Sådan lægger I affæren bag jer
Utroskab er årsagen til nogle af de største kriser i parforholdet – og en hyppig årsag til at søge hjælp hos en parterapeut.
Tankerne om partnerens affære vækker stærke ubehagelige følelser, som gør det svært at tilgive og tænke konstruktiv. Og kun gør det endnu sværere at redde forholdet.
I denne artikel får du gode råd til at komme over utroskab.
Læs også: Hvorfor er man utro?
Men hvorfor topper utroskab listen over umoralske handlinger? Sikkert fordi utroskab opleves så smertefuldt. Men hvorfor opleves ens partners affære så forfærdeligt?
Det føles som om din partner siger nej tak til dine følelser, seksualitet, drømme og venskab.
En affære er det ultimative bedrag!
I gamle dage var parforholdet primært en praktisk foranstaltning, som grundlæggende skulle sikre en families overlevelse.
Det handlede ikke om at indfri romantiske drømme, men om at få børn og overleve vinteren. Derfor ville en affære ikke nødvendigvis undergrave ægteskabets fundament – nogle gange var utroskab endda forventet og accepteret.
I dag stiller vi langt større krav til hinanden: Vi vil have en kæreste, elsker, god ven og livsledsager i en og samme person. Og parforholdet skal give os eventyr, kærlighed, sex, oplevelser og personlig udvikling, udover børn og et velfungerende hjem.
Kort sagt: Vi vil have det hele!
Utroskab opleves som en afvisning på mange niveauer. Du føler dig forrådt, ladt i stikken, ydmyget og forladt. Det føles som om din partner siger nej tak til dine følelser, seksualitet, drømme og venskab. Alt det du har investeret i forholdet, bliver vraget. Derfor føles partnerens affære som det ultimative bedrag.
Faktisk viser et studie, at mellem 30% og 60% oplever angst, depression og PTSD efter de opdager at deres partner har været utroskab!
Læs også: Forstå de 5 slags utroskab
3 faser i genopbygningen af forholdet
Når en affære afsløres, kastes forholdet som regel ud i en kæmpe krise. I værste fald ødelægges forholdet, men sådan behøver det ikke at gå.
Et forhold går igennem 3 faser efter en affære er blevet kendt og afsluttet (Ester Perel beskriver de 3 faser i bogen State of the affairs):
- Krise og chok
- Forståelse og indsigt
- En ny fremtid
De 3 faser gennemleves ikke nødvendigvis i rækkefølge eller trin-for-trin. Forholdet kan være i flere af faserne samtidig, ligesom parret kan vende tilbage til de enkelte trin ad flere omgange.
Hvis du kender de 3 trin, øger du chancen for at utroskaben ikke bliver forholdets afslutning, men begyndelsen på noget nyt.
1.Fase: Krise
Umiddelbart efter affæren bliver afsløret, ryger forholdet i en krisetilstand.
Hvis din partner har haft en affære:
Hvis din partner har været utro føler du svigtet, forrådt, bedraget og hjælpeløs. Med et enkelt slag mister du tillid til din partner, din partner, jeres forhold og fælles historie.
Dit overlevelsesinstinkt sætter dig i en kæmp, frys eller flygt-tilstand. Nogle gange har du lyst til at løbe væk fra forholdet og din partner. Andre gange er du rasende og vred.
Det vigtige er, ikke at tage forhastede beslutninger. Uanset hvor meget vrede du føler, så skal du trække vejret inden du siger eller gør noget. Ellers er der stor risiko for, at du gør ondt værre med dine ord og handlinger.
Det kan være en god idé at tage nogle dage hver for sig. Det gælder især, hvis du mærker den mindste trang til at være voldelig eller fysisk destruktiv.
På sigt skal du acceptere, hvad der er sket, forstå hvorfor, tilgive og endelig se fremad.
At komme over at ens partner har været utro er på mange måder en sorgproces, som har flere trin. Det kan du læse mere om her:
Læs også: Sorgens 4 opgaver
Hvis du har haft en affære:
Hvis du har været utro, er din opgave at indrømme dine fejl og undskylde, uden at bortforklare. Mange gange.
Du skal anerkende din partners smerte. Være nærværende og lyttende i jeres samtaler. Også selvom du skammer dig, og har lyst til at gemme dig. Men det hjælper ikke din partner. Han/hun har brug for at blive set, hørt og bekræftet.
Du skal vise din partner, at du vil ham/hende og jeres forhold. Derfor skal du igen og igen fortælle, at du har fortrudt, og vise din partner, hvor vigtig jeres forhold er for dig.
Fordi du har svigtet din partner og jeres forhold, er det vigtigt, at du tager ansvar for parforholdet og jeres situation. Dvs. du skal starte de fleste af jeres samtaler, selvom det er ubehageligt. Du skal spørge ind til din partners følelser, lytte, trøste og undskylde.
Hvis du har været utro, svinger dine følelser mellem skam, ambivalent skyld og selvhad. Det er vigtigt, at du lægger skammen fra dig, og påtager dig din skyld. Når du skammer dig, forsøger du at gemme dig. Men det kan ingen bruge til noget. Først når du påtager dig skylden, kan hjælpe din partner. Bliv klogere på skyld og skam her:
Læs også: Skam – at føle sig forkert i verden
2.Fase: Forståelse og indsigt
Når toppen er taget af krisen, skal I forstå, hvorfor den ene partner indledte en affære: Hvad gik forud? Hvilke følelser motiverede utroskaben? Osv. Og I skal skabe klarhed om, hvad utroskaben har betydet for jer begge og for forholdet.
Denne fase tager tid, selvrefleksion og mange dybe samtaler. Det er vigtigt at kunne møde hinanden med forståelse og empati, så samtalerne ikke udvikler sig til konflikter og magtkampe. Du kan evt. finde inspiration her:
Læs også: Empatisk kommunikation og dybe samtaler
Advarsel: Hvis din partner har været dig utro, så tænk dig om 2 gange, inden du stiller et spørgsmål. Overvej om du virkelig vil kende svaret. Fx: Hvad tænder dig mest ved ham/hende? Er han/hun bedre i sengen end mig? Er hendes bryster større end mine? Osv. osv.
Pas på du ikke bliver detektiv i fortiden, og forsøger at grave alle mulige detaljer frem, som ikke støtter jer i det videre. Husk at formålet er, at forstå hvad der drev din partner til at have en affære.
Her er nogle forslag til spørgsmål:
- Følte du dig skyldig?
- Har du dårlig samvittighed?
- Tror du affæren er opstod pga. vores sexliv?
- Har du savnet nærhed og kærlighed mellem os?
- Overvejede du nogensinde, om du ødelagde vores parforhold?
- Har du fortalt om vores affære til andre?
- Overvejede du at forlade mig?
- Prøvede du bevidst/ubevidst at få min opmærksomhed?
- Hvordan var det for dig at leve med en hemmelighed?
- Var affæren en måde at blive bekræftet?
- Havde du længe overvejet at få en affæret?
- Opstod affæren tilfældigt?
- Osv.
3.fase: En ny fremtid
Når krisen har lagt sig, og I har erkendt nogle af årsagerne til, hvorfor affæren opstod, så er det tid til at se fremad.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om I har lyst til at fortsætte som et par?
Måske er affæren udtryk for, at forholdet slet ikke er værd at redde. Måske er forholdet blevet en dårlig vane, som ingen har haft vilje og mod til at gøre noget ved. I det tilfælde er affæren dråben, som gør det klart, at det bedste er at skilles som venner.
Men hvis I beslutter at blive sammen, er spørgsmålet, hvordan oplevelsen integreres i forholdet. Og hvordan I kommer videre efter utroskaben.
Her er nogle vigtige spørgsmål:
Hvad skal tilgives og hvordan? Hvordan skal/bør den svigtede part forholde sig til sin utro partners affære? Hvordan kan den utro part forsat hjælpe helingsprocessen?
Hvordan undgås utroskab i fremtiden? Skal der opstilles nye regler for samværet? Var der mønstre i forholdet, som var særligt medvirkende til at affæren opstod?
Men det vigtigste spørgsmål er: Hvordan skal vores forhold se ud i fremtiden? Hvor vil vi hen? Disse spørgsmål er med til at give forholdet en vision for fremtiden.
Det er ikke nok, kun at tænke defensivt: Hvordan undgår vi det samme igen? Der skal også tænke offensivt: Hvordan kan vi gøre vores forhold endnu bedre, så ingen af os overhovedet har lyst til en affære?
Hvis affæren bruges som anledning til at se parforholdet med friske øjne, kan der faktisk komme noget godt ud af det. Det har jeg set flere gange som parterapeut.
Læs også: Hvordan genopbygger man tillid?
Værd at huske om at komme videre efter utroskab
Hvis du vil redde dit parforhold efter en affære, skal I gennem 3 trin: Krise, forståelse og en ny fremtid:
I 1.fase (krisen) gælder det primært om ikke at tage forhastede beslutninger. Nervesystemet er stresset, og det er svært at se sin situation klart.
2.fase (forståelse) handler om at forstå hvorfor og hvordan affæren opstod.
I 3.fase (en ny fremtid) gælder det at give parforhold en ny retning og en bedre fremtid.
PS:
Kender du de 5 forskellige slags utroskab? Ellers kan du læse her: De 5 slags utroskab.
Opdateret d.15 dec. 2017
15-12-2017Utroskab: Sådan lægger I affæren bag jer!Bevidsthed.org