Vælg en side

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevkasse

“Jeg har ikke set ham i 5 måneder… Er kærlighed nok?”

Hej Holger

Jeg skiver, fordi jeg har siddet i en meget speciel situation i over 5 mdr., hvor jeg ikke har set min kæreste. Jeg er nu begyndt at tvivle på, om kærlighed er nok?

Jeg mødte min kæreste i foråret 2022, og blev fuldstændigt blæst væk. Jeg havde været alene i ca 9 år, og savnet en kæreste efter min skilsmisse fra mine børns far.

Min kæreste og jeg klikkede fuldstændigt. Vi taler utroligt godt sammen og vil de samme ting. Begge vores børn er glade for hinanden, og de er rigtig glade for min kæreste. Og så skulle alt jo være fryd og gammen.

Læs også brevet: “Hvornår er nok, nok?”

Min kæreste og jeg har begge nogle psykiske udfordringer. Jeg selv har dog en stabil psykisk lidelse, og passer mit fleksjob og mine børn uden problemer, men min kæreste røg ned med flaget for over 5 mdr siden og jeg har faktisk ikke set ham siden.

Han er den type mand, der løser problemerne selv, og det har været utroligt hårdt at blive skubbet væk, men jeg synes selv, at jeg har klaret det meget bedre end jeg havde regnet med, selvom jeg selvfølgelig har været frustreret og ulykkelig en hel del gange.

Der har været en del gange, hvor jeg har haft lyst til at gøre det forbi, men jeg har aldrig været den der bare gav op. Nu sidder jeg så her, og er blevet lovet af ham, at vi nok skal ses inden jul, og jeg kan se på kontakten mellem os at han er ved at få det bedre. Vi taler også sammen i tlf nu, og der ryger nemt 2,5 time, og det er som om intet er hændt.

Læs ogsåForstå den tavse mand

Men jeg er blevet bange. Jeg er normalt ikke en person, der nemt bliver bange og slet ikke i kærlighed. Jeg er bange for, at dette her sker igen, at jeg bliver parkeret ud af den blå luft i næsten et halvt år. Og det har jeg også sagt til ham, at det må vi forebygge. Men grunden til at jeg skriver til dig er, jeg er ikke et sekund tvivl om, at jeg elsker ham dybt og han mig, men hvor meget skal man give af sig selv, hvor megen overbærenhed og tålmodighed skal man give til den anden, uden at man selv pludselig er blevet helt tom indeni pga ikke at have modtaget kærlighed og især intimitet?

Min grænse har altid været ekstrem høj. Når det gælder mine børn og i kærlighed, men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at have tanker om at finde en ny kæreste og det gør mig ked af det. Jeg kender mig selv rigtig godt, og jeg kender også min kæreste rigtig godt, men jeg kan godt bekymre mig over om de 5 mdr plus uden at ses har ødelagt følelserne. Hvor langt tid, efter din erfaring, kan et menneske vente på et andet menneske bliver sig selv igen? Er kærlighed nok, tror du?

Mvh Line J.

“Jeg har ikke set ham i 5 måneder… Er kærlighed nok?”

Holgers svar:

Hej Line J.

Det korte svar: Nej, kærlighed er ikke nok.

Kærlighed er en vidunderlig ting, som vi ikke kan leve uden. Men kærlighed er ikke nok for at et parforhold fungerer.

Kærlighed er heller ikke nok for dig. Du har også brug for at blive passet på, blive krammet, have sex, blive forstået, få gode oplevelser osv. Det er en stor fejl at tro, at hvis bare jeg elsker nok, så er alt godt (læs evt. denne artikel: Kvinder der elsker for meget). Dit job er ikke kun at give, du skal også modtage.

Selvfølgelig har du et dilemma, fordi han har en psykisk lidelse, som måske gør det svært for ham at være i et forhold. Men du bliver nødt til at tage dig af dig selv. Du skal ikke være i et forhold, som ikke gør dig lykkelig. Basta.

Hvis han har en psykisk lidelse, som gør, at han har brug for at trække sig i månedsvis, så vil det nok ske igen i fremtiden. Og du skal finde ud af, om du kan leve med, at din partner forsvinder i lange perioder.

Læs også: Ubetinget kærlighed

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig held og lykke med kærligheden.

De bedste hilsner

Brevkasse: Er kærlighed nok?

Opdateret d.10 nov. 2023.

10-11-2023Jeg har ikke set ham i 5 måneder… Er kærlighed nok?Bevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!