Selvbestemmelsesteorien: Hemmeligheden bag motivation

Selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory (SDT)) er en ramme for forståelse af motivation og adfærd, udviklet af psykologerne Edward Deci og Richard Ryan i 1980erne. Selvbestemmelsesteorien anvendes på en lang række af forskellige områder, som fx uddannelse, arbejde, sport og sundhed.

Kernen i teorien er, at dit drive og motivation er størst, når du primært er drevet af indre motivation (og ikke ydre motivation), og at du oplever selvbestemmelse.

I denne artikel får du en kort gennemgang af selvbestemmelsesteorien:

  • Indre vs. ydre motivation
  • Psykologiske behov, som fremmer indre motivation
  • Fordele ved at fremme indre motivation og selvbestemmelse
  • Praktisk anvendelse af teorien

Indre motivation fremfor ydre motivation

Selvbestemmelsesteorien tager udgangspunkt i forskellen mellem ydre (eller ekstrinsisk) og indre (eller intrinsisk) motivation.

At være indre motiveret betyder, at du gør noget, fordi det føles godt, er sjovt eller meningsfuldt i sig selv. Eksempler kunne være at spise kage, læse avisen, se en god film og kysse din kæreste. Du udfører disse aktivteter udelukkende fordi, det føles godt. Du behøver ingen belønning, fordi handlingen er belønning i sig selv.

At være ydre motiveret betyder, at du gør noget, fordi du regner at få en fordel eller belønning senere. Eksempler kunne være at gøre rent, betale skat eller gå til tandlæge. Du har ikke lyst til noget af det, men du gør det alligevel, for du vurderer at det er fordelagtigt.

Når du løber en tur, går på arbejder og leger med dine børn, kan du både være ydre og indre motiveret. Er du indre motiveret gør du det, fordi du virkelige kan li’ at løbe, du finder dit arbejde meningsfuldt og du elsker at lege med dit barn.

Er du ydre motiveret, løber du for at leve længere eller for at tabe dig. Du arbejder for at kunne betale til regningerne. Og du leger med dit barn, fordi du din partner forventer det af dig.

Kerneantagelsen i selvbestemmelsesteorien er, at hvis du helehjertet skal forfølge et mål, skal du primært være drevet af indre motivation.

Er du primært drevet af ydre motivation, vil du ofte føle dig kontrolleret og presset, hvilket har en demotiverende effekt. I længden kan ydre motivation lede til stress, depression og sammenbrud, fordi du føler dig presset til adfærd, som opleves ubehagelig eller meningsløs.

Selvbestemmelses og motivation

3 psykologiske behov, som fremmer indre motivation

Selvbestemmelsesteorien identificerer tre grundlæggende psykologiske behov, som fremmer indre motivation: Autonomi, kompetence og tilhørsforhold.

Autonomi: Dvs. du føler dig fri fra eksternt press, så du kan træffe de beslutninger, du mener er bedst. Når du kan påvirke din situation direkte, får du en vigtig følelse af, at dit bidrag gør en forskel.

Kompetence: Dvs. du føler dig effektiv og dygtig til at håndtere dine opgaver, hvilket er vigtig, fordi du får en tilfredsstillende følelse af kontrol og selvtillid.

Tilhørsforhold: Dvs. du føler dig forbundet til andre mennesker. Det betyder, at hvis dine opgave eller aktiviteter, gør noget godt for andre eller bringer dig tættere på andre, så er du mere motiveret.

Selvbestemmelsesteorien siger altså, hvis du virkelig skal være motiveret, skal du primært være motiveret af en indre følelse af mening, lyst eller trang. Og den følelse øges, når du oplever autonomi, når du føler dig kompetent, og når dine handlinger styrker din kontakt til andre mennesker.

Selvbestemmelsesteorien siger, at hvis du helehjertet skal forfølge et mål, skal du være drevet af indre motivation.

Fordele ved selvbestemmelsesteoriens anbefalinger

Her er nogle fordele ved at støtte sig til selvbestemmelsesteorien:

Øget motivation og engagement: Når folk får deres grundlæggende psykologiske behov opfyldt, viser de højere niveauer af motivation og engagement i deres aktiviteter.

Forbedret præstation: Forskning viser, at støtte til autonomi og kompetence fører til bedre præstationer både i skolen og på arbejdspladsen.

Psykisk velvære: Mennesker der oplever selvbestemmelse, rapporterer højere niveauer af psykologisk velvære og lavere niveauer af stress og udbrændthed.

Langtidsholdbare forandringer: Forandringer der bygger på selvbestemmelsesteorien er mere holdbare, fordi de bygger på indre motivation, sammenlignet med forandringer som eksempelvis er presset igennem af chefen.

Find et job du elsker, og du behøver ikke arbejde en eneste dag i dit liv.Mark Twain

Anvendelse af selvbestemmelsesteorien

Her er nogle eksempler på anvendelse af selvbestemmelsesteorien:

Arbejdsmiljø: På en arbejdsplads kan ledelsen fremme medarbejdernes autonomi ved at inddrage dem i beslutningsprocesser, give dem frihed til at udføre arbejdet på deres egen måde, og gøre det klart at deres bidrag gør en forskel.

Uddannelse: Lærere kan skabe et læringsrum, der støtter autonomi ved at give eleverne valg og kontrol over deres læring, bruge opgaver, der er relevante og meningsfulde, og give feedback der fremmer elevernes kompetence.

Sundhedspleje: Sundhedsfagfolk kan bruge selvbestemmelsesteorien til at støtte patienter i at tage ansvar for deres egen sundhed ved at give dem valg og kontrol over deres behandling.

Læs også: De 5 ting døende fortryder mest.

Værd at huske om selvbestemmelsesteorien…

Selvbestemmelsesteorien beskriver, hvad der motiverer menneskers adfærd og leder til psykisk velvære. Den centrale idé er, at indre motivation er nøglen til helhjertet handling og engagement.

Derudover siger teorien, at indre motivation især fremmes af en oplevelse af autonomi og selvbestemmelse. Men også af at du får lov til at bruge dine evner og kompetencer, og endelig gavner det, at dine handlinger gør en positiv forskel for andre.

Typiske spørgsmål om selvbestemmelsesteorien:

Hvad handler selvbestemmelsesteorien om?

Selvbestemmelsesteorien siger, hvis du virkelig skal være motiveret, skal du primært være motiveret af en indre følelse af mening, lyst eller trang. Og den følelse øges, når du oplever autonomi, når du føler dig kompetent, og når dine handlinger styrker din kontakt til andre mennesker. Læs mere i denne artikel.

Hvad er indre og ydre motivation?

At være indre motiveret betyder, at du gør noget, fordi det føles godt, er sjovt eller meningsfuldt i sig selv. At være ydre motiveret betyder, at du gør noget, fordi du regner at få en fordel eller belønning senere. Læs mere i denne artikel.

Hvad er de 3 psykologiske behov?

Selvbestemmelsesteorien opererer med 3 psykologiske behov: Behovet for selvbestemmelse, behovet for at føle sig kompetent og behovet for fællesskab. Læs mere i denne artikel.


Opdateret d.1 aug. 2024.1-8-2024Selvbestemmelsesteorien: Autonomi og motivationBevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!