Vælg en side

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevkasse

“Hvordan får jeg ham til at elske mig igen?”

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og et par måneder. Vi har elsket hinanden og været uadskillige siden første dag vi mødtes og har haft det utroligt sjovt sammen, Vi har den samme humor og elsker at lave alting sammen. Vi har altid kunne få hinanden til at grine og kunne snakke om alt mellem himmel og jord. Helt fra starten har vi talt om at vi ville leve med hinanden resten af livet, vi har lagt langtidsplaner og snakket om børn osv.

Vi har faktisk haft et helt perfekt forhold indtil jeg mistede min far. Min kæreste var der virkelig for mig, selvom jeg var sur, ked af det og umulig. Da der var gået et langt stykke tid, kunne jeg stadig være meget sur over ingenting, og det fyldte meget mere hos ham end jeg troede. Vi fik snakket tingene igennem og det gik ud på han havde mistet tålmodigheden og kærligheden. Hvilket jeg jo sagtens kan forstå.

Han er ikke en person som snakker meget om sine følelser, så derfor går han med det hele for sig selv. Han ved ikke hvordan han skal få kærligheden tilbage, det eneste han ved er at han gerne vil have den tilbage.

Læs også brevet: “Jeg savner nærhed, bekræftelse og kærlighed”

Han har i et stykke tid arbejdet i London, og det gjorder at vi kunne savne hinanden, men siden han kom hjem har han bare ikke været i det samme gode humør som han plejede. Og fordi han ikke i lang tid havde vist mig kærlighed, havde jeg følt at han var på vej væk, og derfor følte jeg mig heller ikke så sikker på ham mere.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal opføre mig? Hvis jeg er for kærlig og skriver for meget til ham, føler jeg at jeg skubber ham lidt væk, men tror heller ikke at det gør noget godt for forholdet at distancere mig fra ham.

Håber virkelig du kan hjælpe – han er min eneste ene, jeg vil kun ham, og jeg elsker ham uendeligt højt. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at han får det på samme måde igen, og at vi kommer stærkere ud på den anden side.

Hilsen en meget fortvivlet pige.

“Hvordan får jeg ham til at elske mig igen?”

Holgers svar:

Hej fortvivlet pige.

Tak for dit brev.

For det første: Det er først om fremmest ham selv, der skal arbejde for at finde kærligheden. Du skal selvfølgelig være en god kæreste og gøre de ting, som fungerer for jer. Men primært er det ham, som skal åbne sit hjerte.

De fleste venter passivt på, at kærligheden skal komme dumpende fra himlen. Men det er ikke en god strategi, for det er nemlig ikke sikkert, at den kommer af sig selv. Kærlighed er ikke kun følelse, som man venter på opstår. Kærlighed er også en handling, noget man gør. Jeg anbefaler, at I begge læser denne artikel om kærlighed, og får inspiration:

Læs også: Kærlighed er en handling (ikke kun en følelse)

Det næste du skal vide er, at forelskelse ikke varer ved. Efter 1-2 år er næsten alle forelskelser væk. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at de stærke følelser I havde i starten, mister intensiteten efter et års tid. Selvom det har været hårdt for dig, at din mor døde, og det måske også har været hårdt for jeres forhold, er det ikke sikkert, at jeres forhold havde været anderledes, hvis din mor stadig var levende. Så bebrejd ikke dig selv, at du ikke har været en nem kæreste i en periode.

Forelskelse er så intens en oplevelse, at det er svært ikke at føle, at der er noget galt, når det en dag slutter. Men når forelskelsen slutter, kan der opstå en dybere og mere moden kærlighed. En venskabelig mere rolig og stabil kærlighed, fordi I er glade for at have hinanden, er trygge i hinandens selskab og har lyst til at være sammen.

Desværre er det ikke alle, som lykkes med at holde sammen, når forelskelsen stopper. Det ser jeg tit i mit arbejde som parterapeut. Du kan blive klogere på forelskelse og venskabelig kærlighed her: Kærlighedens kemi – Forelskelse, begær og venskabelig kærlighed

Jeg foreslår, at du giver ham lidt mere plads. Pas på du ikke “jagter” ham ved at sende en masser SMS’er osv. Det skubber ham bare væk. Når man er forelsket, har man lyst til at være sammen 24/7, men når man ikke er forelsket, bliver det hurtigt for meget. Så hold lidt afstand, men det betyder selvfølgelig ikke, at du skal lukke dit hjerte.

Dernæst skal du acceptere, at det nok aldrig bliver, som da I var nyforelskede. Til gengæld kan jeres forhold tage nogle vigtige skridt frem, hvor I lærer at elske hinanden på en ny måde, som ikke har noget med forelskelse at gøre. Det kræver lidt arbejde, men belønningen er stor.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg ønsker jer alt det bedste.

De bedste hilsner

Elsk mig igen

Opdateret d.9 aug. 2022.

9-8-2022“Hvordan får jeg ham til at elske mig igen?”Bevidsthed.org 

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!