Brevkasse
“Hun vil have mig tilbage, men ved ikke, hvor meget jeg er utro!”
Kære Holger
Jeg er i noget af et dilemma: Jeg havde indtil for nyligt en helt fantastisk kæreste, som jeg stadigvæk holder meget af.
Grunden til, at vi slog op er, at jeg havde flirtet med en anden pige, og skrevet om vi skulle have sex osv. Dette fandt hun ud af, og jeg valgte at fortælle sandheden. Det var for meget for hende på daværende tidspunkt, men nu vil hun gerne have mig tilbage.
Det reelle problem er dog, at der er så mange ting i vores forhold hun ikke ved. Jeg har været hende utro op til adskillige gange, og dette er selvfølgelig ikke okay!
Læs også i brevkassen: “Hjælp! Jeg er utro, men elsker min kone. Jeg kan ikke stoppe med at date andre!”
Jeg har dog altid haft et problem med dette, og ved ærligt ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har nærmest været samtlige kærester utro, og ingen af dem har fundet ud af det i en større grad. Tror jeg er utro, fordi jeg hurtigt keder mig rent seksuelt. Og selvom jeg er sammen med en meget smuk pige – så er hendes veninde også spændende.
Jeg har altid løjet utrolig meget, faktisk så længe jeg kan huske. Det er primært med små ting, men også større ting som du kan høre. Jeg er bange for dette en dag vil gøre at jeg i sidste ende, kommer til at slutte mine dage som ensom.
Jeg lider af dårlig selvtillid, og har de sidste par måneder forsøgt at gøre noget ved dette, men det er en længerevarende proces.
Læs også i brevkassen: “Jeg tror min mand er utro med ung kollega, men kan ikke bevise noget”
Jeg ville elske at være sammen med hende igen. Hun er det bedste menneske jeg kender, og jeg føler mig altid enormt godt tilpas i hendes selskab. Dog ved jeg ikke om jeg længere kan leve med, at hun ser enormt op til mig, og tror jeg er den skønneste fyr i verden – for det er jeg slet ikke, desværre.
Jeg ønsker ikke at skade hende yderligere, og overvejer derfor stadigvæk at holde fast i vi ikke skal være sammen, og så bare lade tingene ligge som de er. Jeg synes på mange måder at dette vil være det mest rigtige, selvom jeg ville ønske vi kunne være sammen.
Jeg kan også fortælle hende hele sandheden, såre hende og højst sandsynligt aldrig nogensinde komme til at snakke med hende igen. Sidste mulighed er selvfølgelig at fortsætte forholdet i løgnen, ændre mig og håbe det aldrig bliver opdaget.
Vi har været i et meget langt forhold, og hun var også mig utro i starten – hvilket helt klart har sat nogle dybe spor i mig også. Det kom vi igennem, og hun gjorde alle de rigtige ting for at få os til at fungere igen. Det endte dog alligevel med, at jeg selv var utro, og følte et eller andet sted en slags retfærdighed ved det.
Jeg føler mig slet ikke god nok til hende, eller nogle andre – og vil derfor vide, hvad jeg skal gøre?
Jeg ønsker ikke at lyve for alle, og ønsker bestemt ikke kun at gøre, hvad der er bedst for mig selv altid. Jeg er meget forvirret, og har brug for hjælp. Alle de her tanker tynger meget mit humør.
Mvh. Anonym
Lyt til Holgers podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
“Hun vil have mig tilbage, men ved ikke, hvor meget jeg er utro!”
Holgers svar:
Kære Anonyme
Tak for dit spørgsmål.
Du beskriver et mønster, du har haft hele livet: Du keder dig hurtigt seksuelt, du er altid utro, og du lyver om store og små ting. Samtidig føler du dig ikke god nok til hende. Det hænger tit sammen. Når selvværdet er lavt, kan utroskab og løgne blive en måde at få bekræftelse på og undgå at blive set helt.
Før du beslutter, om du skal tage hende tilbage, er det vigtigste spørgsmål derfor ikke, hvad du skal sige til hende. Det er, om du er klar til at arbejde med dig selv, så du ikke gentager mønstret. Overvejer du at fortælle hende sandheden, kan du læse brevet “Skal jeg fortælle, at jeg har været utro?” og brevet “Jeg har været utro. Hvad gør jeg nu?” Og vil du forstå, hvordan løgne påvirker et forhold set fra den anden side, kan du læse “Jeg ved min kæreste lyver. Skal jeg sige det?”
I individuel terapi arbejder jeg med mange, som gerne vil bryde et mønster med utroskab og løgne.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Han hjælper både par og enkeltpersoner efter utroskab.
Du kan se hele mit svar i videoen her:
Hvis du vil vide mere om åbne parforhold, har jeg skrevet en artikel om det åbne parforholds fordele og udfordringer: Åbne parforhold.
Vil du vide mere om utroskab, så læs her: Utroskab.
De bedste hilsner

Opdateret d. 10. okt. 2026.



Først og fremmest vil jeg sige mange tak for dit svar. Det er et dilemma som fylder meget i mit hovede, og det føles som en lettelse at kunne dele bare noget af alt dette med nogle.
Jeg tror først og fremmest ideen med en terapeut vil være godt for mig. Det kan forhåbentlig komme omkring om hvorfor jeg lyver, og det kan måske også afhjælpe hele mit problem omkring mit lave selvværd. Jeg har selv tit tænkt på bare at stoppe med at lyve, men det kan jeg ikke bare sådan. Det er i hvert fald et råd jeg vil tage til mig.
Jeg har aldrig rigtig tænkt på tanken med et åbent forhold, jeg tror på at dette kan være lykken – hvis man kan finde ud af det sammen. Det er helt klart noget hende og jeg kan tale om. Jeg tror bestemt ikke det er noget hun er åbent for, og har nok også svært ved at se mig i sådan et forhold på trods af mine lyster. Jeg elsker tanken om en fast partner og monogami, men har dog også svært ved at kunne leve op til tanken. Det er klart endnu et dilemma jeg også selv må kæmpe videre med.
Uanset hvad så skal hende og jeg selvfølgelig have os en lang samtale om mine overstående tanker. Tusinde tak for din tid, og tror særligt at ideen om en terapeut vil kunne hjælpe mig fremadrettet.
Tak for din tilbagemelding.
Dejligt at høre, at du kan bruge mit svar til noget.
Jeg ønsker dig (og jer) alt det bedste.
Mvh Holger