Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
“Skal jeg tilgive min kæreste, at han har løjet?”
Hej med dig.
Jeg håber du kan hjælpe mig med at give mig lidt klarsyn, for jeg er kommet ud i en situation, hvor jeg simpelthen ikke aner hvad jeg skal stille op. Her kommer min historie
Jeg står lige nu midt i midt livs krise (føles det som!!) – Det drejer sig om at jeg på et tidspunkt mødte en helt fantastisk fyr ca 2,5 år tilbage. Jeg har aldrig nogensinde været så forelsket før, og det føltes som om det bare var “meant to be.” Vi kaldte hinanden vores soulmate, og man kunne virkelig mærke at den kemi vi havde, var real.
Som tiden gik fasede forelskelsen ud, og det gik over til en dyb kærlighed til hinanden – hvilket jo også er skønt. Jeg følte virkelig, at han var mit livs kærlighed (det føler jeg stadigvæk).
Men så gik det galt. Vi besluttede os for, efter at have boet sammen i lidt over et halvt år at gå fra hinanden. Vi gik fra hinanden af forskellige grunde, men vi var begge knuste og sårede, og prøvede at gøre mange ting for at såre hinanden – hvilket var SÅ dumt.
Vi finder sammen igen ca et halvt år efter – men jeg kan mærke i mig selv, at der er noget ved forholdet, som ikke er helt som det plejer. Min kæreste bliver VILDT jaloux og aggressiv over bittesmå ting, og han trækker mig nærmest med ned i et hul af negativitet. Det gik ud over min selvtillid rigtig meget, at vores forhold simpelthen ikke var som det plejede.
Læs også brevet: “Han var utro 2 måneder efter fødslen…”
I hele min usikkerhed kom jeg til at gå i hans telefon, kort efter vi kom sammen igen, og fandt nogle beskeder fra en pige, jeg synes virkede meget mistænksomt. Jeg konfronterer ham med det, og spørger, hvad der er foregået mellem ham og denne pige. Han fortæller mig, at der intet er sket med hende – men at de skrev sammen i en kort periode, og det var det.
Jeg vælger at stole på ham, men min mavefornemmelse siger noget helt andet. Jeg begynder at lægge mærke til, at han ændrer sig mere og mere, og historien om hvad der er sket med hende pigen, ændrer sig mange gange.
Jeg beder til sidst om at få lov til at skrive til hende pigen, for at høre hvad der præcist er foregået. Jeg vælger så at skrive til pigen, jeg fandt de beskeder fra, og får det svar tilbage – at de havde haft sex i meget kort tid efter en bytur og at de begge var kede af det, da de lige havde mistet en de holdt af. Hun skrev endda at det intet betød for nogen af dem, og at det var en fejl fra deres begges side.
Alligevel, bliver jeg fuldkommen RASENDE da jeg nu finder ud af, at han det seneste halve år har løjet for mig, omkring hele den her situation – og at han SÅ mange gange har fortalt, at der altså ikke er sket noget.
Ham og jeg er begge utrolig kede af det, og han siger han vil gøre ALT for at få det til at fungere mellem os igen. Han fandt ud af, siger han, at han ikke havde lyst til at være sammen med nogle andre end mig, efter han var sammen med hende, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal tro.
Læs også brevet: “Kan jeg gå fra ham pga. to hårnåle? Eller er jeg skør?”
Mine tanker kører rundt og rundt – og jeg ved i princippet godt, at jeg ikke kan tillade mig at blive sur over de var sammen – fordi mig og min kæreste på daværende tidspunkt ikke var sammen. Jeg er bare vildt skuffet over at han har løjet så længe.
Kan man nogensinde redde det her tillidsbrud? Jeg har nu brugt et halvt år på at bygge noget op med ham igen, for så at finde ud af nu at han har løjet for mig lige siden vi begyndte på noget igen.
Mit spørgsmål er så, skal jeg tilgive ham eller droppe det hele fuldstændigt?
Jeg havde bestemt ikke et ønske om at stoppe det med ham, fordi jeg elsker ham så højt, men hvordan lærer jeg at leve med det her? Og hvordan finder man tilliden igen?
Skal jeg stole på, når han siger, at han kun vil mig, og hvorfor skal man være sammen med en anden for at finde ud af det.
Hilsen
Den hjerteknuste…
“Skal jeg tilgive min kæreste, at han har løjet?”
Holgers svar:
Kære hjerteknuste
Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, at du ikke kan lide tanken om, at din kæreste har været sammen med en anden. Og at det støder dig, at han har tiet omkring det.
Jeg tror, han valgte ikke at fortælle om det for ikke at såre dig, og for at undgå en masse ballade. Måske også fordi han har fortrudt, og skammer sig lidt.
Jeg synes, du skal tilgive og komme videre. Ikke mindst fordi du skriver, at han stadig er dit livs kærlighed. Og han siger, han vil gøre alt for at få det til at fungere.
Det eneste han har gjort forkert, er at holde noget for sig selv. Og det har han måske i virkeligheden gjort for din skyld.
Jeg tror, at du føler jalousi, hvilket er forståeligt, men ikke nødvendigvis gavnligt. Nogle gange er jalousien rimelig, andre gange ikke. Forskellen på sund og usund jalousi er, at sund jalousi tager udgangspunkt i noget konkret her og nu. Noget du kan pege på og sige: “Jeg vil gerne have, at du gør sådan og sådan, i stedet for sådan og sådan.”
Her er en artikel, som måske kan inspirere dig: Er din jalousi sund eller usund?
Når du holder fast i noget negativt fra fortiden, er det umuligt for din kæreste at gøre det godt igen. For hvordan kan han gøre det om? Det er kun dig, som kan beslutte dig for at tilgive og lade fortiden ligge. Du kan bære nag resten af dit liv. Det kan ingen forhindre. Men du kan også slippe din vrede, skuffelse og smerte her og nu. Det kan du kun selv beslutte.
Læs også: Accept og tilgivelse
Jeg foreslår, at du fokuserer på jeres forhold her og nu, og ser fremad. Hvad savner du her og nu? Hvordan kommer I hinanden nærmere her og nu. Hvordan giver I hinanden kærlighed? Hvordan har I gode oplevelser sammen? Hvad vil I gerne have ud af hinanden? Hvilke drømme har I for en fælles fremtid?
Håber du kan bruge mit svar. Og jeg ønsker jer alt det bedste.
De bedste hilsner
Opdateret d.27 sep. 2019.27-9-2019“Skal jeg tilgive min kæreste, at han har løjet?”Bevidsthed.org