Brevkasse

“Jeg kan ikke blive forelsket, hjælp!”

Kære Holger

Kort og enkelt: jeg kan ikke blive forelsket. Jeg er gået fra at kunne blive forelsket i alle til slet ikke at føle noget mere. Jeg er ikke deprimeret, så det burde ikke være derfor.

Jeg har haft en del kærester, jeg ikke har været forelsket i, og det har bare resulteret i en masse skyldfølelse.

Læs også brevet: “Jeg venter på min ekskæreste, men han dater andre kvinder!”

Jeg kan ikke mærke min hjerterytme, og det gør mig så ked af det. Især fordi jeg virkelig har mødt et menneske, som jeg virkelig gerne vil være sammen med. Han gør mig simpelthen så glad – bare ikke forelsket. Jeg føler begær, men ikke forelskelsen.

Er det slut for mig med at føle forelskelse for evigt? Det påvirker mig så meget, at jeg overvejer at være alene resten af livet. Hvad kan påvirke en forelskelse negativt?

Hilsen den ulykkelige Sally

Lyt til Holgers podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

“Jeg kan ikke blive forelsket, hjælp!”

Holgers svar:

Hej Sally

Tak for dit brev til brevkassen om parforhold og psykologi.

Forelskelse er en vidunderlig følelse. Ingen tvivl om det. Men det er en følelse, som kun sjældent opstår.

Der er flere teorier om hvorfor forelskelse opstår.

Der kan gå langt mellem to forelskelser, måske 1-2 år eller 10-20 år. Som psykoterapeut i København har jeg mødt flere kvinder, som først har oplevet forelskelse, da de var i 50’erne!

Men siden du tidligere har haft perioder med mange forelskelser, tror jeg ikke, der vil gå lang tid, før du igen bliver forelsket. Men det må tiden vise.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du sætter lighedstegn mellem forelskelse og kærlighed. Det er der mange, som gør. Men forelskelse og kærlighed er forskellige ting.

Hvornår er du forelsket? Det er du, når du har sommerfugle i maven og ser den anden i et lyserødt skær. Kærlighed er mere jordnær. Den handler om varme, tryghed og lyst til at give.

Det giver mening at have dårlig samvittighed over at være i et forhold uden kærlighed (mest over for dig selv), men ikke fordi du ikke er forelsket. Forelskelse holder sig oftest under 2 år, så medmindre du kun vil være i korte forhold, bliver du nødt til at lære at udholde ikke at være forelsket. Ellers er du tvunget til at hoppe fra forhold til forhold på jagt efter den næste forelskelse.

Forelskelse giver et kraftigt dopaminsus i kroppen, som du kan blive afhængig af, fordi det føles så godt. Men som sagt er det ikke en permanent følelse. I stedet for at bekymre dig om at du ikke er forelsket, så anbefaler jeg, at du fokuserer mere på at give kærlighed. Du siger han gør dig glad, så jeg er sikker på, at du har kærlige følelser for ham, selvom du ikke er forelsket i ham. Og det er et bedre grundlag for et langtidsholdbart parforhold end forelskelse.

Faktisk er det ikke nødvendigvis dårligt, at du ikke er forelsket. Parforskeren John Gottman peger på, at det er venskabet – ikke forelskelsen – som et langt parforhold skal leve af.

Psykoterapeut Holger Spanggaard – psykologhjælp i København

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Har du brug for en snak om dit kærlighedsliv eller sexliv, så kontakt Holger.

Når jeg møder klienter, som ikke kan blive forelsket, er jeg mere nysgerrig på, om de selv giver kærlighed. Læner du dig ind i forholdet, eller holder du dig tilbage med forbehold? Nogle gange hænger det sammen med et undvigende tilknytningsmønster, hvor det føles mere trygt at holde lidt afstand.

Måske har du svært ved at mærke “almindelig” kærlighed, fordi du så ofte har været forelsket? Jeg anbefaler, at du i de næste uger fokuserer på at give en masse kærlighed. Start med at blive inspireret her: Kærlighed er en handling. Du kan også bruge mine gratis spørgsmål som skaber nærhed til at komme tættere på ham.

Det vil gøre det nemmere for dig at skelne mellem forelskelse og kærlighed. Og du oplever, at du ikke behøver at være forelsket for at have et vidunderligt forhold. Og som bonus kan det have den sideeffekt, at du faktisk har nemmere ved at blive forelsket, når du åbner dit hjerte.

Held og lykke!

De bedste hilsner

Holger Spanggaards underskrift

Opdateret d. 12. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!