“Hvordan får jeg min mand med i parterapi?”

Kære Holger

Jeg skriver til din brevkasse, da jeg er meget frustreret og usikker på, hvad jeg skal gøre, så jeg håber, du måske kan give mig et godt råd.

Jeg har været i et fast forhold til en amerikansk mand siden 2013. I starten sås vi kun i kortere perioder, da vi ikke havde mulighed for andet, men sidste år blev vi gift, og i den forbindelse blev vi endelig rigtigt samlevende. Jeg synes, vi generelt har et godt forhold. Min mand er utroligt kærlig, omsorgsfuld og hensynsfuld overfor mig. Om jeg er lige så kærlig, hensynsfuld og omsorgsfuld overfor ham er svært for mig at sige, men jeg prøver at gøre mit bedste.

Imidlertid føler jeg, at vores sexliv bare ikke fungerer. Det virker, som om, han ikke bryder sig om at røre ved mig, når jeg er nøgen, og som om, det er en pligt, hvis han endelig gør det. Vi har også sex ret sjældent efter min mening, omkring 4-6 gange i løbet af det sidste år. Hver gang, jeg prøver at tale med ham om det, eller hver gang, vi har haft sex, lukker han diskussionen ved at sige, at han er ked af, at han ikke er så god til det.

Jeg har forgæves forsøgt at få ham til at forstå, at jeg ikke synes, han er en dårlig sexpartner, men at det for mig handler om, at vi begge er villige til at respektere og opfylde hinandens behov. Det virker dog, som om det ikke trænger ind. Det sidste halve års tid har jeg forsøgt at lade ham være i fred og lade ham tage initiativet, da jeg tænkte, det måske bare var mig, der var for krævende seksuelt.

I forbindelse med, at min mand er rejst til USA i et par måneder, har jeg dog gået og tænkt meget over, hvad jeg skal gøre, når han kommer tilbage, og hvordan. Følelsesmæssigt svinger jeg mellem at bebrejde mig selv, at jeg har meget mere lyst end han, og på den anden side føle mig ked af det, og også nogle gange vred, fordi hans tilsyneladende manglende lyst til andet end lidt oralsex til ham og lidt samleje ganske få gange om året, får mig til at føle mig afvist og usikker på, hvad han egentlig vil med min krop, og om han overhovedet bryder sig om den.

Jeg ønsker ikke at blive skilt, da vi som sagt stadig elsker hinanden og har det godt sammen på andre områder end det seksuelle, og vi endelig har fået min mands opholdstilladelse igennem efter mange måneders ængstelig venten på den. Desuden har han forladt sit land og sin familie og sine venner der for at vi kan leve sammen, hvilket er et stort offer at bringe. Vores ægteskab er således ikke bare for sjov, som jeg ser det, og det skal ikke bare kastes bort for et enkelt problems skyld. På den anden side føler jeg mig frustreret og nedslået ved tanken om, at vores nuværende situation omkring sex måske skal vare fra nu af til vi dør. Det ved jeg ikke, om jeg kan udholde.

Jeg har overvejet at prøve at overtale min mand til at gå i parterapi sammen med mig for at løse vores problem, men er bekymret for, at han vil føle, at det er en slags bebrejdelse af ham for at være en dårlig sexpartner, som han jo desværre synes at mene, at han er. Jeg mener ikke, en eventuel parterapi skal handle om, hvem der er dårlig til hvad, da jeg mener, det er ukonstruktivt, men snarere at vi skal prøve at blive bedre til at forstå hinandens behov og kunne finde ud af, hvordan vi begge får det sexliv, vi hver især ønsker.

Så har du nogle gode råd til, hvordan jeg måske kan få ham til at gå i dialog med mig og eventuelt en parterapeut eller sexolog, uden at give ham følelsen af, at det er ham, der er problemet?

På forhånd tak.

SP