Hej Holger

Jeg er i syv sind. For en uge siden fandt jeg ud af, at min partner gennem 7,5 år (faren til vores 2 børn) har været mig utro.

Han var mig utro 2 måneder efter min fødsel, mens han var i udlandet med sit arbejde. Han har kun kysset med vedkommende – og hvis det “bare” var det, og han kom hjem og fortalte det, kunne jeg med stor sandsynlighed godt være kommet videre.

Desværre forholdt det sig ikke sådan.

Han bibeholdte kontakten med hende, og på et tidspunkt meldt han ud, at han var blevet depressiv, og derfor ikke kunne mærke sin kærlighed til mig.

Læs også brevet: “Kan jeg forlade min depressive kæreste?”

Jeg skaffede ham en tid ved lægen, sørgede for han fik henvisning til en psykolog, som diagnosticerede ham med belastningsreaktion samt efterfødselsreaktion. Jeg sørgede for han kom til psykolog, da han ikke selv kunne magte noget af dette – han magtede heller ikke vores børn, så tilknytningen til den mindste var/er ikke super god.

Han fortalte konstant, at han ville mig og vores familie – at han havde brug for hjælp til at finde vejen tilbage. Samtidig med han ikke kunne holde ud at være sammen med os.

Han har løjet om små ligegyldige ting – ikke kommet hjem til aftalt tid, når han fx har været sammen med venner; udelukkende af den årsag at han ikke kunne magte at være hjemme.

Jeg har flere gange haft mistanke om at der var noget, men han har beskyldt mig for at sammenligne ham med min eks (som var mig utro), og at hvis ikke jeg stolede på ham, så skred han. Jeg har derfor meget længe bare sagt til mig selv, at jeg virkelig havde brug for at få noget hjælp.

Læs også brevet: “Min mand har skrevet hemmelige beskeder i 5 år!”

Jeg finder så nogle beskeder (9 måneder efter de mødte hinanden), fordi hans telefon vibrerede, og jeg ville give ham den. Jeg blev rasende, og jeg slog ham faktisk. Min første melding var, at vi skulle skilles og de efterfølgende dage svinede jeg ham til. Kysset i sig selv, var ikke det mest sårende her. Det var alle beskyldningerne, løgnene, at han havde manipuleret mig til at tro at JEG var skør – billederne af vores børn der var sendt til en fremmed i et fremmed land.

Jeg havde lyst til at kaste op, sende ham væk, slå ham, løbe min vej osv. Efter alt hvad jeg har gjort det sidste år, på trods af at alle sagde jeg skulle gå fra ham, da de mente han ikke var syg, og bare “spillede” på den for at undgå ansvar.

Jeg er ikke i tvivl om, at han er syg og deprimeret – men jeg er heller ikke længere i tvivl om, at det ikke er min skyld, på trods af at han har givet mig skylden så længe.

Læs også brevet: “Hvornår er nok, nok?”

Alligevel står jeg tilbage og tænker: Vil jeg virkelig gå fra ham? Skylder jeg mine børn at give ham en chance? Den opførsel han har haft det sidste år kan jeg på ingen måder genkende. Engang var han jo empatisk, kærlig og en rigtig god far. En god mand. Jeg frygter, at jeg om 2 år fortryder, at jeg ikke blev der, til han havde fået hjælp. Og at vi så måske kunne være kommet videre.

Men jeg føler mig så ødelagt, trådt på og forrådt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Han har forsøgt flere gange at fjerne kontakten med hende, men hun har konstant skrevet til ham. Jeg fandt ud af det pga en besked med grædesmiley om hvorfor han ikke svarede. Jeg føler dog ikke, at jeg kan stole på noget af det han siger, så hvordan tingene egentlig forholder sig, det aner jeg virkelig ikke. Jeg ved kun med sikkerhed, at han kun har set hende de 2 gange på den tur, da han ikke har været ude at rejse siden.

Læs også brevet: “Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle? Eller er jeg skør?”

Han har blokeret hende, sagt sit job op (så han ikke længere skal rejse) og han har taget skylden fuldstændig på sine skuldre – og taget imod samtlige raserianfald fra min side, uden at sige noget til det.

Men hvor går grænsen for, hvad man skal finde sig i? Jeg veksler mellem at hade ham og stadig have følelser for ham. At få kvalme over han er i huset, til at ville holde om ham, fordi jeg kan se hvor ødelagt han er.

Mvh. den fortvivlede.