Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Brevkasse
“Kan vi stadig være venner?”
Hej Holger
Jeg er en ung pige på snart 20 år, som står i en øv situation og det hele forvirrer mig, så jeg har brug for en med et upåvirket perspektiv.
For 2 1/2 år siden mødte jeg en fyr på tinder (han er nu 22).
Vi skrev sammen i godt et halvt år før vi mødtes i virkeligheden, og efter den første date blev vi ved med at ses… Vi klikkede bare med det samme!
På det tidspunkt havde jeg døjet med en spiseforstyrrelse mm. i 7 år, men han var en kæmpe hjælp og jeg er ude af den i dag.
Der gik yderligere et halvt år, før vi valgte at kalde os kærester… Sikkert fordi vi begge havde og stadig er bange for at være for sårbare.
Læs også brevet: “Kan vi være kærester, selvom jeg ved, at forholdet slutter?”
Vi var kærester i halvandet år og blev tættere og tættere for hver dag.
Sagen er, at han det sidste halve år har virket lukket i perioder og til sidst var det hele tiden. Han var træt, fraværende, havde kort lunde og mistede sexlysten. Få gange fik jeg ham til at lukke lidt op for, hvordan han havde det, men det var ikke meget og det frustrerede mig, ligesom en masse andre ting også styrtede sammen om mig, men jeg lod som om jeg havde det fint.
For ca. to uger siden vågnede jeg op og græd og da han spurgte mig hvad der var galt, fortalte jeg hvordan jeg havde det og så knækkede han også sammen.
Læs også brevet: “Er vi venner eller kærester?”
Han fortalte, at det jo ikke havde noget med mig at gøre, men han var presset af arbejdet og ked af de ting han gik glip af, med en kæreste, også selvom jeg aldrig har stoppet ham i noget. De fleste af hans gode venner bor et stykke væk, så dem så han jo sjældent og han endte altid med at vælge mig til i stedet og så kunne han ikke være i, at han ikke kunne være den kæreste han gerne ville være, fordi hans frustrationer altid gik ud over mig.
Vi blev enige om at holde en pause på et par uger, men han ringede stadig af og til, for at høre hvordan jeg havde det. Efter 5 dage var jeg nødt til at vide hvad han ville og han sagde, at det nok var bedst vi stoppede her.
Siden har han dog fortsat kontaktet mig, for at høre hvordan det går.
Jeg elsker ham jo stadig virkelig højt og jeg savner ham. Jeg vil vildt gerne fortsætte med at have ham i mit liv, for han var lige så meget en sindssygt god ven!
Men hvordan gør man det?
Og kan det overhovedet lade sig gøre?
Hvordan ved jeg hvordan han har det med det hele?
Hvordan passer jeg på mig selv i det her?
Mvh. Øboen
“Kan vi stadig være venner?”
Holgers svar:
Hej Øbo
Tak for dit brev til brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Det er ikke til at vide, hvordan han har det med dig og forholdet. Men siden han kontakter dig, vil han nok et eller andet med dig. Minimum venner, men måske mere. Jeg gætter på hans følelser svinger frem og tilbage, og at han er lidt forvirret. Men det er ikke unormalt at være forvirret efter et brud, og derfor er der flere par, som får hjælp af en parterapeut til at skilles.
Men han har et problem, hvis han ikke kan finde ud af at være kærester, samtidig med at han forfølger sine egne ting. Det skal han lære.
I kan godt være venner, men det forudsætter, at I ikke falder i de gamle kæreste-mønstre. Og det er svært. For hvis man har været sammen på én måde i mere end et år, så er de gamle vaner svære at bryde. Især fordi ingen af jer måske rigtig har lyst til at bryde vanerne, fordi en del af jer stadig har lyst til at være kærester.
Læs også brevet: “Jeg er forelsket, men han vil kun være venner. Skal jeg lade ham være i fred?”
Hvis du vil have et venskab til at fungere med ham, skal du glemme alt om at være kærester med ham, med mindre han klart giver udtryk for, at han vil prøve igen. Kun når du fuldt ud accepterer, at I ikke skal være kærester, kan du naturligt opføre dig som en ven og dermed også invitere ham ind i et venskab.
Det er også den måde, du passer på dig selv. Hvis du hemmeligt håber på, at I skal være kærester, kommer du nemt til at kaste en masse følelser, drømme og håb efter ham, som han måske aldrig gengælder. Det efterlader dig såret og frustreret. Men hvis du formår at droppe kærestedrømmene, så bliver du ikke ramt på samme måde, hvis det aldrig udvikler sig til andet end et venskab.
Mit råd til dig er, at du ser jer som venner, for som du selv siger, så er han også din gode ven. Pas på, du ikke virker desparat efter at være kærester. Det skræmmer ham bare væk. Hvis han vil være kæreste med dig igen, så skal han nok vise det.
Læs også: Hvordan viser mænd kærlighed?
Næste gang han ringer, så spørg ham om I ikke kan være venner. Du kan evt. foreslå, at I går en tur eller lign. Så har du vist, at du gerne vil have ham i dit liv, på en måde hvor han ikke føler sig presset til at være kærester.
MEN: Hvis han IKKE vil være kærester, og du IKKE kan slippe drømmen om, at I finder sammen igen, så er det bedst for dig at glemme ham, og kom videre med livet. Ellers går du rundt er frustreret og ulykkelig, mens du venter på noget, som aldrig kommer til at ske!
Så hvis du finder ud af, at venner ikke er nok, skal du afbryde jeres relation hurtigst muligt for at passe på dig selv.
Held og lykke!
Kærlig hilsen
PS:
Jeg har samlet 10 gode råd til at kommunikere med mænd som pludselig tækker sig eller har svært ved at åbne op. Du kan få denne gratis kvikguide, som kan inspirere dig: Hvad gør jeg, når han trækker sig.
Opdateret d.12 aug. 2022.
12-8-2022Forvirret pige efter kærestebrud: “Kan vi stadig være venner?”Bevidsthed.org