Brevkasse

“Min eneste ene er gift! Skal jeg vente på ham?”

Hej Holger

Jeg bærer på en stor hemmelighed, som jeg ikke kan dele med nogen, og nu er jeg nødsaget til at få nye øjne på min situation.

Jeg er kvinde og har siden min tidlige ungdom haft en allerbedste mandlig ven. Han er en person, som altid har betydet sindssygt meget for mig. Jeg kan stadig huske den allerførste gang, jeg så ham, og hvor forelsket jeg blev i ham – den første gang jeg følte forelskelse. Vi blev dog ikke kærester dengang.

Jeg har nu været venner med ham i 20 år. Jeg har haft kærester og har også været gift og fået børn. Min ven har hele tiden stået mig meget nær, han er min sjæleven, min familie, og vi har altid delt alt med hinanden. Glæder som sorger.

Han har også i mange år været i et fast forhold, men jeg har også vidst, fordi vi er så fortrolige, at hans forhold ikke var helt godt, med utilfredshed over ikke at få børn sammen og ingen sex i rigtig mange år.

Læs også brevet: Kvinde vil være kæreste med bedste ven: “Er der chance for, at han forelsker sig?”

Som årene går, vokser jeg og min eksmand fra hinanden, hverdagen bliver mere og mere præget af skænderier, hvilket gør, at jeg til sidst tager afstand til ham og forbereder mig på at få afsluttet forholdet.

Samtidig er min meget gode ven en kæmpe hjælp og støtte for mig, og vores kærlighed til hinanden bliver pludselig til mere end bare venskab.

I dag ses vi hemmeligt, fordi han stadig er i forhold, og han siger, han ikke kan tage en beslutning om at vælge imellem mig eller hende. Vi har sex sammen, og de få gange, vi har været sammen, er jeg slet ikke i tvivl om, at han elsker mig.

Som tiden er gået, er jeg bare blevet mere og mere betaget af og forelsket i ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han er den eneste ene for mig. Jeg har aldrig elsket nogen så højt, som jeg elsker ham.

Vores hemmelige kærlighed har stået på i snart et år, og som tiden går, kan jeg mærke, at det bliver mere og mere hårdt for mig. Det er hårdt for mig at skulle undvære ham til tider. Det er hårdt for mig, at han har en anden, og at jeg tit bliver fravalgt, fordi han ikke har mulighed for at ses.

Læs også brevet: Kvinde sidder fast i kærestesorg: “Lige meget hvad jeg gør, så tænker jeg på ham…”

Mine bekymringer går også på, om jeg kan stole på, at han en dag vil stoppe sit gamle liv for at være sammen med mig. Han fortæller mig, at sådan er det, men giver udtryk for noget andet. På det seneste er det gået mere op for mig, at han nok ikke elsker og prioriterer mig lige så højt, som jeg gør ham, og det lægger han heller ikke skjul på.

Vi snakker rigtig godt sammen og har håbløst prøvet på at finde en løsning på problemerne, så vi begge kan være glade og tilfredse. Vi har både prøvet at undgå at være intime sammen, og vi har endda også prøvet helt at holde pause fra hinanden, begge forsøg uden held, for vi kan bare ikke undvære hinanden.

Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og det smerter mig, hvis jeg skulle miste ham. Omvendt så ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal takle situationen, og om jeg fortsat skal være forstående og afventende.

Hilsen den anonyme fortvivler.

Lyt til Holgers podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

“Min eneste ene er gift! Skal jeg vente på ham?”

Holgers svar:

Kære Fortvivlede

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan ikke give et simpelt svar, men måske kan jeg hjælpe dig med at få klarhed.

Du siger, at han er “den eneste ene”. Der er noget ultimativt over at kalde en anden for “den eneste ene”. Hvad betyder det egentlig for dig, at han er din eneste ene? At han er den eneste, som kan gøre dig lykkelig? At universet har bestemt, at I skal være sammen for altid? Eller at det bare er ham, som du helst vil ha’ netop nu?

Husk også, at vi ofte elsker dem mest, vi ikke kan få. Når du føler dig i underskud, kommer han automatisk til at fremstå i et lyserødt lys. Hvis du boede sammen med ham, ville det en dag blive almindelig kedelig hverdag med konflikter og dårlig sex – som i alle andre parforhold. Og den dag vil din kærlighed måske også aftage en smule?

Du siger også, at han ikke lægger skjul på, at han føler mindre for dig, end du føler for ham? Betyder det så, at du ikke er den eneste ene for ham?

Der skal være balance i et forhold. Hvis du elsker ham meget mere, end han elsker dig, så får I et uligevægtigt forhold. I længden kommer du til at løbe efter ham og finde dig i for meget, for du er desperat efter hans kærlighed og opmærksomhed.

Men du skriver også, at du ikke er i tvivl om, at han elsker dig. Nogle mænd har dårlig kontakt til deres følelser. Og når gifte mænd forelsker sig, glemmer de måske deres følelser for den nye kvinde i hverdagen derhjemme, selvom følelserne er der.

Hvis det var vigtigt for ham at træffe en beslutning, så havde han gjort det. Hvis han fik at vide, at om en time ville den ene af jer forsvinde for altid, så tror jeg udmærket, han vidste, hvem han ville vælge at være sammen med. Men som tingene er nu, har han ingen grund til at skynde sig. Han har jo både kone og en hemmelig kæreste. Måske har han det præcis, som han gerne vil have det?

Mange utro mænd (og kvinder) går aldrig fra deres faste partner. I stedet holder de deres hemmelige elsker hen, fordi de gerne vil have begge dele. Når du er forelsket i en gift mand, risikerer du derfor at spilde en masse tid og følelser på en person, som ikke rigtig vil dig. Du sætter dit liv på pause for en person, som du aldrig får. Det kan du fx læse om her: De 5 slags utroskab.

Parterapeut Holger Spanggaard svarer i brevkassen

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Har du brug for en snak om dit sexliv eller kærlighedsliv, så kontakt Holger.

Her er mine råd:

👉 Find ud af, hvad du mener med “den eneste ene”. Mon ikke andre også kunne gøre dig lykkelig?

👉 Tag ikke en forhastet beslutning, men sæt en tidsgrænse på, hvor længe du vil vente på afklaring. Men ikke for lang tid, max 3 måneder. Du skal videre med dit liv snart.

👉 Og så synes jeg, du skal tage ham med i parterapi. Det er selvfølgelig utraditionelt at tage sin hemmelige elsker med i parterapi, men du har brug for klarhed! En parterapeut kan nemmere stille de svære spørgsmål, så du (og han) bliver klar over, hvor I står. Find evt. nogle parterapeuter i dit område, og lad ham vælge, så han føler sig tryg. Og hvis han ikke vil med, kan du også komme alene. Mange kommer alene i parterapi eller til kærestecoaching for at få klarhed over et forhold, der står i stampe.

👉 Fortæl ham, hvordan du har det. Sig, at du ikke ved, hvor længe du kan vente, og at det er frustrerende ikke at vide, hvor I er på vej hen. Hvis han ikke kan give dig klare svar, må han i det mindste give parterapi en chance. En enkelt session kan gøre dig/jer meget klogere.

👉 Hvis han hverken vil se en parterapeut eller give klare svar, så er det tegn på, at han ikke vil dig nok. Og så bør du tage konsekvensen og komme videre. Du har ventet længe nok.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Og jeg ønsker dig held og lykke!

Jeg ønsker dig alt det bedste

Holger Spanggaard – parterapeut og psykoterapeut i København

 

 

Opdateret d. 10. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!