Kære Holger

Jeg er en kvinde på 26 år som i 3,5 år har kendt en mand. I starten (for to år siden) var vi kærester, smaskforelskede og havde kun øje for hinanden. Vi gjorde alt sammen og flyttede også hurtigt sammen. Efter 1,5 år begyndte jeg at kunne mærke en forandring i hans humør. Han var træt og uoplagt, sur, ked af det og med dårligt selvværd. Efter 1,5 år blev vi enige om at stoppe forholdet, da han ikke kunne forklare, hvad han reagerede på eller hvorfor hans humør var, som det var. Det hele var bare forandret og gråt.

Herefter begyndte han til psykolog, hvor han blev diagnosticeret med moderat til svær depression. Det skal siges, at vi (stadig) arbejder samme sted. Hver gang vi ser hinanden på arbejdet, går verden i stå og vi savner hinanden og ønsker kun at være i hinandens selskab. L. er fem gange kommet tilbage til mig og vi har nu forsøgt at få det til at fungere fem gange og er i skrivende stund ”i gang med” sjette omgang.

Læs også brevet: “Kan jeg forlade min depressive kæreste?”

Hver gang vi begynder igen, gør jeg alt for at støtte ham på bedste vis i hans proces, men jeg er næsten hver gang sikker på, at jeg har ham på lånt tid. Efter en tid begynder han at tro, at han ødelægger mig, at jeg fortjener bedre, at han ikke elsker mig ”rigtigt”, ikke kan give mig det jeg fortjener osv., hvilket gang på gang får ham til at stoppe forholdet. Jeg anser mig selv for en meget ressourcestærk person fysisk og psykisk og jeg klarer mig da også hver gang han forlader mig, fordi jeg inderst inde godt ved, at kærligheden er der, hans sygdom slører bare hans hjerte og sætter hjernen på overarbejde.

Jeg bliver dog til tider meget i tvivl om, hvad jeg har gang i. Burde jeg bare stoppe og fortælle ham, at jeg ikke længere vil stå model til hans op- og nedture? Er jeg bare en ”nem læsning” for ham, fordi jeg giver ham en tryghed og kærlighed, som ingen andre, som han siger? Eller skal jeg blive i det som hidtil og støtter ham og lægger ryg det, han kommer til at byde mig som følge af hans sygdom?

Han har været hos psykolog, hvilket ikke hjalp. Han har nu fået en tid til psykiater og skal højst sandsynligt på antidepressiv medicin. Jeg frygter derfor (grundet gennemgang af mange blogs om depression), at vi stopper forholdet, fordi det hele virker uoverskueligt nu, men at det er verdens største fejl, når han på et tidspunkt atter bliver rask.

Læs også brevet: “Jeg føler mig fanget, og at jeg venter hele tiden”

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg elsker ham og at det er ham, jeg vil dele mit liv med. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han elsker mig, da han siger det tit, når han har sine gode perioder. Han bliver dog reserveret og fjern under de dårlige perioder.

Jeg håber, du kan give mig nogle ord med på vejen. Jeg har mange mennesker at spare med, men de er selvfølgelig alle meget partiske og jeg har virkelig brug for ord fra en, der ser det udefra. Jeg håber meget, at du vil tage dig tid til at svare.

Tak.

Kærlig hilsen Charlotte