Brevkasse

“Nedsætter kondomer nydelsen?”

Nedsætter kondomer nydelsen for en mand, eller passer det ikke?

Er det bare noget mænd siger, fordi de ikke kan li’ at bruge kondom?

Frk P.

Lyt til Holgers podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

“Nedsætter kondomer nydelsen?”

Holgers svar:

Hej P.

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Kondomet nedsætter mandens følsomhed, og derfor oplever mange, at det går ud over nydelsen. Som at tage bad med regntøj på – eller spise en karamel med papir på! Sådan er der i hvert fald mange, som har det.

Derudover kan det virke forstyrrende at skulle fumle med kondomet, når man hellere vil koncentrere sig om hinanden. Og elsker man i længere tid, hvor erektionen måske går op og ned, så skal man finde et nyt kondom frem igen. Ikke særlig sexet.

For nogle mænd dækker modviljen mod kondomer måske over præstationsangst. Kondomet bliver et ekstra forstyrrende element, som gør det sværere at holde rejsningen og gennemføre samlejet.

Så det korte svar er, at for de fleste nedsætter kondomet fornøjelsen ved sex. Kondomsex blev da heller ikke indført for nydelsens skyld, men for at beskytte mod kønssygdomme og graviditet!

Men nydelse er en kompleks størrelse. Glæden ved sex og erotik kan ikke reduceres til friktion mellem kønsdelene. Nydelse handler ikke kun om følsomhed, men lige så meget om intimitet, følelser og tryghed. Det er en vigtig pointe, som jeg ofte deler med de par, jeg møder i mit arbejde som parterapeut og sexolog i København.

En undersøgelse har vist at de mænd, som især oplever nedsat nydelse ved kondomsex, typisk er unge og uerfarne og er nervøse for deres erektion.

De mænd som har mindst imod at bruge kondom, er typisk ældre og erfarne, dyrker oralsex, har det godt med deres erektion og nyder at sex tager længere tid.

Holger Spanggaard, sexolog og parterapeut i København

Holger Spanggaard tilbyder parterapi, psykoterapi og sexologisk rådgivning. Har du brug for en snak om dit sexliv, så kontakt Holger.

Mænds modstand mod kondomsex afhænger altså af mange faktorer ud over nedsat følsomhed. Hvis du oplever, at din kæreste har meget imod kondomsex, kan det måske skyldes, at han lider af præstationsangst eller er bange for at miste sin erektion.

Nogle mænd oplever endda øget nydelse ved brug af kondom. Eksempelvis hvis manden lider af for tidlig sædafgang, så kan kondomet i nogle tilfælde få ham til at holde længere pga. den nedsatte følsomhed. Og hvis han er i stand til at have sex i længere tid, oplever han også større nydelse.

Andre mænd oplever det modsatte: At kondomet får dem til at komme hurtigere. Alle er forskellige.

Hvis kondomet driller, kan disse 3 tips gøre det nemmere:

  • Find et kondom, der passer. Et for stramt kondom klemmer og dæmper følsomheden, og et for løst kan glide af. Prøv forskellige størrelser og tyndere varianter.
  • Brug glidecreme. En dråbe glidecreme i spidsen af kondomet, inden det rulles på, kan give mere følelse.
  • Giv lysten tid. Vent med kondomet til rejsningen er fuld – og gør det gerne til en del af forspillet, fx ved at din partner ruller det på.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner

Holger Spanggaards underskrift

 

 

Opdateret d. 9. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!