“Kan jeg forlade min depressive kæreste?”

Hej Holger

Jeg skriver til dig fordi jeg har behov for at høre en andens mening. 

Jeg er en kvinde på 39 år som bor sammen med min kæreste på 36 år i hus nord for København

Vi har været sammen i 10 år og boet sammen i næsten 10 år. For 2 år siden købte vi hus sammen. For 2 år siden friede han også og vi aftalte bryllup sommeren 2016, men valgte efterfølgende at rejse til Japan 3 uger istedet og udskød brylluppet. Vi har ingen børn hvilket er en fælles beslutning. Dog er det nok mest mig der ikke ønsker børn.

På overfladen har vi haft et godt forhold. Det fungerer på den måde at hverdagen glider, og vi har begge haft travlt med arbejde og studier – han har måttet påbegynde ny uddannelse, da han fik en arbejdsskade, som gjorde at han ikke længere kunne arbejde indenfor sit fag.

Læs også brevet: “Jeg slog op med min kæreste ved en fejl!”

Men de sidste 6 år har vi ikke haft et sexliv og de sidste 3 år har vi ikke sovet sammen. Vi er hinandens bedste venner og taler om “næsten” alt. Men der er ingen seksuel gnist. Vi har talt om mange gange, at vi skulle gøre noget ved det. Men det bliver ved snakken.

Det skal også nævnes at min kæreste, lad os kalde ham M – har et voldsomt temperament. Når han bliver vred, så råber han og smækker med døre. Kaster med ting eller smadrer inventar i huset. Han har enkelte gange truet mig, men aldrig slået mig. Én gang hvor jeg prøvede at løbe ud af en dør, for at komme væk fra ham, tog han fat i mig arm så jeg gled og slog hovedet mod gulvet. 

Generelt har han haft en raserianfald 1-2 gange om måneden dog mindre udtalt de sidste år af vores forhold. Der skal jo to til en dans, så jeg er ikke uden skyld i hans raserianfald. Men de mange skænderier og sammenstød har taget hårdt på vores kærlighed. Derudover har han de sidste par år været meget fraværende og levet i sin egen lille studieboble. 

Vi har været til parterapi af et par omgange uden synderlig effekt. Derudover har han lovet, at når han er færdig med sit studie, så vil han gå i terapi for at kunne håndtere sin vrede.

I min fritid spiller jeg en del computerspil mest World of Warcraft. M plejede at spille sammen med mig, men grundet hans raserianfald som også skete når vi spillede, så stoppede vi med at spille sammen.

I januar 2017 begyndte jeg at chatte med den her fyr som jeg mødte i det spil jeg spiller. I starten skrev vi sammen og var på voicechat sammen. Hans stemme gjorde mig helt blød i knæene. Det udviklede sig hurtigt til “fræk” chat og der gik ikke lang tid før at vi aftalte at jeg skulle komme til England for at besøge ham (han er brite). Jeg har aldrig været M utro før. Men fik på en eller anden måde overbevist mig selv om, at jeg bare skulle mødes med den her fyr. Have sex med ham og det ville så være det.

I mellemtiden (inden jeg når at tage afsted til England) så går M ned med en depression. Udløst af et sammenstød på en restaurant med en anden gruppe af spisende gæster. Han flipper helt ud. Truer mig og truer de andre gæster, hvorefter han går sin vej. Vi er ude for at fejre min mors og min fødselsdag, så det sker foran hele familien. 

Læs også: Hvordan redder jeg mit parforhold?

Efter hans raserianfald går han helt ned med flaget. Jeg får sygemeldt ham fra studiet og sendt ham til lægen. Nu følger et længere forløb, hvor han bliver diagnosticeret med depression og social angst/paranoia. Han kommer på antidepressiv medicin og får tilbudt en såkaldt depressionspakke. Hvilket involverer gruppesamtale terapi og samtaler med psykiater. Han går også (selvbetalt) hos en psykolog. Han havde det meget skidt i starten, men efter han er kommet på medicin og startet i terapigruppe, går det fint fremad, og derhjemme er han næsten sig selv igen, men uden de voldsomme raserianfald.

Mens alt det har stået på har jeg fortsat min affære med englænderen lad os kalde ham K. Vi har det fantastisk sammen, samme humor, samme syn på mange ting. Sex er bare rigtig godt, og bliver bare bedre jo mere vi lærer hinanden at kende.

Jeg har pt. ses med ham 5 gange på 3.5 måned. Han er 24 år altså 15 år yngre end mig og alene aldersforskellen gjorde i starten, at jeg ikke overvejede at det skulle være seriøst mellem os.

Men jeg er smask hamrende forelsket i ham. Og han i mig. Når vi er sammen er alt godt. Når vi er adskilte savner jeg ham frygteligt. Jeg har aldrig følt sådan før. Altså jeg har været forelsket før mange gange, men det her er anderledes. Når jeg er sammen med ham, så bliver min verden stille og alt falder på plads. Når vi har sex så mødes himmel og jord og der eksisterer kun ham. Jeg har altid haft en stor rastløshed og generel uro, men med K forsvinder det, og jeg nyder bare at være mig og lade tingene ske uden at kæmpe imod. Han forankrer mig i verden på en måde, jeg aldrig har prøvet før med nogen anden. K har det på samme måde. Han siger at jeg holder ham rolig, og får ham til at glemme alt andet.

Han siger, han elsker mig, og vi har talt om at han enten flytter til DK eller mig til UK. Men jeg har jo en kæreste gennem 10 år, som er sygemeldt med depression. Hvis han ikke havde været syg, ville jeg allerede efter første møde med K have taget en lang snak med M og lagt ham kortene på bordet. Altså at jeg ikke synes det fungerer for mig mere, og jeg har brug for at være alene. Jeg ville nok ikke have fortalt ham, at jeg havde været sammen med en anden.

Læs også brevet: “Hjælp, min eneste ene er gift med en anden!”

M har gennem hele sit depressionsforløb holdt fast i, at han vil være sammen med mig. At vi skal få det til at fungere, og han ikke ønsker at vi stopper vores forhold.

Mit dilemma/dilemmaer er:

1. Kan jeg forlade en mand, som er på vej op fra en depression? Jeg er bange for, at det vil trække ham ned igen. Selvom jeg ikke længere vil være kæreste med ham, så holder jeg rigtig meget af ham, og ønsker ham intet ondt. Men jeg ved jo godt, at jeg ikke ville kunne undgå at såre ham.

2. Skal jeg i stedet glemme K og forsøge at få det til at virke med M. Jeg tror selv, at hvis ikke jeg havde mødt K, så ville jeg give M og mig en chance mere.

Når jeg stiller de to op ved siden af hinanden, uden alle de ting som forvirrer billedet (såsom sygdom, familie, fælles venner, fælles ejendom osv), så er jeg ikke i tvivl om, hvem jeg vil satse på. Men bør jeg? Jeg bliver helt dårlig ved tanken om at skulle fortælle M, at jeg forlader ham.

Med venlig hilsen

Aeth K