Brevkasse
Hej Holger
Jeg mødte min kæreste for 3 år siden (sommer 2016). Vi mødte hinanden på en datingside. Den dag jeg var på date med hende, var jeg på en anden date også. En kop kaffe på 2 timer. En kvinde som jeg blev venner med på Facebook efterfølgende. Vi skrev lidt sammen på Messenger. Mest om hendes ex osv. Ikke noget erotisk, eller om at ses igen. Vi så kun hinanden den ene gang.
I løbet af året dater jeg (min nuværende kæreste). Jeg opsiger allerede i starten (aug./sep. 2016) mine to datingprofiler.
Sidst på året (slut dec. 2016) bliver vi enige om at være rigtige kærester. Møde familier osv. Jan./feb. sletter jeg hende, jeg havde haft kontakt med på Facebook. Sletter beskederne på Messenger. Som i øvrigt ikke var slettet løbende, fordi det ikke var specielt hemmeligt. Men stadig ufedt for min kæreste.
Læs også brevet: “Jeg har været utro. Hvad gør jeg nu?”
Hun blev rent faktisk slettet 1 måned eller 2 efter, vi blev enige om, at nu skulle vi være “rigtige” kærester. Det skal dog siges, at jeg slettede mine datingkontakter halvanden måned efter, jeg mødte min nuværende kæreste. Da jeg ikke “ledte” efter noget andet. Var ganske betaget af “min kæreste” og kunne mærke noget i hele kroppen, når jeg var sammen med hende.
Hvad er problemet så? De senere år stiller hun spørgsmål ved min kontakt til hende (som jeg mødte i to timer) i starten. Så vi hinanden mere? Kendte vi hinanden i forvejen? Hvad talte vi om? Havde jeg hende som “nummer to”? Var det, fordi jeg ikke kunne “få hende”? Så min kæreste var nummer to.
Hun mener bestemt, at det var utroskab. Eller i hvert fald en form for utroskab. Det har fyldt utroligt meget. Jeg giver min kæreste utrolig meget opmærksomhed, omsorg, kærlighed, komplimenter. Selv hendes børn giver jeg alt.
Læs også brevet: “Mit dobbeltliv med utroskab”
Det fylder vildt meget i hendes sind. En form for rumination. Hun er inde på hendes profil for “at finde svar”, fordi hendes mavefornemmelse siger, at der er noget galt. Svar jeg ikke kan give hende, fordi de ikke er der!!
Vi har talt om parterapi. Men føler ærlig talt ikke, at jeg har et problem. Eller, det har jeg jo så.
Hun drømmer om den ærlige version! Den som ikke findes!
I perioder kører det helt af sporet. Og jeg kan se, hvor meget det påvirker hende, og hvor ked af det hun bliver!
Jeg er helt med på, at følelsen er der. Og den kan jeg ikke tage fra hende.
Hvad fa..en gør jeg? Hvad gør hun? Hun tænker det helt ud af de små sideveje.
Tænk, hvis det skulle være med til at ødelægge et forhold.
Mvh Eilef
🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling
Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Vi høres ved 😊
“Min kæreste kan ikke slippe tanken om, at jeg var utro.”
Holgers svar:
Kære Eilef
Tak for dit brev.
Vores syn på fortiden afhænger af, hvordan vi har det her og nu. Selvom du ikke gjorde noget forkert dengang, kan det godt virke forkert set i bakspejlet. Eller sagt på en anden måde: Hvis du havde vidst dengang, hvad du ved nu, havde du handlet anderledes. Så ville du jo kun have fokuseret på din nuværende kæreste.
Følelser er ikke afhængige af tidslinjer og logik. Derfor kan man blive jaloux på noget i fortiden. Jeg anbefaler, du læser denne artikel om sund og usund jalousi.
For det første synes jeg, at du skal lytte på hende og anerkende hendes følelser. Hvis hun ikke føler sig forstået og accepteret, bliver hun utryg, og følelsen af at der er noget galt forstærkes.
Så det er mit første råd: Tal med hende, hver gang hun vil. Sig fx, at du godt kan forstå, hvis hun kalder det utroskab (du behøver jo ikke være 100% enig for at kunne forstå hendes perspektiv). Og at du godt kan forstå, at det plager hende, hvis hun synes, at du var utro.
Kender du de 5 slags utroskab?
Der er 5 forskellige slags utroskab, som er vigtige at kende, hvis du vil undgå utroskab – og redde dit parforhold.
Bliv klogere på de 5 slags utroskab her:
Bliv ved med at fortælle hende (på en kærlig, rolig og empatisk måde), at du aldrig fik følelser for hende og heller ikke ville være ven med hende. Og hvis du havde vidst, at I to ville være sammen, havde du aldrig drukket kaffe med hende.
Overvej også, om der er noget imellem jer, som kan gøre hende utryg nu? Er der nok kærlighed, tryghed, sex, nærhed og kommunikation i jeres forhold? Hvis ikke, kan det nemlig puste til hendes utryghed, forvirring og jalousi. Det er bl.a. noget af det, jeg undersøger, når jeg laver parterapi.
Hun har selvfølgelig også selv et ansvar for at lade fortiden ligge på et tidspunkt. Men det er mest op til hende selv at komme til den konklusion. Din opgave er først og fremmest at lytte med nærvær og forståelse.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Fylder jalousien for meget i jeres forhold, så book en tid til parterapi her.
Hvis du synes, det fylder for meget mellem jer, så spørg fx, om I kan nøjes med at tale om det én gang om ugen, fx en time lørdag formiddag. Det kan være en god idé at indramme de svære samtaler, så de ikke breder sig over hele ugen.
Spørg også, hvad hun har brug for, så hendes tillid bliver genskabt. Og sig, at du er villig til parterapi. Ofte kan få samtaler gøre en stor forskel hos en parterapeut.
Og hvis du gør alt, hvad du kan, og hun ikke beder om mere, så foreslå, at hun selv ser en individuel terapeut og får nogle redskaber. Nogle gange kører hjernen i ring, fordi vi kommer til at nære nogle bestemte tanker. Det kan blive til en besættelse, som ikke tjener os.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
De bedste hilsner

Opdateret d. 22. okt. 2026.



Tak for svar.
Det giver rigtig god mening syntes jeg.
Jeg er helt opmærksom på, at jeg acceptere følelsen af utroskab, men er dog ikke enig i, at det var utroskab (ville dog ikke gøre det igen).
Det virker som om (nogen gange), at hun tænker det meget langt ud. Med det resultat, at hun nogen gange er påvirket i flere dage.
Det lægger en dæmper på kærlighed, omsorg og nærhed. Og jeg kan føle mig lidt ensom. Jeg hænger naturligvis i, fordi at jeg gerne vil have en fremtid med hende.
Men har selv tænkt, at jeg måske selv kommer til et punkt hvor jeg ikke har lyst mere. Jeg har selv brug for meget opmærksomhed, bekræftelse og kærlighed, da jeg selv er god til at give det.
Mvh. Elie
Hej Eilef
Jeg er glad for, at du kan bruge mit svar til noget.
Det lyder hårdt, at du ender med at føle dig ensom. Dine behov for opmærksomhed og kærlighed er lige så vigtige som hendes. Det synes jeg, at du skal sige til hende på en kærlig måde.
Kh Holger