Vælg en side

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevkasse

“Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle? Eller er jeg skør?”

Kære Holger

Jeg skriver til dig, og håber meget på svar, da jeg står i en svær situation, og ikke aner hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg er i et forhold med en mand, jeg ikke ved om jeg kan stole på. For 2 år siden ca. blev jeg ringet op af en mand, der påstod at min kæreste havde været sammen med hans ekskæreste. Ingen kunne bevise eller afkræfte, dog havde de haft en affære inden vi blev kærester. Efterfølgende har jeg ikke stolet på min kæreste, og jeg er blevet meget jaloux og paranoid – det var jeg ikke før denne hændelse.

Læs også brevet: “Er jeg jaloux eller bare usikker?”

Jeg føler hele tiden han er mig utro, og mener at små ændringer i hans hjem, er tegn på en anden kvinde har været hos ham. Normalt ved jeg godt, det bare er min jalousi og det går over igen. Men den anden dag opdagede jeg to hårnåle ligge på hans kommode i soveværelset. Jeg ved det ikke er mine, og jeg ved jeg ikke har lagt dem der, og de lå der ikke dagen før hvor jeg var hos ham. Min kæreste påstår han ikke ved, hvor de er kommet fra, men de kan jo ikke bare komme ud af den blå luft.

Aftenen inden siger han, at han var hos en kammeret, men svarede mig ikke i 5 timer. Vores sexlegetøj var pakket væk i et skab, som ellers har ligget fremme i en måned i en pose på sofaen. Jeg har spurgt ind til det, men han siger, at der ikke har været en anden kvinde.

Jeg ved, jeg er meget jaloux, og har før beskyldt ham for at være utro, og efterfølgende fundet ud af at jeg tog fejl. Men samtidig føler jeg også, der sker mærkelige ting hele tiden han ikke kan forklare.

Læs også brevet: “Jeg tror min mand er utro, men kan ikke bevise noget!”

For 3 uger siden så min veninde ham på tinder – vi gik fra hinanden i august sidste år og fandt sammen igen i januar, og han havde den tinder profil i den tid han var single – han siger han havde glemt at slette den, men med alle de andre ting, så bliver jeg igen i tvivl.

Han er mit livs kærlighed, så jeg vil ikke miste ham, hvis jeg ikke har hold i min tro om hans utroskab. På den anden side vil jeg heller ikke leve i et forhold hvor jeg bliver løjet for og holdt for nar gang på gang.

Jeg vil lige nævne, at han har skrevet til mig, at hvis man var sådan en idiot, der først havde været utro, så ville man også lyve om det bagefter – dette gør at jeg virkelig ikke føler, jeg kan stole på hans ord.

Mit spørgsmål til dig er, om jeg kan basere mit valg om at gå fra ham pga. utroskab, på to hårnåle eller om jeg er skør?

Med venlig hilsen

Anonym

“Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle? Eller er jeg skør?”

Holgers svar:

Hej med dig 🙂

Tak for dit brev.

Som parterapeut i København møder jeg mange par, som har udfordringer med jalousi. Du er bestemt ikke den eneste. Og hvis du vil have professionel hjælp til dit parforhold, kan du læse mere om parterapi her.

Jeg kan godt forstå, at du er mistænksom, for der er flere ting, som får alarmklokkerne til at blinke. Men på den anden side er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Ofte hænge jalouxfølelsen sammen med en række små hændelser, som gør at man ikke føler sig set og værdsat. Dvs. jalousien også kan være et symptom på, at der mangler noget i dit forhold.

Få du al den kærlighed, nærhed, sex og opmærksomhed du har brug for? Hvis nej, så synes jeg du skal starte med at arbejde på det. Det kan være, du oplever, at din jalousi bliver væsentlig mindre, når forholdet bliver bedre?

Læs også: Lær at slippe din jalousi

Når I arbejder på forholdet, og går dybere ind i kærligheden, bliver det også klart om han virkelig vil dig og forholdet. For hvis han virkelig har gang i en masse, så vil han ikke have energi på, at I to skal arbejde på jeres forhold.

Så mit råd er, at du ikke går fra ham her og nu, men i stedet fokuserer på at gøre jeres forhold endnu bedre.

Jeg håber, mit svar giver mening for dig.

De bedste hilsner

Parterapi i hovedstaden: Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle?

Opdateret d.17 aug. 2022.

18-5-2018Jaloux kvinde i forhold: “Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle? Eller er jeg skør?”Bevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!