Bliver du spontant liderlig? Eller skal du tændes af din partner?
Der er 2 grundlæggende forskellige måder at blive liderlig på:
Spontant: Din liderlighed opstår inden i dig selv, uafhængigt at omgivelserne, typisk som en tanke eller fantasi.
Responsiv: Din lyst opstår som reaktion på nogen (eller noget) uden for dig selv, fx når du bliver forført.
De 2 måder at tænde på kan forstås som yderligheder på en skala, hvor de fleste ligger et sted på midten. Nogle gange tænder vi af os selv, andre gange tænder vi, fordi vores partner tager initiativ.
I mit arbejde som sexolog møder jeg mange par, som er frustrerede, fordi de ikke har forstået, hvordan deres partner tænder. Derfor er det vigtigt, at du kender de 2 måder at tænde på.
Hoved eller krop?
Sexlyst og liderlighed er forbundet til både hoved og krop, og god sex forudsætter at både hoved og krop er med.
Nogle gange har du tanker og fantasier om sex, uden at din krop følger med. Fx kan mandens erektion udeblive, selvom han har haft masser af tanker om sex. Og på samme måde kan en kvinde tro, at hun har lyst til sex, men i sengen bliver hun ikke våd, fordi kroppen ikke er fulgt med tankerne.
Andre gange er det omvendt: Nogle gange er kroppen klar, men din følelser og tanker er et andet sted. Fx kan mænd vågne med en erektion uden at have lyst til sex.
Formålet med forspil er bl.a. at synkronisere tanker og følelser med kroppens impulser og behov. Derfor er forspil vigtig for både mænd og kvinder, selvom mange mænd opfatter forspillet som noget, der bare skal overstås for kvindens skyld. Men mænd har faktisk lige så meget brug for forspil som kvinder.
Spontan sexlyst
Spontan sexlyst er bl.a. kendetegnet ved, at du bliver liderlig på ”tilfældige” tidspunkter i løbet af dagen.
Spontan sexlyst starter typisk i hovedet med tanker og fantasier, som derefter gør kroppen klar til sex. Fx når du er på arbejde, sidder i bussen eller handler, opstår der måske tanker om sex, som tænder dig.
Hvis du bliver spontant tændt, har du ofte lyst til sex, og er tit den, som tager initiativ til sex. Din krop er ikke nødvendigvis klar, når du tager initiativ, men du er drevet af dine tanker og forestilinger om, hvad der kommer til at ske. Din krop bliver klar hen ad vejen.
De fleste mænd tænder spontant, men også nogle kvinder har dette mønster.
Læs også: Erotisk intelligens: Bevar sexlysten i dit parforhold
Udfordringen for det spontane mønster
Fordelen ved det spontane mønster er, at der sker noget. Du går ikke rundt i flere uger uden at mærke lyst og liderlighed, og du er ikke afhængig af specielle omstændigheder for at have et aktivt sexliv med andre – eller dig selv.
Udfordringen er, at du nogle gange mister forbindelsen til kroppen, som nogle gange ikke vil være med. Måske er du stresset, ked af det, træt eller vred uden du har opdaget.
Udfordringen er altså, at du går i gang med sex, uden at du rigtigt mærker dig selv. Det kan bl.a. betyde, at du pludselig mister lysten, eller måske fortryder halvvejs eller bagefter.
Du kan træne din kropsbevidsthed og få bedre forbindelse med din krops instinkter og lyst. Det kan du læse mere om her: Kropsbevidsthed er vejen til selvindsigt.
Hvordan bliver du liderlig? Starter det med en tanke? Eller starter det i din krop?
Responsiv sexlyst
Responsiv sexlyst er kendetegnet ved, at du ikke bliver liderlig af dig selv på “tilfældige” tidspunkter. Nogen eller noget uden for dig selv skal tænde dig.
Du tænker sjældent på sex, og derfor har du ofte mindre lyst til sex end din partner, og bl.a. derfor er du sjældent den, som tager initiativ.
Du kan få lyst til sex, hvis din partner lægger an på dig, kysser eller rører ved dig, eller sender frække beskedder eller lign. Eller måske når du ser en fræk scene i en film.
Hvis du tænder spontant, er det typisk tanker og fantasier som starter din lyst. Men når du tænder responsivt, er det typisk din krop, som tænder først, inden der opstår tanker og fantasier.
Hvis du er kvinde, har du måske oplevet at blive forført af en mand med stor lyst. Du kan mærke han har en plan og vil noget med dig. Du lader dig forføre uden at tage initiativ.
Din krop bliver klar til sex, uden at du nødvendigvis har hovedet med. Måske opdager du først, at du har lyst, når I er færdig med at have sex!
Næsten ingen mænd opfatter deres sexlyst som værende responsiv. Derimod er der mange kvinder som tænder responsivt, hvilket stemmer overens med, at en del kvinder ikke har seksuelle fantasier.
Når spontane mænd er sammen responsive kvinder, er deres ”tændingskurve” ofte forskudt i forhold til hinanden: Han er tændt allerede inden han tager initiativ til sex, mens hun først rigtig tænder, når de er godt i gang. Når manden har fået nok, har kvinden først funden appetitten!
Læs også: Derfor mangler mænd sexlyst
Udfordringen for det responsive mønster
Hvis du har et responsivt mønster, kan det blive et problem, hvis din partner også er responsiv, fordi ingen af jer tager initiativ.
Og hvis du er alene, kan der måske gå uger, måneder eller år, hvor du ikke har sex med andre eller dig selv, med det resultat dit sexliv tørrer ud.
Fordelen ved det responsive mønster er til gengæld, at du kun har sex, hvis din krop er med, og du virkelig har lyst.
Læs også: Derfor mangler kvinder sexlyst
Gode råd til et bedre sexliv
Hvis du tænder spontant, skal du være tålmodig. Især hvis din partner har et mere responsivt mønster. Tag dig tid til at flirte og forføre. Det nytter ikke at plage eller presse, du skal i stedet invitere. Brug også ekstra tid på forspillet. Ikke kun for din partners skyld, men også for din egen.
Hvis du tænder spontant, kommer du måske til at fokusere for meget på sex og penetrering. Men inden du giver mere energi til din liderlighed vha. tanker og fantasier, så mærk din krop og overvej, hvad du egenligt har brug for. Måske har lige så meget brug for nærhed, omsorg og kærlige berøringer.
Hvis du tænder responsivt, skal du til gengæld øve dig på at være åben. Hvis du venter med at tage initiativ, til du har lyst til sex, sker der måske aldrig noget!
Husk at din krop kan have behov, du ikke nødvendigvis er bevidst om. Du kan blive bedre forbundet til din erotiske energi ved at dyrke den. Fx ved at læse erotisk romaner, snakke om lyst og fantasier med din partner, flirte, tage initiativ til sex, onanere og øve dig i at give dig selv nydelse.
Vil du være klogere på din seksualitet og lyst, anbefaler jeg, at du finder den erotiske arketype du resonerer mest med.
Sexolog København
De fleste par støder på problemer i deres sexliv. Det er helt normalt. Heldigvis kan de fleste problemer løses i samarbejde med en sexolog.
En sexolog har erfaring med mange forskellige seksuelle problemstillinger og kan give både råd og vejledning. Problemerne forsvinder sjældent af sig selv.
Læs mere om sexologisk rådgivning i København
Opdateret d.22 juli 2022.
22-7-2022Sexolog: Bliver du spontant liderlig? Eller skal du tændes af din partner?Bevidsthed.org