Livet er kort

Livet er kort. Det er alt for kort, til alt det vi gerne vil nå. Så hvad skal man vælge at bruge sin tid på?

Det er et uløseligt dilemma, som Oliver Burkeman har skrevet en glimrende bog. Bogen hedder 4000 uger, og kan fx købes på saxo.com.

Her får du et resume af bogens vigtigste pointer:

Livet er kort – effektivitet er ikke løsningen

Sandheden er, at du umuligt kan nå at udleve alle dine drømme og indfri alle dine ambitioner. Du kan ikke få alle de oplevelser, du i virkeligheden ønsker dig. Der er simpelthen ikke tid nok. Livet er for kort.

Det kan være en smertefuld erkendelse, at du kun får en brøkdel af dine ønsker opfyldt. Det kan gøre dig panisk og få dig til at sætte farten op. For jo mere man skynder sig, desto flere af ens mål når man, ikke? Naja… Svaret er ikke så simpelt.

Problemet er, at jo mere effektiv du er på dit job, desto flere opgaver får du. Din chef lader dig ikke sidde og kigge tomt ud i luften ret længe. Jo hurtigere du er til svare på dine emails, desto flere emails modtager du, for folk gider godt sende emails til en som svarer hurtigt. Og er du hurtig til at tage opvasken, kan du også lige nå at støvsuge.

Derudover har vi alle en indbygget grådighed: Når du et mål, finder du hurtigt på nye mål. Lykkes du med at gennemføre en halvmaraton, vil du løbe en maraton. Og lykkes du med en marathon, vil du prøve kræfter med en ironman. Der er altid et højere bjerg at bestige.

Så snart vi har løst en udfordring, finder vi nye opgaver og problemer, der skal løses. Derfor kommer der aldrig en dag, hvor du siger til dig selv: Nu har jeg opnået alt, nu kan jeg endelig slappe af.

Læs også: Hvad er meningen med livet?

Ur - Livet er kort

Livet bliver ikke bedre end i dag

Vi vil gerne være i kontrol, for det er en rar tanke, at du kan bestemme din skæbne. Vi vil gerne tro, at vi træffer de rigtige valg, så vores liv giver mest mulig lykke og mening. Derfor har vi masser af planer, mål og drømme, som vi håber på at indfri engang.

Den endeløse række af opgaver vi skal have klaret, får os uvægerligt til at leve i fremtiden. Lykken og det gode liv bliver et fatamorgana, som vi aldrig når hen til, fordi der hele tiden opstår nye vigtige gøremål.

Men når vi lever i fremtiden, opdager vi ikke, at livet er nu. Der kommer ikke en bedre dag i morgen eller om et år, når du får drømmejobbet, en ny bolig, en kæreste, mindre stress eller dine børn flytter hjemmefra.

Det er hårdt for de fleste at acceptere, at dagen i dag er selve livet. Du har kun i dag, og der kommer ikke noget bedre. Hvis du ikke er tilfreds og lykkelig i dag, bliver du det nok aldrig. Tænk lige over det.

Livet er kort, og netop derfor bør du være nærværende og få mest muligt at af den korte tid du har.

Læs også: Sådan lever du i nuet

Sådan får du mest ud af et kort liv

Netop fordi livet er så kort, er vi desperate efter at fylde vores dage med mening. Men når du forsøger at nå det hele, kommer ting som haster, til at dominere ting der er vigtige. Dvs. du ender med at bruge dine timer, dage og år på alt muligt andet end det som virkelig betyder noget. Resultatet bliver, at du faktisk går glip af livet.

Hvis du tænker på, hvad du har brugt den sidste uge og det sidste år på, har du så nået det, som virkelig gør en forskel? Eller går ugerne med at løbe i hamsterhjulet?

Burkeman foreslår, at du starter med at acceptere, at du ikke kan nå det hele. Dernæst skal du vælge nogle få ting ud, som du vil prioritere (max 5). Hvis du laver en lang liste med 20 vigtige ting, når du dem alligevel ikke. Fordi livet er kort, skal du være realistisk og begrænse dig.

Her er nogle forslag til at få mest ud af et kort liv:

  • Læs mindst én god bog om måneden (i stedet for at kigge på en skærm).
  • Èn gang om måneden skal du og din partner ud af huset og lave noget sjovt.
  • Planlæg mindst én rejse om året.
  • Skift job, hvis du er utilfreds.
  • Gå til en sport eller en fritidsaktivitet, som gør dig glad.
  • Brug mindst 15 min. hver dag på at tale med din partner.
  • Find en hobby du kan lide at lave.
  • Gå hjem senest kl 16 fra dit job, og brug kvalitetstid med din familie
  • Læs godnat historie for dit barn hver dag.
  • Vil du tage en uddannelse, så beslut dig for at starte.
  • Gå en lang tur hver weekend og nyd naturen uden musik eller andet i ørene.
  • Mediter mindst 15 min. hver morgen.
  • Arbejd max 37 timer om ugen.
  • Lær et nyt sprog.
  • Mød en god ven mindst 2 gange om måneden.

Når du har valgt max 5 ting, som giver mening og lykke til dit liv, så er kunsten at begrænse din energi til de 5 ting, så du ikke bruger for meget energi på alt muligt andet, som ikke øger din livskvalitet. Den almindelige fælde er at tro, at når bare lige du har nået dit og dat, så får du endelig tid til at slappe af med den gode bog. I stedet skal du gøre det modsatte: Start med at læse et kapitel i den gode bog, og tag opvasken bagefter.

Hvis du bliver i godt humør af at løbe eller gå i naturen, så skal du starte din lørdag med det og gøre rent bagefter. Snavset er der også, når du kommer hjem.

Drømmer du om at rejse til Brasilien og besøge regnskoven, så begynd at lægge penge til side i dag. Vent ikke på, at du først får købt nyt køkken eller en ny bil. Der er altid noget at bruge pengene på, men hvis Brasilien er vigtig for dig, så begynd at planlæg din rejse nu.

Og vent ikke på, at du en dag får færre opgaver på jobbet, så du ikke skal arbejde over. Livet er i dag, så gå hjem kl 16, og brug kvalitetstid med din partner.

Læs også: Find dine personlige værdier i livet

Livet er for kort

En simpel teknik til at navigere i et kort livet

Problemet med for mange planer er, du ender med at leve i fremtiden. Men hvis du ikke sigter efter fremtidige mål, hvordan skal du så orientere dig?

En simpel effektiv teknik går ud på, at du spørger dig selv: “Hvad er det vigtigste, der skal gøres netop nu.” Og så gør du det. Bum. Du behøver ikke analysere eller lægge planer, bare gør det vigtigste, som skal gøres netop nu.

Du kan nemt teste teknikken: Hvad er vigtigst for dig at gøre netop nu? … Tænk lige 3 sekunder … Du ved godt, hvad du skal gøre netop nu, ikke?

Læs også: Lever du autentisk?

Konklusion

Sådan håndterer du, at livet er for kort:

  1. Du skal omhyggeligt vælge, hvad du vil prioritere. For du kan ikke nå det hele.
  2. Effektivitet kan være en fælde, fordi du blot når flere ligegyldige ting.
  3. For mange mål får dig til at leve i fremtiden i stedet for her og nu.
  4. Spørg dig selv: “Hvad er det vigtigste, jeg bør gøre lige nu.”

Læs også: Top 5 ting de døende fortryder

Opdateret d.19 juni 202219-6-2022Livet er kortBevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!