores liv sammen som et gift par.
Mange hilsner Hanne
Lesbisk skal giftes: “Svigerfar kan ikke li’ mig!”
Holgers svar:
Hej Hanne
Tak for dit brev.
Og stort tillykke! 🙂
Du skal starte med at tale med din kæreste om tingene. I skal have en fælles forståelse af jeres udfordringer, så I kan støtte hinanden og stå stærkere sammen. Snak med hende om flg.:
- Er hun tilfreds med at være bange for sine forældre?
- Hvordan ser hun jeres fælles fremtid, hvis hendes far har et problem med dig?
- Hvordan skal I forholde jer til, at du ikke er velkommen i forældrenes hjem?
Hvis det er svært for jer, at tale om tingene, så tal med en parterapeut. Det er bedre end der ophobes misforståelser og spændinger i forholdet. Nu hvor I skal giftes, så aftal at det skal være slut med hvide løgne og fortielser.
I en parterapisession bliver det også mere klart, om din kæreste har et problem med hendes far. Og hvis hun har, så bør hun overveje psykoterapi. Det bliver svært for hende, at være i en voksen relation til dig, hvis hun stadig er som et barn i forhold til hendes forældre. Det bliver alt for opslidende for jer begge. Og det er synd for jeres forhold. Hvis I aldrig har prøvet parterapi, så kan du her se, hvordan det foregår.
Det er hårdt at tage opgør med sine forældre. Men det hører med til at løsrive sig, blive voksen og stå på egne ben.
Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at der er masser af drama og magtspil. Jeg anbefaler at du/I læser flg. 2 artikler om sociale spil og roller: Dramatrekanten og Transaktionsanalyse.
Men den første opgave er, at din kæreste ringer til sine forældre, og fortæller den gode nyhed. Selvfølgelig skal de have det at vide.
Inden hun ringer, skal hun sige til sig selv: “Mine forældre elsker mig præcis som jeg er. De vil mig kun det bedste. De bliver lykkelige, når jeg er lykkelig”. Det hjælper hende ud af rollen, som det uartige barn. Og det hjælper hendes forældre ud af rollen, som de strenge forældre der har ret til at være utilfredse og kritisere.
Hold hende i hånden og ring sammen.
Held og lykke!
Kærlig hilsen
Opdateret d.12 aug. 2022.
12-8-2022Lesbisk skal giftes: “Svigerfar kan ikke li’ mig!”Bevidsthed.org
Hej Holger
Tak for dit hurtige svar, det må jeg sige!
Marianne og jeg er gode til at snakke sammen, vi er bevidste om, at tingene bliver nødt til at komme ud, og vi skal være ærlige, men lige det her emne er en svær en for os. Og vi mangler tit et andet synspunkt og en eventuelt anden løsning på et problem.
Hun har det selvfølgelig svært, ved at snakke om de her ting med hendes familie, fordi hun ved, det måske aldrig bliver bedre.
Og når hun skal ringe og fortælle den gode nyhed, ved hun godt, at de ikke på nogen måde bliver glad på hendes vegne. Tror ikke en gang de kunne finde på at sige tillykke. Så det er hårdt.
Men hun bliver selvfølgelig nødt til, at gøre det som du siger, og så er det ude.
Hvordan synes du, hun skal tackle et negativt svar? Hun bliver jo super ked af det.
Mvh Hanne
Hej Hanne
Det er svært at sige, hvordan hun skal takle et negativt svar. Det kommer lidt an på, hvad de siger og gør.
Men det er en del af livet, at ens forældre ikke nødvendigvis bakker op om ens valg og livsstil. Det er selvfølgelig hårdt og ærgerligt, men hun må bruge det som en anledning til at løsrive sig. Og dermed gøre sig mindre afhængig af sine forældres accept.
Det vigtigste er jo, at I to har det godt sammen. Så det skal være jeres fokus.
Brug en masse tid på at tale om tingene og de svære følelser. Der er ingen vej uden om.
Her er en guide til gode dybe samtaler: Dybe samtaler redder dit forhold
Du er velkommen til at skrive igen, når hun har talt med sine forældre
Kh Holger