Vælg en side

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevkasse

“Min barndomskæreste besøger mig i drømme”

Hej Holger

Jeg står i et dilemma, jeg aldrig har fortalt nogen.

Lad mig starte fra begyndelsen:

Da jeg var barn, altså helt tilbage fra 1. klasse i folkeskolen kom jeg i klasse med Pernille. Hun var min første “kærlighed”, altså her hvor jeg for første gang får suset i maven og kuller i hovedet.

Jeg var en lille dreng, men var alligevel smaskforelsket i hende, de fem år jeg gik i skole med hende. Vi var da også kærester en kort overgang, som man er som barn. Efter femte klasse flyttede jeg væk og så hende kun een gang mere til 9. klasses afgangsfest.

Alt det ovenstående burde ikke have betydning for mig i dag, andet end et harmløst lille barndomsminde, men det er her mit “problem” kommer ind.

Jeg er nu 28 år gammel, har naturligvis haft en hel del kærester siden, er en velfungerende ung mand, med god økonomi, et godt job og er i et fast forhold. Alt går som det skal i mit liv, men der er den her tilbagevende drøm der sætter mit hoved helt ud af kurs hver gang den kommer. En drøm om Pernille.

Hvad der sker i selve drømmen er forskellig fra gang til gang, men det er altid helt sikkert, at hun er der, helt klart og tydeligt. Ikke som den lille pige hun var, da jeg kendte hende, men i den alder hun har nu.

Læs også brevet: “Min eneste ene er gift med en anden. Skal jeg vente på ham?”

Hun smiler altid til mig, nogle gange krammer hun mig, andre gange kysser hun mig. Og jeg kan se hende helt tydeligt, knivskarpt og i alle detaljer. Det er den mest livagtige drøm jeg nogensinde har haft, og følelsen af den her enorme kærlighed med det største sug i maven og svimmel i hovedet er der hver gang. Og den går ikke væk når jeg vågner. Den bliver der i et stykke tid efter. Nogle gange en dags tid eller to, andre gange i uger. Den her drøm vender tilbage til mig ca. hver 6. – 12. md.

Jeg synes ærlig talt, at det er en skør ting, der sker for mig. Og jeg har ingen forklaring på, hvorfor det sker. Men hver gang jeg har drømt, får jeg et savn til min barndomskæreste, der er så stort, at jeg har svært ved at ryste det af mig igen.

Jeg får stor trang til at opsøge hende med et håb om, at hun selvfølgelig bare har ventet på mig i al den tid, og at vi vil have en masse tilfælles. Det har hun selvfølgelige ikke. Det ved jeg godt, og jeg ryster som sagt tanken af mig igen, og fortsætter mit liv som før.

Mit store problem i det her er, at når jeg selv er i et forhold, så føler jeg at det er meget forkert at have det sådan. På den anden side, så kommer jeg til at føle efter om mine følelser er lige så kraftige for min nuværende kæreste, som de er for hende min “drømmepige”. Og jeg har indtil videre ikke kunnet svare ja til det spørgsmål.

Jeg skriver nu, fordi jeg i nat havde denne drøm igen, er i et fast forhold, men alligevel har taget mig selv i at Google Pernille og fundet frem til hende.

Jeg har som sagt ikke set hende i ca. 15 år, alligevel er det billede af hende jeg fandt på nettet fuldstændig spot on ned til mindste detalje, sådan som jeg så hende i min seneste drøm. Endvidere arbejder i en meget speciel branche som meget få mennesker i Danmark lykkedes med, jeg er en af de få, og kan efter min Google søgning konstatere at det samme gør Pernille. Så vi har faktisk noget ret stort tilfælles.

Mine spørgsmål kommer her:

  • Skal jeg bare få hende ud af hovedet igen, eller skal jeg kontakte hende denne gang?
  • Hvis jeg skal få hende ud af mine tanker, hvordan pokker kommer jeg så helt af med de her tanker/drømme?
  • Hvad tror du at der ligger til grund for mine drømme?

Jeg håber at du kan hjælpe mig.

Mvh. manden med Drømmepigen.

“Min barndomskæreste besøger mig i drømme”

Holgers svar:

Hej med dig

Tak for dit brev.

Drømme kan være fascinerende at dykke ned i. Ikke mindst hvis man er interesseret i psykologi og psykoterapi.

Du er ikke herre over dine drømme. Så glem alt om ikke at drømme om hende. Og glem din dårlige samvittighed.

Drømme kan betyde mange ting. Måske drømmer du om hende, fordi en del af din psyke savner at mærke den første kærlighed igen. Eller måske savner du hende? Eller du savner den del af dig selv, som var forelsket? Der er ikke til at sige.

Men siden drømmen vækker så stærke følelser i dig, synes jeg, du skal handle på den. Derfor er mit forslag, at du kontakter hende snart, og foreslår at I mødes til en kop kaffe.

Læs også: Derfor forelsker du dig

Dog synes jeg, du skal lægge dine romatiske fantasier på hylden. Chancen er for, at I “lever lykkeligt til jeres dages ende” er ikke stor. Jeg synes, du skal tænke på hende som en kær gammel ven, du har lyst til at genoptage kontakten til.

På den måde er det heller ikke et problem, hvis hun allerede er i forhold. Og det bliver også nemmere for dig, at fortælle om hende til din nuværende kæreste.

Held og lykke!

De bedste hilsner

Holger er terapeut

Opdateret d.11 aug. 2022.

11-9-2022Mand i fast parforhold: “Min barndomskæreste besøger mig i drømme”Bevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!