Hvorfor er øjenkontakt så vigtig?

Øjenkontakt er den vigtigste form for nonverbal kommunikation. Når du ser en anden i øjnene, skaber du tillid og nærhed og signalerer interesse. Undgår du blikket, virker du usikker eller uinteresseret. Kunsten er at se med et blødt blik og i den rette dosis – og det kan heldigvis trænes.

🎙️ Lyt til artiklen som podcast

Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Vi høres ved 😊

Øjnene er sjælens spejl

Øjnene er sjælens spejl, og du søger automatisk øjenkontakt, når du vil skabe kontakt. Når du ser en anden i øjnene, mærker du hans længsler, sorger og glæder. Derfor øger øjenkontakt kvaliteten af alle dine ansigt-til-ansigt-møder, og en samtale mister hurtigt energi, hvis den ene konsekvent ser væk.

Øjnene afslører, hvor din opmærksomhed er. Er du åben og interesseret, søger du øjenkontakt, men er du lukket, kigger du væk. Når du eksempelvis flirter med en fremmed, er det forlænget øjenkontakt, som signalerer interesse. Og hvis du har lyst til at passe dig selv i toget, undgår du bevidst at se andre i øjnene.

Derfor er en af de vigtigste sociale kompetencer at vide, hvornår du skal holde en andens blik, og hvornår du skal kigge væk.

Øjenkontakt giver dig selvtillid og selvværd

Når du lader andre se dig i øjnene, viser du, hvem du er. Derfor gør øjenkontakt dig sårbar, og det føles ofte grænseoverskridende at holde øjenkontakt mere end 2-3 sekunder. Skammer du dig eller er du flov, kigger du ned og væk, fordi du ikke ønsker at blive set. Og derfor fremstår du usikker, når du undgår øjenkontakt.

Et fast blik viser derimod, at du står ved dig selv. Derfor virker mennesker, som ser dig i øjnene, mere ærlige, selvsikre, kompetente og stabile. Når du holder en andens blik, øger du din selvtillid og dit selvværd. Du siger til verden: “Her er jeg! Jeg står ved mig selv, og du må gerne se mig!”

Øjenkontakt kan faktisk være så intens, at vi har svært ved at tænke samtidig (se fx artikel i Scientific American).

Når du holder en andens blik, siger du til verden: “Her er jeg! Jeg står ved mig selv, og du må gerne se mig!”

Øjenkontakt i praksis

🔹 Øjenkontakt inviterer øjenkontakt:

Vi er sociale væsner og ønsker at føle os forbundet til andre. Derfor søger vi naturligt øjenkontakt, når vi møder et andet menneske. Der er også undtagelser, fx når vi er omgivet af mange mennesker, vi ikke vil forholde os til, på gågaden eller i Netto.

Nogle gange undgår vi øjenkontakt, fordi vi frygter at blive afvist. Hvis du søger en andens blik, men den anden hurtigt kigger væk, føles det som en afvisning. Du søger kontakt, men hun “værdiger dig ikke et blik”. Hvis du vil have øjenkontakt, skal du altså turde blive afvist.

🔹 Se med blødt blik (ikke stirre):

Når du ser en anden i øjnene, så se med et “blødt” blik. Der skal være en kærlig energi i dine øjne, som signalerer åbenhed. Sørg for at slappe af i kroppen, ansigtet, kæberne, musklerne i panden og omkring øjnene. Træk vejret dybt og roligt. Hvis du har anelsen af et lille smil på læberne og i øjenkrogene, slapper du mere af og fremstår venlig og imødekommende.

Hvis du er vred eller usikker, bliver dit blik hårdt, og du virker truende og aggressiv. Det er sådan, boksere nedstirrer hinanden, inden kampen starter. De ser hinanden i øjnene for at intimidere og skræmme hinanden. Og den, som holder kontakten længst, vinder magtkampen.

🔹 Øjenkontakt i rette dosis:

Selvom øjenkontakt har mange fordele, så pas på ikke at forcere kontakten.

Hvis du fx taler med en, som jævnligt bryder kontakten, kan det være tegn på, at han oplever øjenkontakten som for intens. I sådanne tilfælde skal du prøve at matche hans rytme og måske forsigtigt øge længden af øjenkontakten.

Det er også et godt tip, når du flirter, især hvis du er mand. Du ønsker at øge kontakten i et tempo, hvor du hverken skræmmer hende væk eller virker desperat.

Øjnene er vinduet til sjælen.Ordsprog

🔹 Se også, når du lytter:

De fleste holder faktisk mere øjenkontakt, når de lytter, end når de taler. Så pas på ikke at kigge for meget væk, når den anden taler – for så virker du hurtigt uinteresseret.

🔹 Mænd vs. kvinder:

Generelt har kvinder det bedre med øjenkontakt end mænd.

De fleste mænd har en lavere stresstærskel end kvinder, når det kommer til følelsesmæssig nærhed. Der skal mindre til, før de føler sig sårbare og udsatte. Det betyder, at du som kvinde skal passe på ikke at jagte mandens øjne, når I fx taler om følsomme emner. Han har brug for pauser uden øjenkontakt for at kunne slappe af.

Hvis du er mand, skal du undgå at starte en nedstirringskonkurrence, når du ser en anden mand i øjnene. Mange mænd opfatter forlænget øjenkontakt som en provokation eller et forsøg på dominans.

🔹 Se i ét øje:

Hvis du er tæt på en person, kan du ikke se i begge øjne på samme tid. Du bliver nødt til at se i ét øje ad gangen, ellers flakker dit blik fra det ene øje til det andet. Nogle mener at venstre øje er bedst, fordi det er forbundet til den følelsesmæssige side af hjernen, men mon ikke højre øje er lige så godt.

Moden mand ser direkte i kameraet med et roligt, fast blik

Øjenkontakt kræver mod. Et fast, blødt blik viser, at du står ved dig selv.

3 øvelser – bliv bedre til at se andre i øjnene

Her er 3 øvelser, der gør dig bedre til at holde øjenkontakt:

1️⃣ Se en fremmed i øjnene:

Find et sted med mennesker, fx en park, gågade eller butik.

Forbered dig på at se med blødt blik: Slap af i kroppen og ansigtet, træk vejret roligt og smil en anelse med læberne og øjnene.

Opsøg nu øjenkontakt med den første, du møder, og læg mærke til, hvad der sker:

🔸 Du kigger væk først:

Hvis du bryder kontakten først, kan du lære noget om dig selv. Hvorfor kigger du væk? Var det grænseoverskridende? Blev du nervøs? Virkede personen truende? Fik han/hun dig til at føle dig mindreværdig? Oplevede du personen som usympatisk?

Det næste, du skal overveje, er, hvordan du brød kontakten. Kiggede du op, ned eller til siden? Hvis du kigger ned, signalerer du underkastelse, lavt selvværd osv. Gør aldrig det. Ikke kun pga. andres oplevelse af dig, men også fordi du påvirker din selvopfattelse. Kig i stedet til siden, når du bryder kontakten.

🔸 Han kigger væk først:

Hvis han hurtigt slår blikket ned, er det tegn på manglende selvtillid. Hvis han kigger til siden, signalerer det, at han ser dig, men ikke er interesseret i kontakt.

Hvad gør det ved dig, at han kigger væk? Føler du dig afvist? Eller mærker du selvtillid, fordi du ikke slog øjnene ned?

🔸 Han holder dit blik:

Når I begge holder øjenkontakten, så læg mærke til, at der opstår en følelse af kontakt, fordi I et øjeblik lader jer blive set af hinanden.

Hvis det føles, som om der opstår en kamp om, hvem der kigger væk først, så smil! Det plejer at have en afvæbnende effekt.

Du kan også lade dit blik vandre et sekund, inden du vender tilbage. På den måde føles det ikke så udfordrende.

Hvis du får lyst til at se væk, fordi du føler dig blottet, så husk at du intet har at skjule. Her er et tip, jeg selv bruger: Sig til dig selv (inde i hovedet): “Du må gerne se mig.” Det hjælper dig til at åbne op og overvinde trangen til at gemme dig.

Genert kvinde gemmer ansigtet bag hænderne og kigger forsigtigt frem

Det bliver nemmere at se andre i øjnene, når du øver dig.

2️⃣ Se din kæreste i øjnene i lang tid:

Øjenkontakt øger intimiteten og følelsen af at være forbundet i parforholdet. Derfor er det vigtigt at have perioder med forlænget øjenkontakt.

Her er en øvelse, du kan prøve med din partner:

  • Sæt jer over for hinanden, og se hinanden i øjnene uden at tale.
  • Fokuser på at slappe af i kroppen og bevar en kærlig indstilling til hinanden. Hvis der opstår forstyrrende tanker, så brug åndedrættet til at slappe af.
  • Døm ikke det, som sker. Måske bliver du sårbar, irriteret eller seksuelt opstemt. Det er alt sammen fint. Bare bliv i kontakten, slap af i kroppen og giv slip på dine tanker.
  • Værdsæt det intime rum, som opstår. Vær taknemmelig for at din kæreste lader sig se, og for den oplevelse I har sammen netop nu.
  • Bliv i kontakten mindst 5 min., men gerne meget længere.

Mærk til sidst effekterne af øvelsen. Hvordan er rummet mellem jer forandret?

Kan I lide øvelsen, så prøv også pande-mod-pande-øvelsen, som skaber nærhed på en lidt anden måde.

3️⃣ Selvtillidsøvelse til de seje: Se ham, du ikke kan li’, i øjnene!

Du har garanteret en kollega eller nabo, som du undgår øjenkontakt med, fordi det føles ubehageligt.

Her er min udfordring til dig:

Se ham/hende direkte i øjnene næste gang, I mødes. Du skal ikke stirre og starte en magtkamp, men du skal heller ikke gemme dig. Se med et blødt, fast blik. Hvis han/hun smiler, så smil igen. Hvis han/hun ikke smiler, så smil alligevel. Det vigtige er, at du står fast og ikke gemmer dig.

Du får sikkert ikke øjenkontakt, men tag det ikke som en afvisning. Det er en sejr! Du lod dig se, mens han/hun ikke kunne klare mosten og gemte sig. Næste gang I mødes, er det ham/hende, som må se væk, fordi du har vist, at du ikke gemmer dig.

Øvelsen kan virke skræmmende, men den lærer dig at stå fast i det sociale rum – og det giver selvtillid.

Jeg har prøvet det nogle gange, og det er virkelig svært at overvinde sine automatiske reaktioner, men belønningen er stor, når det lykkes.

Psykoterapeut Holger Spanggaard i København

Holger Spanggaard er psykoterapeut, parterapeut og sexolog i København med mere end 15 års erfaring. Har du lyst til en snak om relationer, selvværd og personlig udvikling, så kontakt Holger.

Folk spørger også om øjenkontakt

Hvor længe skal man holde øjenkontakt?

Forskning peger på, at de fleste foretrækker, at et blik varer ca. 3 sekunder ad gangen (Binetti m.fl., 2016). Men det kommer an på, hvem du er sammen med, og hvilken relation I har. Er I nyforelskede, har I måske øjenkontakt i flere minutter ad gangen. Har du en lidt overfladisk snak med en kollega, ser I måske næsten ikke hinanden i øjnene. Det vigtigste er, at I er nogenlunde enige om mængden af øjenkontakt, for ellers kan den ene føle sig afvist, mens den anden føler sig invaderet.

Hvorfor kan jeg ikke lide øjenkontakt?

Kan du ikke lide øjenkontakt, er det nok, fordi det føles for intenst, invaderende eller konfronterende. Det er lidt nemmere at bevare en distance, når du ikke ser andre direkte i øjnene. Er du introvert eller genert, har du sikkert ikke lyst til at holde øjenkontakt i lang tid.

Hvad betyder intens øjenkontakt?

Som regel betyder intens øjenkontakt, at I er meget åbne over for hinanden. Fx når du er forelsket, har en interessant samtale eller bare rigtig godt kan li’ den andens selskab. Intens øjenkontakt kan også skyldes, at du forsøger at aflæse den anden person.

Hvad betyder øjenkontakt, når man er forelsket?

Når du er forelsket, kan du næsten ikke lade være med at kigge på den anden. Forelskede holder øjenkontakt længere og oftere, og blikket bliver blødt og nysgerrigt. Lange blikke er også en klassisk måde at flirte på: Holder den anden dit blik lidt længere end normalt og smiler, er det et godt tegn på interesse.

Hvad betyder manglende øjenkontakt?

Manglende øjenkontakt betyder som regel, at der ikke er den store interesse eller åbenhed. Det kan også skyldes generthed, skam eller introversion.

Hvordan øver man øjenkontakt?

Du øver dig ved at kigge andre i øjnene. Start med 1 sekund og kig derefter væk. Når du er klar, kan du søge øjenkontakt igen. Hvis du øver dig hver dag, bliver det snart nemmere at se andre i øjnene. Brug øvelserne ovenfor som inspiration.

Værd at huske om øjenkontakt

Intet skaber kontakt hurtigere end at se hinanden i øjnene. Derfor er øjenkontakt et vigtigt element i ansigt-til-ansigt-kommunikation.

Øjnene er sjælens spejl. Du opfanger den andens følelser, sorger og glæder. Og viser samtidig, hvem du selv er. Men ofte undgår vi øjenkontakt, fordi det gør os sårbare. Øjenkontakt kræver mod.

Du kan læse mere om øjenkontakt i Michael Ellsbergs bog The Power of Eye Contact.

PS:

Er du interesseret i kontakten mellem mennesker, så har jeg skrevet en gratis e-bog, som måske er noget for dig. Du får nemlig 100 spørgsmål, som skaber nærhed. Du kan bruge spørgsmålene til at skabe interessante, dybe samtaler.

Opdateret d. 31. okt. 2026.