Brevkasse
Hej 🙂
Jeg har set en fyr siden foråret, hvor vi nåede at se hinanden nogle gange. Vi havde også sex – men dog ikke hver gang, og ellers spiste vi sammen, snakkede og så film.
Han er lidt en enspænder og nyder sit eget selskab og har egentlig også tidligere sagt, at han ikke ville have en kæreste – fint for mig, der behøver ikke komme label på, men hvad fanden er vi så?
Han rejser meget med arbejde i perioder og har derfor været af sted siden i sommers. Han er nu kommet hjem, og vi ses igen, oftere end før han tog af sted, dog bare uden at have sex?
Læs også brevet: Efter kærestebrud: “Kan vi stadig være venner?”
Han inviterer på mad, har også været hos mig, og vi hygger og snakker, som vi hele tiden har gjort. Han vil gerne ligge og nusse i sofaen, men har hver gang kørt mig hjem eller er selv kørt hjem, hvilket jeg synes er lidt underligt.
Jeg har en lille smule svært ved at finde ud af, hvor vi står, og kan ikke finde ud af, om jeg tør spørge. Og om jeg skal spørge ham om, hvorfor vi ikke har sex?
Læs også brevet: “Jeg er forelsket, men han vil kun være venner. Skal jeg lade ham være i fred?”
Han hentyder tit til, at han synes jeg er for “god” til ham. Han siger, jeg er et godt menneske med hjertet på det helt rigtige sted, selvom jeg er lidt for blød.
Han lytter virkelig til mig og har hjulpet mig utroligt meget. Han behandler mig jo godt, er ærlig over for mig, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse omkring ham? Så jeg mener ikke at jeg skal have noget bedre, men jeg forstår ikke, om vi er venner eller kærester?
Mvh A
🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling
Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Vi høres ved 😊
“Er vi venner eller kærester?”
Holgers svar:
Hej A
Tak for dit brev.
Det lyder som om du har mere lyst til et forhold end han har.
Læs også: 5 tegn på, at han ikke vil være kærester
Som regel er det den part, som vil forholdet mindst, der bestemmer niveauet. I psykologien kalder man det princippet om mindste interesse (først beskrevet af Willard Waller i 1938). Og fordi han kun vil være hyggevenner, mens du har lyst til sex og et parforhold, så bestemmer han, hvad I er.
Han siger, at han ikke vil have en kæreste – hvilket passer med hans opførsel. Spørgsmålet er, om det er nok for dig? Eller om det er på tide at gå fra hinanden?
Læs også brevet: “Vil han være kærester med mig eller ej? Skræmmer jeg ham væk?”
Hvis du har det fint med at spise sammen, hygge i sofaen og se TV, så er alt jo godt. Men hvis du søger kærlighed og sex, så bliver du frustreret på et tidspunkt, hvis tingene ikke ændrer sig. Det har jeg ofte set i mit arbejde som parterapeut i København.
Hvis du ikke åbner munden, fortsætter tingene som hidtil. Han virker tilfreds med jeres relation, så han er ikke motiveret til at ændre noget. Derfor er det op til dig, hvis noget skal laves om. Du kan evt. gå alene i parterapi, og få hjælp til at sætte ord på dine behov.
Spørg ham:
➡️ Har du lyst til, at vores forhold udvikler sig?
➡️ Tror du, at du en dag får lyst til mere end kun at være venner?
Det vil give dig klarhed om, hvor I er på vej hen.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København. Har du brug for en snak om dit kærlighedsliv eller sexliv, så kontakt Holger.
Ang. sex: Har du lagt op til sex, eller venter du på, at han tager initiativ? Nogle mænd er passive, og måske venter han på, at du tager initiativ? Det er også muligt, at han er i tvivl, om du overhovedet har lyst.
Det nemmeste er at tale om tingene. Sig fx:
Jeg synes det var dejligt, da vi havde sex. Synes du ikke?
Skal vi ikke gentage succesen en dag?
Har du lyst til, at jeg tager initiativ?
Eller kan jeg gøre noget for at give dig mere lyst?
Næste gang I putter i sofaen, så find modet og spørg.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Kærlig hilsen

PS:
Jeg har samlet 10 gode råd til at kommunikere med mænd, som trækker sig eller har svært ved at åbne op. Hent min gratis kvikguide: Hvad gør jeg, når han trækker sig?
Opdateret d. 12. okt. 2026.

