Brevkasse

Hej, og tak for en god brevkasse.

Jeg er en kvinde på 42, har 2 hjemmeboende delebørn.

For ca. 3 mdr. siden mødte jeg en mand på 45, også med 2 børn. Vi blev stormende forelsket og gik meget hurtigt frem med at introducere børn osv. Vi brugte nærmest alle dage sammen, og næsten kun sammen med børnene og sjældent alene, da vi har børn i modsatte uger.

Jeg kunne mærke, at det gik for hurtigt, da jeg ikke følte, at vi fokuserede på os og vores forelskelse. Jeg italesatte det et par gange, men vi kørte fortsat på.

Jeg kunne mærke, at han pludselig ikke var helt til stede, og vi tog så snakken. Vi er enige om, at vi har mistet forelskelsen for hurtigt midt i at lege storfamilie. Vi har ikke lyst til at afslutte det, da vi er glade for hinanden, ikke er trætte af at være sammen, og kan se os sammen i fremtiden.

Læs også brevet: “Min kæreste vil ikke have sex”

Vi har derfor besluttet at nulstille, altså ikke holde pause, men gå lidt tilbage. Dvs. ikke ses hver dag og kun, når ungerne er lagt i seng, og i det hele taget fokusere kun på ham og mig.

Vi håber, at vi på den måde begge kan få mærket efter, hvad vi føler, og om vi som kærester kan blusse lidt op igen.

Mit spørgsmål er, om det er en god idé, og om det mon overhovedet kan lade sig gøre….at savnet og “forelskelsen” blusser lidt op igen?

Håber meget på svar?

🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling

Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Vi høres ved 😊

“Forelskelsen er væk – hjælper det at være mindre sammen?”

Holgers svar:

Hej med dig

Tak for dit brev.

Det korte svar er, at det bestemt kan gøre noget godt for jeres forhold at bruge mindre tid sammen. Og at være mindre far, mor og børn, og lidt mere kærester, når I er sammen. Det er noget, jeg taler med mange par om i mit arbejde som sexolog og parterapeut. Det gælder ikke mindst for par i sammenbragte familier, hvor der nogle gange skal tages ekstra hensyn til børnene.

Om det skaber nok forandring til, at I bliver forelskede igen, er ikke sikkert. Men det vil sikkert øge tiltrækningen og den romantiske kærlighed.

Familieliv kan være en dejlig ting, men det er ikke nødvendigvis det, som nærer forelskelse, tiltrækning og eventyr. Det er en god idé at være opmærksom på, hvordan man er sammen, og hvordan det påvirker forholdet. Og I har allerede gjort jer nogle vigtige erfaringer.

Holger Spanggaard, sexolog i København

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Savner I gnisten og tiltrækningen, så book en tid til sexologisk rådgivning her.

Jeg anbefaler, at du læser denne artikel om polaritet og tiltrækning. Og denne artikel om erotisk intelligens.

Jeg ønsker jer begge held og lykke.

De bedste hilsner

Holger Spanggaards underskrift

PS:

Vil du vide mere om, hvordan forelskelsen ændrer sig over tid, så læs om parforholdets faser.

Opdateret d. 26. okt. 2026.