Bliver du spontant liderlig? Eller skal du tændes af din partner?
Hvordan bliver du liderlig?
Der er 2 måder at blive liderlig på. Med spontan sexlyst opstår lysten af sig selv, typisk som en tanke eller fantasi. Med responsiv (eller reaktiv) sexlyst opstår lysten som reaktion på noget udefra, fx når din partner kysser eller rører ved dig.
De fleste mænd tænder spontant, mens mange kvinder tænder responsivt. Ingen af delene er forkert. Men det kan skabe frustration i parforholdet, hvis I ikke forstår hinandens måde at tænde på.
👉 Der er 2 grundlæggende forskellige måder at blive tændt på:
✔️ Spontant: Din sexlyst opstår inden i dig selv, uafhængigt af omgivelserne, typisk som en tanke eller fantasi.
✔️ Responsiv: Din lyst opstår som reaktion på nogen (eller noget) uden for dig selv, fx når du bliver forført.
De 2 måder at tænde på kan forstås som yderligheder på en skala, hvor de fleste ligger et sted på midten. Nogle gange tænder vi af os selv, andre gange tænder vi, fordi vores partner tager initiativ.
I mit arbejde som sexolog møder jeg mange par, som er frustrerede, fordi de ikke har forstået, hvordan deres partner tænder. Derfor er det vigtigt, at du kender de 2 måder at tænde på.
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
Hoved eller krop?
Sexlyst og liderlighed er forbundet til både hoved og krop, og god sex forudsætter at både hoved og krop er med.
Nogle gange har du tanker og fantasier om sex, uden at din krop følger med. Fx kan mandens erektion udeblive, selvom han har haft masser af tanker om sex. Og på samme måde kan en kvinde tro, at hun har lyst til sex, men i sengen bliver hun ikke våd, fordi kroppen ikke er fulgt med tankerne.
Andre gange er det omvendt: Nogle gange er kroppen klar, men dine følelser og tanker er et andet sted. Fx kan mænd vågne med en erektion uden at have lyst til sex.
Formålet med forspil er bl.a. at synkronisere tanker og følelser med kroppens impulser og behov. Derfor er forspil vigtigt for både mænd og kvinder, selvom mange mænd opfatter forspillet som noget, der bare skal overstås for kvindens skyld. Men mænd har faktisk lige så meget brug for forspil som kvinder.

Liderlighed og sexlyst kræver, at både hoved og krop er med.
Spontan sexlyst
Spontan sexlyst er bl.a. kendetegnet ved, at du bliver liderlig på “tilfældige” tidspunkter i løbet af dagen.
Spontan sexlyst starter typisk i hovedet med tanker og fantasier, som derefter gør kroppen klar til sex. Fx når du er på arbejde, sidder i bussen eller handler, opstår der måske tanker om sex, som tænder dig.
Hvis du bliver spontant tændt, har du ofte lyst til sex, og er tit den, som tager initiativ til sex. Din krop er ikke nødvendigvis klar, når du tager initiativ, men du er drevet af dine tanker og forestillinger om, hvad der kommer til at ske. Din krop bliver klar hen ad vejen.
De fleste mænd tænder spontant, men også nogle kvinder har dette mønster.
Læs også: Erotisk intelligens: Bevar sexlysten i dit parforhold
Udfordringen for det spontane mønster
Fordelen ved det spontane mønster er, at der sker noget. Du går ikke rundt i flere uger uden at mærke lyst og liderlighed, og du er ikke afhængig af specielle omstændigheder for at have et aktivt sexliv med andre – eller dig selv.
Udfordringen er, at du nogle gange mister forbindelsen til kroppen, som nogle gange ikke vil være med. Måske er du stresset, ked af det, træt eller vred, uden at du har opdaget det.
Udfordringen er altså, at du går i gang med sex, uden at du rigtigt mærker dig selv. Det kan bl.a. betyde, at du pludselig mister lysten, eller måske fortryder halvvejs eller bagefter.
Du kan træne din kropsbevidsthed og få bedre forbindelse med din krops instinkter og lyst. Det kan du læse mere om her: Kropsbevidsthed er vejen til selvindsigt.
Hvordan bliver du liderlig? Starter det med en tanke? Eller starter det i din krop?
Responsiv sexlyst
Responsiv sexlyst (også kaldet reaktiv sexlyst) er kendetegnet ved, at du ikke bliver liderlig af dig selv på “tilfældige” tidspunkter. Nogen eller noget uden for dig selv skal tænde dig.
Begrebet responsiv sexlyst kommer fra den canadiske læge og sexforsker Rosemary Basson, og Emily Nagoski har gjort det kendt i bogen Come As You Are.
Du tænker sjældent på sex, og derfor har du ofte mindre lyst til sex end din partner, og bl.a. derfor er du sjældent den, som tager initiativ.
Du kan få lyst til sex, hvis din partner lægger an på dig, kysser eller rører ved dig, eller sender frække beskeder eller lign. Eller måske når du ser en fræk scene i en film.
Hvis du tænder spontant, er det typisk tanker og fantasier, som starter din lyst. Men når du tænder responsivt, er det typisk din krop, som tænder først, inden der opstår tanker og fantasier.
Hvis du er kvinde, har du måske oplevet at blive forført af en mand med stor lyst. Du kan mærke, han har en plan og vil noget med dig. Du lader dig forføre uden at tage initiativ.
Din krop bliver klar til sex, uden at du nødvendigvis har hovedet med. Måske opdager du først, at du har lyst, når I er færdige med at have sex!
Læs også brevet: “Jeg kan gøre ham tilfreds, hvis vi dyrker sex oftere, men hvordan får jeg lyst?”
Næsten ingen mænd opfatter deres sexlyst som værende responsiv. Derimod er der mange kvinder, som tænder responsivt, hvilket stemmer overens med, at en del kvinder ikke har seksuelle fantasier.
Når spontane mænd er sammen med responsive kvinder, er deres “tændingskurve” ofte forskudt i forhold til hinanden: Han er tændt allerede inden han tager initiativ til sex, mens hun først rigtig tænder, når de er godt i gang. Når manden har fået nok, har kvinden først fundet appetitten!
Læs også: Derfor mangler mænd sexlyst

Med responsiv sexlyst tænder kroppen ofte først – fx når din partner kysser eller rører ved dig.
Udfordringen for det responsive mønster
Hvis du har et responsivt mønster, kan det blive et problem, hvis din partner også er responsiv, fordi ingen af jer tager initiativ.
Og hvis du er alene, kan der måske gå uger, måneder eller år, hvor du ikke har sex med andre eller dig selv, med det resultat, at dit sexliv tørrer ud.
Fordelen ved det responsive mønster er til gengæld, at du kun har sex, hvis din krop er med, og du virkelig har lyst.
Læs også: Derfor mangler kvinder sexlyst
Gode råd til et bedre sexliv
➡️ Hvis du tænder spontant, skal du være tålmodig. Især hvis din partner har et mere responsivt mønster. Tag dig tid til at flirte og forføre. Det nytter ikke at plage eller presse, du skal i stedet invitere. Brug også ekstra tid på forspillet. Ikke kun for din partners skyld, men også for din egen.
➡️ Hvis du tænder spontant, kommer du måske til at fokusere for meget på sex og penetrering. Men inden du giver mere energi til din liderlighed vha. tanker og fantasier, så mærk din krop og overvej, hvad du egentligt har brug for. Måske har du lige så meget brug for nærhed, omsorg og kærlige berøringer.
➡️ Hvis du tænder responsivt, skal du til gengæld øve dig på at være åben. Hvis du venter med at tage initiativ, til du har lyst til sex, sker der måske aldrig noget!
➡️ Husk at din krop kan have behov, du ikke nødvendigvis er bevidst om. Du kan blive bedre forbundet til din erotiske energi ved at dyrke den. Fx ved at læse erotiske romaner, snakke om lyst og fantasier med din partner, flirte, tage initiativ til sex, onanere og øve dig i at give dig selv nydelse.
Som parterapeut og sexolog taler jeg med mange par om, hvordan de hver især tænder. Bare det at sætte ord på, at den ene tænder spontant og den anden responsivt, kan fjerne meget frustration hos begge.
Vil du være klogere på din seksualitet og lyst, anbefaler jeg, at du finder den erotiske arketype, du resonerer mest med.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Vil du have hjælp til dit sexliv, så kontakt Holger.
Folk spørger også om
Hvad betyder det at være liderlig?
At være liderlig betyder, at du har lyst til sex. Liderligheden kan starte i hovedet som tanker og fantasier, eller i kroppen som en fysisk reaktion. God sex kræver typisk, at både hoved og krop er med.
Hvorfor bliver man liderlig?
Nogle bliver liderlige af sig selv, fordi en tanke eller fantasi sætter lysten i gang. Andre bliver først liderlige, når noget udefra tænder dem, fx et kys, en berøring eller en partner, der forfører dem. Stress, træthed og følelserne i parforholdet spiller også en stor rolle.
Er det normalt ikke at blive liderlig af sig selv?
Ja. Mange, især kvinder, tænder responsivt. Det betyder ikke, at der er noget galt med din sexlyst. Lysten skal bare vækkes, før du mærker den. Derfor kan det være en god idé at give lysten en chance, selvom du ikke mærker den endnu.
Værd at huske om spontan og responsiv sexlyst
Ingen af de 2 måder at tænde på er mere rigtig end den anden. Spontan sexlyst starter i hovedet, responsiv sexlyst starter i kroppen. Og de fleste af os er lidt af begge dele.
Det vigtigste er, at du kender din egen måde at tænde på – og din partners. Så kan I holde op med at tage det personligt, når lysten ikke følges ad.
Vil du have hjælp til jeres sexliv? Så book en gratis forsamtale til sexologisk rådgivning.
Opdateret d. 16. okt. 2026.


