Brevkasse

Hej Holger

Jeg har nu datet en dejlig fyr i 3 måneder, vi er begge i slutningen af 20’erne. Vi skriver sammen hver dag, ses 3-4 gange om ugen, går ture hånd i hånd, er på stranden, ser film, er ude at spise og kysser og nusser i al den tid, vi er sammen.

Vores initiativ til at skrive og ses er meget ligeværdigt. Han er meget kærlig og har som sådan med hans handlinger aldrig givet mig grund til ikke at stole på ham. Han er dog ikke særlig god til ord og har svært ved at snakke om følelser. Komplimenter og hvordan han har det med mig, har jeg derfor aldrig rigtig fået ord på. Han har aldrig haft en kæreste før.

For lidt over 1 måned siden sagde jeg til ham, at jeg var blevet glad for ham. Han blev lidt febrilsk, kunne jeg mærke, og fik ikke svaret særlig godt på det. Jeg blev chokeret og ked af det, fordi jeg var overbevist om, at vi var helt samme sted. Han fik sagt en hel masse bagefter for at redde den, hvor han bl.a. sagde, at han var så bange for at blive såret, at han ikke lod sig selv få følelser, eller at han i hvert fald ikke kunne indrømme dem over for sig selv. Men at han gerne vil mig og godt kunne se det blive til noget seriøst.

Jeg besluttede at slå koldt vand i blodet og give ham tid, og jeg har siden da ikke nævnt noget yderligere, og det har han så heller ikke. Men jeg har nu efterhånden brug for noget afklaring. Jeg ved jo stadig ikke, om han har følelser for mig. Vi har stadig vores Tinderprofiler. Vores familie ved ikke, vi dater, vi har ikke introduceret hinanden til venner, og vi er ikke kærester.

Hvordan tager jeg en samtale med ham omkring, at jeg gerne vil ham, og at jeg gerne vil alle de her ting med ham, uden at skræmme livet af ham eller presse ham? Og tror du overhovedet, han vil noget seriøst med mig, når han nu efter så lang tid stadig ikke har sagt noget til mig? Jeg har brug for at vide, at han vil det samme som mig.

Mvh Rikke

🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling

Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Vi høres ved 😊

“Vil han være kærester med mig eller ej? Skræmmer jeg ham væk?”

Holgers svar:

Kære Rikke

Tak for dit brev.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis I har været sammen 3-4 gange om ugen i månedsvis og kysser og nusser hele tiden, så må I begge være glade for hinanden. Dvs. han må også være glad for dig, selvom han måske ikke udtrykker det på samme måde som dig.

Det er svært at sige, om han vil noget “seriøst” med dig. Måske ved han det ikke selv endnu. Eller måske synes han, at I jo hygger jer 3-4 gange om ugen nu, og at det vel ikke kan blive mere seriøst end det?

Læs også brevet: “Er vi venner eller kærester?”

Det er slet ikke sikkert, at han tænker så meget over jeres forhold. Eller at han har brug for at tale om det. Derfor skal du ikke lægge for meget i hans tavshed.

Som psykoterapeut taler jeg med mange kvinder, der er usikre på, om han vil dem. Tit handler det om at have et utrygt tilknytningsmønster, som siger noget om, hvordan du reagerer på usikkerhed og manglende nærhed.

Du skal finde ud af med dig selv, hvad “seriøst” betyder helt præcist. Hvad er det, du ikke har nu, som du gerne vil have? Introduktion til venner og familie? Sletning af Tinderprofil? At I skal kalde jer “kærester”? At I skal stifte familie?

Hvis du vil have, at I skal være “rigtige” kærester, så fortæl ham, hvad du forstår ved et kæresteforhold. Og at du selvfølgelig er nysgerrig på, hvad et kæresteforhold er for ham. Og om han kan se jer blive kærester en dag?

Læs også: Hvordan viser mænd deres kærlighed?

Hvis du er bange for at overvælde ham med dine ord og følelser, så kan du fx spørge, om der er et tidspunkt, hvor han vil tale med dig en times tid om jeres forhold. Det kan være en hjælp for ham, hvis han vælger tid og sted, og hvis han ved, at det ikke bliver en maratonsnak.

Parterapeut Holger Spanggaard ved en murstensmur

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Vil du have hjælp til dit kærlighedsliv, så kontakt Holger.

Hvis du er bange for at skræmme ham, kan du fx sige, at du ikke forventer at få svar på alting nu, men at I kan tale færdig om en uge. Fortæl ham, at det er vigtigt for dig at have en fornemmelse af, hvad fremtiden bringer. Om du skal indstille dig på at være “rigtige” kærester, eller om jeres forhold er uforpligtende?

Du kan jo tilføje, at du synes, det er vigtigt, at man kan tale om sit forhold. Og at du håber, at han vil være med til det, selvom det er svært. Husk, at det er de svære samtaler, som gavner forholdet mest!

Hvis du ønsker, at jeres forhold skal udvikle sig, tror jeg, det er nemmest for ham, hvis I tager det i etaper. Du kan fx starte med at foreslå, at I sletter jeres Tinderprofil. Og venter lidt med at se venner og familie.

Held og lykke!

De bedste hilsner

Holger Spanggaards håndskrevne underskrift

 

 

PS:

Jeg har samlet 10 gode råd til at kommunikere med mænd, som trækker sig eller har svært ved at åbne op. Hent min gratis e-bog: Hvad gør jeg, når han trækker sig?

Opdateret d. 22. okt. 2026.