Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
“Skal man fortælle, at man har været utro?”
Kære Holger
Skal man fortælle, at man har været utro?
Jeg er en pige på 22, som har været i en skønt forhold med min elskede kæreste snart 4 år.
Vi har både givet hinanden plads til at arbejde i udlandet, rejse og været på højskole uafhængigt af hinanden. Nu er vi begge bosat i Århus, hvor vi studerer og nyder livet.
Mit store dilemma er, at da jeg gik på højskole, faldt jeg for min meget flotte ven, det var svært for mig at styre det, fordi jeg blev virkelig forelsket i ham, når jeg havde drukket mig fuld.
Læs også brevet: Opråb til alle brugere af dating sitet Victoria Milan
En aften endte jeg med at sove sammen med ham, og vi puttede meget intimt hele natten og morgenen, men vi endte heldigvis ikke med at kysse eller tage den til next level.
Jeg nævnte det overfor mine veninder, som sagde at min kæreste ville slå op, hvis han fandt ud af det. Jeg besluttede ikke at sige noget, og har nu holdt det hemmeligt i et år.
Det piner mig stadigvæk og jeg fortryder det så inderligt, at jeg får helt ondt i maven ved tanken om den aften. Det florerer meget i mine tanker og jeg synes slet ikke min kæreste fortjener sådan en som mig…
Jeg spørger tit mig selv, hvad jeg skal stille op, og hvordan jeg kunne finde på det. Jeg skammer mig så inderligt meget. Jeg har selv oplevet utroskab i et tidligere forhold, som forvoldte mig meget smerte!
Læs også brevet: “Jeg har været utro”
Jeg kan næsten ikke holde den her hemmelighed ud, men hvis jeg fortæller det, skal jeg så fortælle hele sandheden, eller kan jeg nøjes med at fortælle, at vi sov ved siden af hinanden? Eller skal man slet ikke fortælle, at man har være utro?
Jeg håber du kan hjælpe, for min dårlige samvittighed har snart fyldt mine tanker for meget.
Kh S
“Skal jeg fortælle, at jeg har været utro?”
Holgers svar:
Hej S
Tak for dit brev.
Jeg tror, alle som har været utro, overvejer om man skal fortælle, at man har været utro. Svaret komme an på, hvem man er, hvor man er i sit parforhold
På den ene side er det smukt og godt, hvis man kan fortælle alle sine hemmeligheder, og parret kan rumme hinandens smerte og sårbarhed. At man kan vokse igennem krisen og komme endnu tættere på hinanden, på trods af det som skete.
Men hvis I ikke er dér, risikerer du, at du ødelægger dit forhold, blot fordi du vil dulme din dårlige samvittighed. Og det er slet ikke sikkert, at du får bedre samvittighed af gå til bekendelse. Måske bliver det værre. Den eneste forskel er, at nu har du også har gjort din kæreste ked af det. Og så er I begge triste.
Det faktum at I ikke havde sex, at du var fuld, og at det var i en speciel situationen, nemlig at du var på højskole, og at du ikke senere har opsøgt ham, synes jeg er formildende omstændigheder. Det får mig til at tænke, at det største problem er, at du ikke kan lade være med at tænke på det. At dine tanker kører i ring og er blevet en plage. Det ville give mening, hvis du stadig så ham, men det gør du jo ikke. Og det skete for 1 år siden.
Hvis du ikke formår at parkere dine tanke om fortiden, bliver du nødt til at sige det før eller senere, fordi du ikke kan være nærværende. Og i det tilfælde, synes jeg du skal sige det hele ærligt: Sig, at du var fuld, at du puttede med ham uden kys og sex. Og at du har mega dårlig samvittighed. Og at du vil gøre alt for beholde dit forhold.
Læs også: Sådan lægger I affæren bag jer
Hvis du kun siger halvdelen, risikerer du, at du senere føler dig presset til at sige resten, og så har din kæreste mistet al sin tillid til dig. For nu kan han åbenbart heller stole på dig, når det skal forestille, at du siger sandheden.
Endelig vil jeg sige, at du ikke skal skamme dig. Det er ok, at du fortryder, hvad du har gjort. Men du er ikke et dårligt menneske, fordi du har gjort noget dumt, da du engang var fuld på en højskole. Her kan du læse mere om skam.
Jeg kan ikke sige, om du skal fortælle om din utroskab eller ej. Men jeg håber, mit svar hjælper dig til at finde ud af, hvad som er det rigtige for dig. Hvis du beslutter dig for at sige det, så overvej nogle samtaler hos en parterapeut. Det kan være en stor hjælp for parforholdet.
De bedste hilsner
Opdateret d.29 mar. 202029-03-2020“Skal jeg fortælle, at jeg har været utro?”Bevidsthed.org
Hej Holger
Jeg står i mit livs største dilemma. Jeg har været min kæreste utro. Jeg er lige blevet færdig med efterskole, og har været sammen med min kæreste i 8 måneder.
Jeg var til en fest forleden, hvor der kun var en soveplads ved siden af hende, og hun er min gode veninde. Vi begge var ekstremt fulde, og hun blev meget kærlig. Hun begyndte derfor at røre ved mig, men jeg stoppede det ikke. Vi endte med at have sex, men efter ikke engang 30 sekunder, bryder jeg sammen. Jeg kunne ikke holde tanken ud omkring, hvad mine handlinger kunne få af konsekvenser, og nu føler jeg hun fortjener bedere. Jeg har ikke fortalt det til nogle, og min veninde er fast besluttet på at holde det hemmeligt.
Det jeg føler er det største problem, er sandheden. Hvis hun for den at vide, og hun slår op med mig, så går min verden under. Jeg føler ikke, jeg kan leve uden hende, og hun har hjulpet mig så meget med at komme videre fra ting, og gjort så meget som jeg ikke kan leve op til…. Hvad gør jeg?
Fortæller jeg sandheden, eller begaver jeg den i et hul med min veninde, og så kommer den aldrig op igen?