Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
“Jeg har været utro. Hvad gør jeg nu?”
Hej Holger
Jeg skriver til dig, fordi jeg har været utro. Jeg har det mega dårligt, jeg er forvirret og jeg skammer mig.
Jeg er en mand i et længerevarende parforhold, og sammen med min partner har vi to dejlige børn. Jeg elsker min familie, og jeg har altid set mig selv som en trofast og engageret far og partner. Men for nylig har jeg gjort noget, der har rystet min selvforståelse og mit syn på mig selv, fordi jeg har været utro.
Jeg ved, at utroskab er forkert, og jeg har altid fordømt det, når jeg har hørt om andre, der har været deres partner utro. Men nu står jeg selv i situationen.
Det startede vel enligt bare som noget god kemi, og uskyldige snakke på arbejdet. Jeg følte mig tiltrukket af en kollega, og det gav mig noget spænding, som jeg ikke har oplevet i lang tid. Men til sommerfesten kom vi til at danse lidt for meget. Og vi havde begge drukket. Efter festen gik det for langt, og vi endte med at være sammen. Så nu er jeg en af dem, som har været utro. Og det fylder mig med en skyld og skam.
Læs også brevet: “Mit dobbelt liv med utroskab”
Samtidig er der også en ubehagelig sandhed i, at jeg et eller andet sted synes det var en god oplevelse. Jeg er forvirret over mig selv. Jeg mærkede noget, som jeg havde glemt eksisterede. Men jeg har svært ved at tænke på konsekvenserne af, at jeg har været utro. Det gør ondt at tænke den smerte min utroskab kan få for de vigtigste personer i mit liv, nemlig min kone og børn.
Jeg er splittet mellem modstridende følelser. På den ene side har jeg dårlig samvittighed og føler dyb skam over mig selv. På den anden side forstår jeg ikke, hvorfor jeg havde trang til at være utro, og hvorfor jeg ikke kan slippe tanken om den spænding, jeg kort oplevede.
Hvordan kunne jeg tillade mig selv at gå så langt? Hvorfor har jeg været utro, når jeg elsker min familie, og hvad det siger om mig som person og partner? Jeg elsker min familie og vil ikke miste dem, men jeg er også bange for, at min hemmelighed vil fortære mig indefra. Jeg ved ikke, om jeg skal tilstå og risikere at ødelægge alt, eller om jeg skal forsøge at lægge det bag mig, og fortsætte som om intet var hændt.
Læs også brevet: “Min kæreste kan ikke slippe tanker om, at jeg var utro”
Jeg har brug for hjælp til at forstå, hvorfor jeg har været utro, og hvordan jeg kan håndtere situationen på den bedst mulige måde. Hvordan kan jeg komme overens med mine følelser og finde en vej frem?
Jeg har været utro, og det er noget, jeg aldrig troede, jeg skulle skrive eller indrømme. Undskyld at jeg skriver lidt usammenhængende, men jeg håber du har et godt råd.
Med venlig hilsen
En splittet mand
“Jeg har været utro. Hvad gør jeg nu?”
Holgers svar:
Hej splittede mand
Dit parforhold går igennem flere faser efter utroskab, og der er ikke en simpel måde at håndtere krisen efter utroskab.
Her får du mit bud på 4 vigtige trin, du skal igennem, når du har været utro:
- Sig sandheden til din partner
- Find ud af hvorfor
- Hel sårene
- Opbyg et godt parforhold
1) Sig sandheden om, at du har været utro
Når jeg læser dit brev, er mit første råd, at du fortæller din partner, at du har været utro.
Man skal altid sige hele sandheden og dele alle detaljer, tanker og følelser med sin partner, fordi man ofte kommer til at såre sin partner unødvendigt. Så mit råd er, at du overvejer dine ord grundigt. En god tommelfingerregel er, at detaljer som skaber billeder i din partners hoved sjældent gavner.
Men når det er sagt, så synes jeg, du skal lægge dig fladt ned, og fortælle præcist hvad der skete.
2) Find ud af, hvorfor du har været utro
Utroskab kalder på selvrefleksion!
Nogle gang er der den dybere grund til utroskab. Andre gange er den eneste årsag, at man var fuld, manglede selvkontrol og slog hjernen fra. Der er mange grunde til utroskab, som jeg fortæller om her: De 5 former for utroskab.
Du bliver nødt til at finde ud af, hvordan du kunne finde på at gøre noget, som potentielt kan ødelægge det dyrebareste, du har. Når du ved, hvorfor du var utro, kan du meget bedre undgå, at det sker igen. Og du bliver også klogere på, om du mangler noget i dit parforhold.
Jeg kan høre, du er forvirret over din utroskab, hvilket er godt tegn, for det viser, at du reflekterer over dig selv. Og det lyder som om, du allerede har en idé om, hvad det handler om. Du skriver jo, at du genopdagede en del af dig selv, som du havde glemt.
Det er måske den hyppigste grund til utroskab: At vi gerne vil i kontakt med noget i os selv, som vi af en eller anden grund ikke kan finde i det faste parforhold. Du skal tænke mere over, om det handler spænding, bekræftelse, kontrol, leg, frihed eller noget helt andet.
Jeg lægger mærke til, at du kun har været utro én gang, at det ikke var planlagt, og at der var alkohol indblandet. Den form for utroskab er i den mildere ende end eksempelvis en længerevarende affære, hvor man gentagne gange har planlagt og udført utroskab. Men det kan du høre mere om i dette gratis mini-kursus: De 5 former for utroskab.
3) Hel sårene efter din utroskab
For mange er utroskab, det største svigt man kan blive udsat for. Derfor tager det lang tid at komme videre, og mange får hjælp af en parterapeut efter utroskab.
Der er ikke noget, du kan sige eller gøre, som får din partner til at tilgive dig her og nu. For de fleste tager det meget lang tid at genskabe tilliden til sin partner efter utroskab.
Det bedste du kan gøre er at tale med din partner, lytte og være ærlig. Hver dag skal du spørge ind til partner, vise omsorg og kærlighed. Gør du det, øger du chancen for, at I langsomt finder sammen igen.
Overvej også at læse bøger om utroskab (jeg anbefaler Ester Perels bog: The state of affairs) og besøg evt. en parterapeut. Endelig kan I snuppe dette online kursus: Ramt af utroskab.
4) Opbyg et godt parforhold
Jeg kan høre, at du virkelig har dårlig samvittighed, og at du elsker din kone og familie. Og det er det bedste udgangspunkt for at komme videre efter troskab.
Når et parforhold er ramt utroskab, er det ikke nok at lægge fortiden bag sig og fortsætte som før. Målet skal være at skabe et helt fantastisk godt parforhold.
Når du har været utro, skal du tage det som en vigtig opgave at give din partner endnu mere kærlighed og opmærksomhed. Du skal være en endnu bedre partner, og investere en masse energi i jeres kærlighedsliv. Det skylder du både dig selv og din partner.
Du ved sikkert allerede godt, hvad du skal gøre for at skabe et godt parforhold. Men hvis du er i tvivl, så se her hvad der er vigtigt i et godt parforhold.
Til sidst for du en lille opmuntring. Det er nemlig sådan, at utroskab nogle gange skaber en masse positive forandringer i parforholdet, og ender med at gøre forholdet stærkere. Det kan du læse mere om i dette interview med Ester Perel.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Og jeg ønsker for dig, at du lykkes med at hele sårene og redde dit parforhold.
De bedste hilsner
Opdateret d.22 juni 2024.
22-6-2024Jeg har været utro. Hvad gør jeg nu?Bevidsthed.org