Hvordan får man tilliden tilbage i et forhold?

Tillid genopbygges ved, at den dårlige oplevelse langsomt bliver erstattet af en række gode oplevelser. Det kræver tid, tålmodighed og vilje fra jer begge. Derudover giver det tillid og tryghed, når den som har svigtet ægte angrer og forsøger at gøre det godt igen.

🎙️ Lyt til min populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling

Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Vi høres ved 😊

Tillid og tryghed er det vigtigste

Tillid og tryghed er måske det vigtigste i et godt parforhold. Derfor kan tillidsbrud være ødelæggende for dit parforhold, og derfor er det utrolig vigtigt at genopbygge tilliden til din partner efter et svigt.

I mit arbejde som parterapeut møder jeg mange par, som døjer med at finde hinanden efter svigt. Derfor får du her en miniguide til at genopbygge tilliden.

I denne artikel fortæller jeg om:

  1. Hvornår mister du tillid?
  2. Det tager tid at genskabe tilliden
  3. Det kræver vilje at genopbygge tillid
  4. Heling kræver forståelse
  5. Mistillid i parforholdet kan være et symptom
  6. Tillidsbrud som dårlig undskyldning

Den bedste måde at finde ud af, om du kan stole på en person, er at stole på personen.Hemingway

Hvornår mister du tillid?

Når dine forventninger ikke bliver mødt, mister du tillid. Små aftaler som ikke bliver holdt kan være irriterende, mens store svigt sårer dig – måske så meget at relationen ødelægges.

Hvor skrøbelig du er over for svigt, hænger bl.a. sammen med, hvor nemt du generelt føler dig tryg, hvilket igen hænger sammen med dit tilknytningsmønster.

Har du tendens til at være ængstelig eller har forholdsangst, gør det selvsagt ikke noget godt for tilliden.

Det tager tid at genskabe tilliden

Har du oplevet tillidsbrud i parforholdet, tager det tid at genopbygge tilliden.

Den dårlige oplevelse skal erstattes af en serie gode oplevelser, som overbeviser din hjerne om, at det ikke sker igen. Jo større svigt, desto længere tid tager det. Derfor er tålmodighed måske den vigtigste ingrediens, når du skal videre efter et tillidsbrud.

Læs også: Hvorfor er man utro?

Det kræver vilje at genopbygge tillid

Tid er ikke nok. Har du oplevet svigt i parforholdet, kræver det også vilje at komme videre.

Ingen kan forhindre dig i at bære nag efter et svigt. Og ingen forhindrer dig i at finde beviser for, at din partner ikke er din tillid værdig. Det kan du gøre i årevis.

Du skal lade dine parader falde, så din partner får mulighed for at vise, at han/hun ikke svigter dig igen. Det kræver mod fra din side, for du kan aldrig være 100% sikker på, at intet ubehageligt sker i fremtiden.

Den dårlige oplevelse skal erstattes af en serie gode oplevelser, som overbeviser din hjerne om, at det ikke sker igen.

Heling kræver forståelse

Hvis du ikke kan slippe en gammel oplevelse af svigt i parforholdet, kan det hænge sammen med, at du ikke for alvor føler dig forstået af din partner. Derfor skal du insistere på at tale om dine følelser og kræve at din partner lytter med empati.

Hvis du ikke føler dig forstået, gør det ikke noget godt for dig at dele dine følelser. Tværtimod. Derfor har din partner også et stort ansvar for, at I kommer videre.

Du skal fokusere på at dele dine følelser uden at anklage eller give din partner skylden, for det skaber kun afstand, og det gør ikke noget godt.

Det kan være hårdt for din partner at lytte på dine oplevelser af svigt, for han/hun har nok mest lyst til at glemme det hele. Men det er vigtigt, at din partner lytter, selvom det er hårdt.

Find evt. inspiration i denne guide til gode dybe samtaler. Jeg anbefaler også denne artikel om aktiv lytning.

Par ligger på et tæppe med røde hjerter og holder hinanden i hånden

Tillid i et forhold vokser gennem mange gode oplevelser sammen.

Mistillid i parforholdet kan være et symptom

Hvis din partner engang har været dig utro, kan selv små tegn på lukkethed, fravær eller manglende omsorg fra din partner sætte dit system i alarmberedskab og aktivere din mistillid.

Derfor skyldes oplevelsen af utryghed og mistillid ikke altid et gammelt svigt. Nogle gange handler det mere om, hvordan I har det her og nu. Og derfor er det ekstra vigtigt, at der er en kærlig stemning mellem jer, når tilliden skal genopbygges.

Læs også: Giv den perfekte undskyldning

Tillidsbrud som dårlig undskyldning

Det er en fælde at misbruge et gammelt tillidsbrud som undskyldning for at kritisere eller trække sig.

Hvis du fx har mistet sexlysten eller kærligheden til din partner, er det fristende at give et gammelt svigt skylden. Så slipper du for at fortælle, hvorfor du i virkeligheden har mistet sexlysten eller kærligheden.

Eller hvis du er sur på din partner over en mindre ting, som du godt ved, ikke er helt fair at brokke sig over, så er det bekvemt at hive det gamle svigt frem og bruge det som undskyldning.

Når du bevidst eller ubevidst bruger et gammelt svigt som “våben” i dit parforhold, er det naturligvis sværere at slippe. Så lad være med det.

Læs også: Tilgivelse og accept

Folk spørger også om

Hvordan lærer jeg at stole på min partner igen?

Det tager tid at heale svigt i parforholdet, så du skal være tålmodig. Og så skal I tale meget om svigtet. Sikkert også mere end din partner har lyst til. Det er også vigtigt, at din partner ændrer den adfærd, som gør dig utryg.

Hvad gør jeg, når jeg har mistet tilliden til min kæreste?

Start med at sige det højt til din kæreste, uden at angribe. Fortæl, hvad der skete, og hvad det gjorde ved dig. Mistilliden bliver ikke mindre af, at du gemmer den. Og undersøg, om noget i jeres forhold her og nu holder den i live, fx lukkethed eller fravær.

Kan man redde et forhold efter utroskab?

Ja! Men det tager tid, vilje, kærlighed, adfærdsændring og tilgivelse. Nogle gange kræver det så meget arbejde, at parret opgiver og går fra hinanden. Men i langt de fleste tilfælde kan forholdet reddes, selvom det tager tid at heale et stort svigt i parforholdet. Læs mere om at komme videre efter utroskab.

Vil du blive klogere på de forskellige former for utroskab, så tag mit gratis minikursus om de 5 slags utroskab.

Hvordan kan jeg skabe tillid?

Vigtigheden af dybe samtaler kan ikke overvurderes, for det skaber forståelse, nærhed og tillid. Derudover skal du være villig til at ændre adfærd, så din partner generelt bliver mere tryg ved dig. Og endelig skal du være tålmodig, for det tager ofte lang tid at genskabe tillid efter svigt i parforholdet.

Holger Spanggaard, parterapeut

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Har du brug for hjælp til at genopbygge tilliden i dit parforhold, så er du velkommen til at booke en tid til parterapi.

Værd at huske om tillid i parforholdet

Når dine forventninger ikke bliver mødt, mister du tillid. Men tilliden genopbygges helt naturligt i et positivt samspil. Oftest sker det så nemt, at du slet ikke tænker over det. Andre gange kræver det en indsats at genopbygge tilliden.

Endelig skal du passe på, at du ikke bruger et gammelt svigt som “våben” i dit parforhold, selvom det kan være fristende.

Kærlig forbundethed er den eneste tryghed, naturen nogensinde giver os.Sue Johnson

Hvis du vil vide mere om tillid, så kan du i P1-programmet Hjernekassen høre et helt afsnit om tillidens betydning for udvikling af samfund og relationer. Det er faktisk meget interessant.

PS:

Kommunikation er det vigtigste element i at genopbygge tillid til sin partner. I dette gratis minikursus får du gode råd til kommunikationen i dit parforhold.

Opdateret d. 2. nov. 2026.