Tantrasex for begyndere
I mit arbejde som sexolog og parterapeut møder jeg mange, som er nysgerrige på tantrasex. Her får du en kort introduktion:
Tantrasex handler ikke om specielle teknikker, selvom der findes en masse avancerede øvelser, du kan kaste dig ud i. Tantrisk erotik handler først og fremmest om nærvær og kærlighed.
Derudover handler tantrisk elskov om personlig og spirituel udvikling. Der er altså en dybde dimension i tantra, som adskiller tantra fra “alm. sex”. Det højere formål ikke kun er glæde, nydelse og orgasmer, men at opdage nye lag af sig selv og hinanden.
Det modsatte af tantrasex er det hurtige knald, med en du tilfældigt mødte lørdag nat. Selvom den slags spontane møder kan være fornøjelige, kan det også efterlade et savn efter noget dybere og mere meningsfuldt.
5 principper for tantrisk erotik
Der er ingen regler for tantrisk erotik, kun principper og retningslinjer:
- Kærlighed og nærvær er fundamentet for tantrasex – ikke avancerede stillinger og teknikker.
- Begær og lyst er ikke et mål i sig selv men et middel til at styrke kærligheden.
- Den seksuelle energi er forudsætningen for sex, og derfor skal den bevares. Det betyder, at manden ikke får udløsning, og kvinden ikke får eksplosive klitorisorgasmer. Til gengæld må begge gerne få såkaldte implosive orgasme (fx helkropsorgasmer, skedeorgasmer osv.), som bevarer energien.
- Sex ses som noget ophøjet: I stedet for at knalde, elsker man. Det erotiske møde handler om at gøre sin elskede lykkelig i stedet for egoistisk tilfredsstillelse af egne behov.
- Ekstatisk nydelse, dybe orgasmer og intens kærlighed bruges som effektive metoder til personlig udvikling.
Læs også: Min vildeste helkropsorgasme
Sådan gør du: Tantrasex i 5 trin
1. Forberedelse
Hvis I har forberedt jer godt, får I en bedre oplevelse. Start med at lave en tantradate nogle dage ude i fremtiden, så I kan begynde at glæde jer. Det er en god idé ikke at have sex 2-3 dage inden jeres tantradate, så I længes ekstra meget efter hinanden.
Gør noget særligt ud af at skabe en kærlig stemning mellem jer. Manden kan give sin kvinde en lille gave, fx noget chokolade eller blomster. Og kvinden kan fx tage noget ekstra sexet undertøj på.
Gør soveværelset til jeres eget tantratempel: Sørg for at det er pænt og rent, fjern det beskidte vasketøj, stil blomster frem, tænd stearinlys og find noget rart musik. Skru evt. op for varmen, så I kan være nøgne i lang tid.
Det er også en god idé at lave jeres eget lille ritual, som markerer, at det er en særlig begivenhed. Fx ved at bruge noget særligt sengetøj eller spille noget specielt musik.
I en travl hverdag bliver kærligheden ofte glemt. Derfor er en godt start at huske alt det, som I elsker ved hinanden. Start fx med at sidde overfor hinanden og se hinanden i øjnene. Tænk på dengang I var allermest forelskede, og mærkede kærligheden mellem jer. Husk formålet med jeres tid sammen: At give så meget kærlighed og lykke til hinanden som muligt.
Øv dig hele tiden på at se det højeste og mest fantastiske i din kæreste. Det er næsten som om, du gør dig forelsket igen.
Hvis I har lyst, kan I evt lave en hjertemeditation sammen (se evt. her: dit intelligente hjerte).
2. Forspil
Alt for mange sjusker med forspillet, fordi de har travlt med at komme til hovedretten. Men hvis du er sammen med en, du elsker, hvorfor så have travlt?
Forspil er vigtigt for både manden og kvinden. Det er ikke noget, som bare skal overstås for at gøre kvinden klar til sex.
Forspillet er den periode, hvor de elskende finder en fælles erotisk bevægelse. Derfor er det vigtigt ikke at skynde sig. Fokusér på at skabe en kærlig energi, som kan holde hele mødet.
Tantrisk erotik er ét langt forspil.
Fysisk har kvinden typisk brug for mere tid og opmærksomhed end manden, før hun er klar til elske. Hendes krop har brug for kærtegn, opmærksomhed og kærlighed for at åbne sig. Et godt tip til manden er at gå roligt frem. Start med at kærtegne hendes ryg, hals, nakke og lår. Vent med bryster og skød til sidst.
Selvom manden typisk hurtig er klar til sex, så hjælper et langt forspil ham til at åbne sig følelsesmæssigt. Derfor er det vigtigt, at manden får kærtegnet hele sin krop blidt og kærligt. Desuden vækker forspillet både mandens og kvindens erotiske zoner, så han får en langt bedre erotisk oplevelse.
3. Elskov
Tantrasex fokuserer på nuet. Du skal være helt til stede i dine sanser og din krop i stedet for at forsvinde ind i hovedet.
Pas på ikke at falde i gamle mønstre, hvor I jagter orgasme og udløsning. Slap af i kroppen, vær nærværende (undgå at fantasere), tag det roligt, se hinanden i øjnene og nyd det.
Som før nævnt, skal du se det smukkeste i din kæreste, og alt dét du har været forelsket i. Det kræver en smule øvelse, men belønningen er stor. Det er en attitude som forvandler sex til elskov, og liderlighed til kærlighed. Desuden bliver det nemmere for mænd at få orgasme uden udløsning.
Hvis dit begær overskygger de kærlige følelser, så fokuser i dit hjerte. Sæt evt. tempoet lidt ned eller tag en pause, hvor I kun kæler og kysser. Når du mærker, at kærligheden igen er større end dit begær, kan I fortsætte. Det handler om at prioritere kærligheden!
4. Efterspil
Ofte slutter “normal” sex, når den ene eller begge har fået orgasme. Men hvis ingen får eksplosiv orgasme, kan det erotiske møde fortsætte indtil begge føler sig mætte, og det er naturligt at slutte.
Efterspillet er vigtig, så sørg for at bevare en kærlig stemning. Brug gerne blide kærtegn til at lande i hjertet.
5. Adskillelse
Når efterspillet er slut, og I går hver til sit, så brug alenetiden til at fordøje alle indtrykkene. Læg mærke til hvor tætte og intime I er med hinanden.
Det er først, når du er alene, du bliver fuldt bevidst om energien og de usynlige bånd, der er imellem dig og din kæreste. Derfor kan alenetid være en rigtig god ide.
Hvis du har mulighed for det, så gå evt. en tur, meditér eller bare sid i stilhed og mærk dig selv. Mærk taknemmeligheden over jeres fælles oplevelse, og glæd dig til næste gang.
Alenetid øger også den seksuelle polaritet, så din kæreste virker endnu mere tiltrækkende, når I mødes igen!
Vigtigt tip til tantrisk erotik
Jeg har lavet en video, hvor jeg gennemgår et vigtigt tip til tantrisk elskov, nemlig at du venter på “2.bølge.” Du får videoen her:
5 udfordringer ved tantrasex
Tantrasex er en udfordring for mange. Her er nogle typiske forhindringer:
- Hvis du er vant til at fantasere under sex, er det svært at være nærværende.
- Plejer du at have sex uden kærlighed, er det en udfordring at have hjertet med.
- Er du normalt mest optaget af din egen nydelse, er det unaturligt at “tilbede” din elskede.
- Er du vant til at få udløsning (ejakulation eller klitorisorgasme), kan det være svært at få helkropsorgasmer og skedeorgasmer.
- Hvis du har modstand på at planlægge et erotisk møde, føles det måske unaturligt at lave en tantradate.
Læs også: Alle kan få flere orgasmer
5 fordele ved tantrasex
I tantra går sex, kærlighed og personlig udvikling op i en højere enhed. Det har mange positive effekter:
- Den erotiske oplevelse er langt mere komplet og tilfredsstillende.
- Kærligheden og intimiteten øges. Ikke kun når I elsker, men i parforholdet generelt.
- Tiltrækningen mellem jer øges. I bliver (næsten) som nyforelskede.
- I vokser som mennesker, og får det bedste frem i hinanden.
- Tantra åbner nye døre i det erotiske univers, som kan give ny energi til dit sexliv og parforhold.
Læs også: Hvad er tantramassage?
Vær at huske…
Tantra blander sex og kærlighed med spiritualitet og personlig udvikling. Tantrasex handler først og fremmest om attitude, kærlighed og nærvær – ikke specielle teknikker.
I tantra løftes begær, lyst og liderlighed til hjertet. Elskov er en måde at tilbede og ære din elskede i stedet for at jagte den næste orgasme.
Tantrisk elskov har mange positive effekter: Kærligheden og intimiteten øges. Du øver dig i at se det højeste i din kæreste, hvilket er rart for både din kæreste og dig. Kort sagt gør tantrasex dig til en bedre version af dig selv.
Er du interesseret i sex og personlig udvikling, så er denne e-bog noget for dig: Gratis e-bog om de 10 erotiske arketyper.
Til allersidst får jeg lyst til at tilføje, at tantra oprindeligt er et system til personlig og spirituel udvikling, som du fx kan læse om her: TheBritishMuseum.
PS:
Hvis du er mand, og har lyst til at udvide din seksuelle horisont, anbefaler jeg disse 5 råd til mænd, som vil være bedre i sengen. Det er samtidig en god forberedelse til tantra!
Folk spørger også om:
Hvad er tantra?
Hvordan kommer man i gang med tantra?
Hvad er tantra terapi?
Opdateret d.12 aug. 2024.
12-8-2024Tantrasex: 5 trin for begyndereBevidsthed.org
Glæder mig til at prøve det med min kone. Jeg har altid haft problemer med at få udløsning, når der har været kvinder til stede, men elsker sex, kærtegn og massage. Er en moden mand i 70’erne.
Har haft svært ved at være intim med min kæreste, håber dette kan hjælpe lidt med at åbne mere op for ham
Hej Camilla
Det håber jeg også.
Jeg ønsker jer begge held og lykke på rejsen.
Min kæreste og jeg vil prøve tantra sex på mandag. Vi har begge en tendens på at gøre det føles godt for hinanden, ofte på en voldsom måde. Glæder mig til at prøve dette.
21 årig
God fornøjelse – og held og lykke 🙂
Mvh Holger