Vælg en side

Hvordan viser mænd kærlighed?

Kvinder kan bruge meget tankekraft på at overveje, om de er elskede. De analyserer mandens signaler igen og igen, frygter de har overset noget, og taler med deres veninder om manden virkelig vil parforholdet.

I denne artikel giver jeg mit bud på, hvordan mænd viser kærlighed – eller hvorfor de ikke gør.

Læs også: 7 myter om “rigtige mænd”

Hvordan viser mænd deres kærlighed?

Mænd viser kærlighed på samme måde som kvinder, fordi kærlighed er et universelt sprog. Sådan cirka. For der er nogle klassiske forskelle.

Når en mand elsker, viser han det ved at være opmærksom, tage kontakt, søge fysisk nærhed, sige at han elsker dig, sende søde sms’er, give dig blomster og gaver, røre ved dig, tage initiativ til sex, invitere dig ud, være hjælpsom, invitere dig med hjem osv. osv.

Den første pointe i denne artikel er derfor, at mænd ikke har en særlig mystisk måde at vise deres kærlige følelser. Faktisk vil jeg sige, at hvis han virkelig, virkelig elsker dig, er du ikke i tvivl.

Læs også: Kærlighed er en handling – ikke kun en følelse

Hvis han virkelig, virkelig elsker dig, er du ikke i tvivl.

Hvornår viser en mand IKKE sine følelser?

Som sagt viser mænd deres kærlighed på samme måde som dig. Men ligesom dig, kan han være genert og bange for at blive afvist. Og derfor skjuler han måske sine følelser. Det er i virkeligheden meget banalt.

Hvis du er hemmeligt forelsket, og spekulerer på om dine følelser er gengældt, skal du overveje, om du sender de rette signaler? Eller om du virker kølig? Måske har du slet ikke opdaget, at du har afvist ham. Eller måske er han bare usikker, og venter på, at du tager initiativ.

Hvis I derimod har været i et langt parforhold, kan kærligheden blive gemt under sårede følelser. Ligesom dig, kan han være bitter og føle sig dårligt behandlet. Han kan have brug for at blive bekræftet og mærke din kærlighed, før han åbner op.

Test dig selv: Er du kærlighedsafhængig? 

Forskellige kærlighedssprog

Hvis du er forvirret over en mands signaler, kan det skyldes, at I har forskellige kærlighedssprog, dvs. I udtrykker kærlighed forskelligt.

Ofte taler man om de 5 kærlighedssprog:

  • Berøring / kærtegn
  • Ros / anerkendende ord
  • Tid / samværd
  • Gaver / ting
  • Handlinger / tjenster

Pointen er, at hvis I har forskellige kærlighedssprog, misforstår I nemt hinanden. Hvis han fx viser sin kærlighed ved at kramme og kærtegne, men du har brug for søde ord, så kan kram og nus aldrig få dig helt op at ringe.

Min oplevelse er, at der er lidt flere kvinder end mænd, som har ord og tid som kærlighedssprog, og til gengæld lidt flere mænd, som har berøring og tjenster. Men sådan er det langt fra altid.

Derfor er godt at tale om, hvordan og hvornår I føler jer holdt af. På den måde finder I ud af, om I er forskellige. Og samtidigt får du fortalt ham, hvornår du nemmest mærker hans kærlighed.

Læs også: Den tavse mand – og hvorfor han trækker han sig

Mænd som går mere op i arbejde

En anden forskel på mænd og kvinder er, at der kan være en tendens til at manden prioriterer job, karriere, sport og fritidsinteresser relativt højt, og relationer, følelser og kærlighed relativt lavt sammenlignet med kvinden (der findes selvfølgelig også forhold, hvor rollefordelingen er omvendt).

Derfor tænker han ikke så meget over, om han nu elsker eller ej. Og måske synes han i virkeligheden ikke, det er så vigtigt, for I har det jo meget godt.

Du spekulerer på, hvordan din mand viser kærlighed, mens han spekulerer på sit job. Det er ikke fordi, han ikke elsker dig. Han er bare optaget af andre ting, og er ikke så interesseret i sine følelser.

Hvordan viser mænd deres kærlighed? Når en mand tænker på dig, kan du mærke det!

Mænd og sex

En klassisk forskel på mænd og kvinder er, hvordan kærlighed og sex hænger sammen. For mange mænd kan sex vække de kærlige følelser, men for mange kvinder er kærlighed en forudsætning for sex. Men selvfølgelig ikke altid.

Nogle mænd har det sådan, at sex og fysisk nærhed er en måde at vække og mærke deres kærlige følelser. Dvs. når de tager initiativ til sex, handler det om, at de har lyst til at give og modtage kærlighed.

Selvfølgelig er der også mange mænd, som kan have sex uden de store følelser, og derfor kan du ikke regne med, at bare fordi en mand vil have sex med dig, så elsker han dig også. Det kommer bl.a. an på mandens erotiske arketype.

Værd at huske…

I denne artikel har jeg prøvet at besvare et spørgsmål, som mange kvinder spørger sig selv: Hvordan viser mænd kærlighed?

Det korte svar er, at mænd viser kærlighed som kvinder.

Der er dog nogle hyppige forskelle: Mænd har lidt oftere tjenster og berøring som kærlighedssprog end kvinder. Kvinder kan til gengæld have lidt mere brug for tid og ord. Derfor kan der opstå misforståelser.

Derudover kan kærlighed og parforhold optage nogle mænd relativt lidt. Og derfor udtrykker de heller ikke deres kærlige følelser så ofte, som nogle kvinder ønsker og forventer.

PS:

Jeg har lavet en gratis kvikguide til kvinder, som er trætte af tavse mænd. Få din guide her: Hvad gør jeg, når han trækker sig?

Måske har du også lyst til at læse dette brevkasse indlæg på politiken.dk om at tvivle på sit forhold.

Folk spørger også om:

Hvordan ved jeg, at han har følelser for mig?

Når en mand tænker på dig og har følelser for dig, vil han opsøge kontakt, sende sms’er, ringe osv. Han vil gerne tale med dig, og han smiler meget, når I er sammen. Han søger fysisk kontakt som fx kram, kærtegn eller en hånd på skulderen. Han tager ofte initiativ til at ses med dig, og han siger ja, hvis du inviterer ham ud. Når I taler sammen, lyser hans øjne og hans kropssprog er åbent. Er han meget generet, kan han være bange for kontakt og nærhed, og så er det svære at se på ham, at han faktisk er forelsket i dig. Læs mere i artiklen.

Er det normalt at tvivle på sit forhold?

Følelser svinger altid, så derfor er det normalt at du nogle gange tvivler på dit forhold. Er du eksempelvis trist eller frustreret over dit arbejde, kommer man nemt til at se sit parforhold i et mere negativt lys end ellers. Andre gange kommer tvivlen, fordi du savner følelsesmæssig nærhed med din partner. Her det vigtigt, at du opsøger din partner og genskaber nærheden. For hvis du i stedet trækker dig, skaber du yderligere afstand og så vil din tvivl vokse yderligere. Det kan starte en negativ spiral. Ofte opstår der tvivl, fordi du er usikker på din partners tanker og følelser. Hvis du har det sådan, gælder det om at tale åbent og ærligt. Du kan fx sige til din partner: Jeg bliver lidt usikker på, hvad du egentligt tænker om vores parforhold. Vil du dele dine tanker? Læs mere i artiklen.

Opdateret d.28 juli 2022.

28-7-2022Hvordan viser mænd kærlighed?Bevidsthed.org 

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!