Brevkasse
Hej Holger
Jeg har mødt den dejligste fyr, som jeg har datet i ca. 1 måned. Vi kysser, nusser og snakker, fra vi mødes, til vi skilles. Alt er virkelig skønt.
Men vi har endnu ikke haft sex. Vi tilfredsstiller hinanden på alle andre måder, og det er han virkelig god til, men vi har ikke haft decideret sex, hvor han har været oppe i mig, og vi har heller ikke prøvet på det.
Læs også brevet: “Jeg har præstationsangst i sengen”
Jeg ville give det lidt tid, inden jeg ville spørge ind til det, men det gjorde jeg så forleden, hvor jeg spurgte, om han ikke havde lyst til sex. Han svarede, at han havde rigtig meget lyst, men ikke kunne, fordi han kommer så hurtigt, at han ikke når at blive hård nok. Han sagde, at det ikke altid har været sådan, men det er kommet med tiden (han er kun 29 år).
Det var ret svært at snakke om, også fordi det er så nyt. Men det virker ikke som noget, han prøver at finde en løsning på. Hvad skal jeg gøre?
Læs også: Hvordan bliver jeg god i sengen?
Jeg er ved at gå i panik, fordi jeg snart tror, det udvikler sig til et fast forhold, men jeg kan ikke leve et liv uden sex. Hvis løsningen er, at vi skal snakke om det, hvordan bringer man det så op uden at såre ham? Og er der noget at gøre ved hans problem?
Mvh Marie
🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling
Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Vi høres ved 😊
“Min kæreste kommer for hurtigt!”
Holgers svar:
Hej Marie
Tak for dit brev.
Mange mænd kommer for hurtigt i sengen. Og næsten alle mænd, som lider af for tidlig sædafgang skammer sig. De vil gerne præstere i sengen, have god sex og gøre deres kæreste glad. Når de ikke kan det, rammes de på deres selvværd og stolthed.
Derfor er det selvfølgelig svært at tale om. Både for dig og ham. Men det er vigtigt, at I får talt meget sammen. Ellers risikerer I, at de seksuelle udfordringer kommer til at fylde så meget, at det skader forholdet.
Jeg anbefaler, at du siger til ham, at du ikke forventer, at tingene ændrer sig hurtigt. Men at du har behov for, at der sker en udvikling. Sig til ham, at du ser det som en fælles opgave. Og ikke kun hans problem.
Der er nok ikke en nem måde at tale om det på. Det vigtigste er måske, at du er rolig, kærlig og ikke-anklagende. Når han ser, at det ikke er, fordi du ikke elsker ham eller vil ham, så bliver det nemmere at tale om.
I skal udvikle en tale-om-sex-kultur i jeres forhold. For tidlig sædafgang kan bl.a. hænge sammen med præstationsangst og usikkerhed. Derfor kan det faktisk hjælpe blot at tale om det. Så bryd tavsheden og tal sammen.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Kommer du eller din kæreste for hurtigt, så book en tid til sexologisk rådgivning her.
Nogle af teknikkerne i artiklen om orgasme uden udløsning kan måske bruges som inspiration til jeres samtaler om sex.
Du skriver også, at han ikke når at blive hård nok. Her kan mine gratis tips mod rejsningsproblemer måske hjælpe ham.
Som sexolog (og parterapeut) har jeg talt med 100vis af mænd, der kommer for hurtigt. Der er mange tips og tricks, der gør en forskel, men det allervigtigste er nok at lære at slappe helt af. Både psykisk og fysisk.
Det er ikke nemt at overkomme for tidlig sædafgang. Derfor anbefaler jeg, at han taler med en sexolog (du kan evt. betale halvdelen af regningen). Han skal afsted alene, men sig også, at du meget gerne vil med en dag. Så du kan lære, hvordan du bedst muligt hjælper ham.
Jeg ønsker jer alt det bedste!
De bedste hilsner



