Dramatrekanten (offertrekanten)

Kort fortalt: Dramatrekanten (også kaldet offertrekanten eller Karpmans dramatrekant) beskriver 3 roller, som du kan havne i: offer, krænker og redder. Rollerne opstår, når du ikke udtrykker dine behov ærligt og direkte, men i stedet prøver at få dem opfyldt gennem skjulte manipulationer. Du bryder fri af dramatrekanten ved at tage ansvar for dig selv og sige direkte, hvad du har brug for.

Dramatrekanten (kaldes også offertrekanten) beskriver dynamikken mellem 3 sociale roller: offer, krænker og redder. Dramatrekanten blev oprindeligt udviklet i 1968 af Stephen Karpman.

Modellens dynamik udspiller sig i alle former for relationer, men er tydeligst i dysfunktionelle familier og parforhold. Dramatrekanten er en del af transaktionsanalysen, som er en psykoterapeutisk retning, der primært fokuserer på kommunikation og relationer.

Dramatrekanten udspiller sig mellem 3 sociale roller: Krænker, redder og offer. Dramatrekantens dynamik opstår, fordi de involverede ikke udtrykker deres ønsker ærligt og direkte. I stedet for at tage ansvar for deres følelser, begynder de involverede et socialt manipulations-spil for at få deres behov tilfredsstillet.

Lyt til artiklen som podcast. Klik her:

Spotify + Apple Podcasts + Podimo + Youtube

Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊

Dramatrekant (offertrekant) eksempel:

Mor har lyst til at se sin yndlingsserie i TV i stedet for at lave mad. Det nemmeste og mest ærlige er at sige til familien: “Er det ok, vi spiser lidt senere? Jeg vil gerne se TV en halv time.”

Men hvis moren ikke føler, hendes ønske er legitimt, eller ikke tror det bliver imødekommet, kan hun påtage sig offerrollen. Hun tænker nu: “Stakkels mig. Her må jeg stå i køkkenet i stedet for at se det TV-program, jeg har glædet mig til hele dagen.” Hun begynder at hænge med skuldrene og se trist ud. Hun håber, nogen vil redde hende.

Hvis faren opfatter hendes signaler, kan han påtage sig redderrollen. Han overtager madlavningen, og siger hun bare skal sætte sig ind i stuen. Det ærlige og direkte ville være at sige: “Vi kan sagtens vente en halv time med at spise. Lad os se serien sammen, og hjælpes ad med at lave mad bagefter.”

Dramatrekanten med de 3 roller krænker, redder og offer og typiske udsagn for hver rolle

Dramatrekantens 3 roller: Krænkeren dømmer, redderen hjælper for meget, og offeret føler sig hjælpeløst.

I stedet gør han sig til redder, hvorved han kan føle sig god og omsorgsfuld – og hun skylder ham nu en tjeneste. Måske kan han til gengæld få lov at bestemme, hvad de skal se i TV senere på aftenen.

Men nu føler datteren sig svigtet af far. Hun havde glædet sig til at sidde i sofaen og snakke med ham. Den plan er nu ødelagt. Hun kunne sige direkte til sin far, at hun er ked af, de ikke kan snakke og hygge sig sammen i sofaen. I stedet bliver hun til krænkeren og skælder sin far ud: “Vi taler aldrig sammen. Hver gang vi er alene, skal du pludselig noget andet!” Datteren får afløb for opsparet vrede og frustration. Hun gør faren til offer, som nu bliver den svage i forhold til datteren.

Hvis moren får dårlig samvittighed over deres skænderi, kan hun påtage sig redderrollen og komme sin mand til undsætning. Og sådan kan dramaet fortsætte. Rollerne skifter hele tiden i et uendeligt spil, hvor alle prøver at få deres behov opfyldt uden at være ærlige og direkte omkring deres ønsker.

Hvad holder dramaet i gang?

Rollespillet udspiller sig, fordi ingen udtrykker sine behov klart og tydeligt. De færreste har lært at sige, hvad de har brug for. Generelt får du point ved at sætte dine egne behov sidst. Så er du artig, hensynsfuld og sød. Hvis du derimod er hurtig til at udtrykke dine behov, risikerer du at blive stemplet som egoistisk og selvoptaget.

Derfor er det sjældent, du hører et barn sige: “Mor, jeg har brug for din opmærksomhed og kærlighed.” I stedet larmer barnet for at få opmærksomhed, eller tegner en tegning, som moren kan rose. Eller gør sig til offer ved at græde og få trøst og omsorg.

Dramatrekantens dynamik holdes i gang af en underliggende antagelse om, at der ikke er nok af et eller andet. Hvad enten det er penge, tid, fars anerkendelse eller mors kærlighed, så skaber følelsen af mangel en konkurrencesituation, hvor alle kæmper mod alle. Derfor er det ikke kun offeret, som har offermentalitet. Også krænkeren og redderen føler sig som ofre under overfladen.

Offeret er i centrum af dramatrekanten. Redder- og krænkerrollen udspiller sig i forhold til offeret. Der er således ikke direkte kommunikation mellem redder og krænker. Offer-positionen er særlig attraktiv, fordi kun offeret kan få sine behov opfyldt uden at bede om det. Derfor forsøger både krænker og redder at komme over i offerrollen.

Offer-positionen er belønningen for veludførte manipulationer, og derfor kaldes dramatrekanten også for offertrekanten (men ikke redder- eller krænkertrekanten).

Offer-positionen er særlig attraktiv, fordi kun offeret kan få sine behov opfyldt uden at bede om det.

Krænkeren: Den strenge dommer

“Jeg har ret til at være sur. Det er hans skyld, og det skal jeg nok fortælle ham!”

Krænkeren dømmer, anklager og kritiserer. Krænkeren er den strenge og urimelige, og derfor den mindst “populære” af de 3 roller. Rollens funktion er at give afløb for negative følelser, vrede, aggression, had og irritation. Desuden giver rollen følelsen af kontrol og magt.

Krænkeren fremprovokerer gerne en konflikt for at få afløb for sine opsparede negative følelser, fx ved at opstille urimelige krav som er svære at honorere. Når krænkeren har fundet en god grund til at være vred og sur, skælder han ud og udskammer offeret.

Tegning af vred dommer med hammer som symbol på krænkerrollen i dramatrekanten

Krænkeren dømmer, anklager og kritiserer – men føler sig indadtil svag og magtesløs.

Udadtil virker krænkeren magtfuld og stærk, men indadtil føler han sig svag og magtesløs. Han bruger krænkerrollen til at dække over sit ønske om at være offer – så han kan få sine behov opfyldt uden at gøre noget til gengæld.

Redderen: Den gode omsorgsfulde

“Jeg tilsidesætter mine egne behov for at hjælpe. Hvad skulle han gøre uden mig?”

Redderen føler sig forpligtet til at redde andre. Det giver ham en følelse af at være vigtig, god og kompetent. Redderen er ofte en pleaser, som har svært ved at udtrykke sine behov.

Han er overivrig for at hjælpe, og derfor hjælper han, selvom der slet ikke er brug for det. På den måde holder han offeret fast i en svag position, samtidig med at han forbliver den stærke i relationen.

Tegnet superhelt der redder 2 kvinder og et barn som symbol på redderrollen i dramatrekanten

Redderen hjælper, selvom der slet ikke er brug for det – og holder dermed offeret fast i en svag position.

Inderst inde ønsker redderen, at han selv bliver reddet og får omsorg og kærlighed. Derfor kan redderen ubevidst fejle i sit forsøg på at hjælpe offeret for at slippe ud af sin overlegne position.

Når han fejler, kan rollerne skifte, fordi offeret bliver anklager, som kritiserer redderen: “Se nu hvad du har gjort! Du er uduelig!” Nu kan redderen opgivende sige: “Jamen, jeg prøvede jo bare hjælpe.” Således glider redderen over i offerrollen.

Offeret: Den hjælpeløse stakkel

“Stakkels mig. Hvad kan jeg gøre? Jeg må bare vente på, at nogen hjælper mig.”

Offeret er den centrale figur i dramatrekanten. Offeret venter på, at andre løser hans problemer, uden at han selv skal gøre noget.

Offeret opfatter sig selv som svag, samtidig med han giver andre skylden for sin situation: Det er forældrenes, kærestens, arbejdsgiverens eller samfundets skyld. Han tager ikke ansvar, men venter på at andre gør noget.

Tegning af opgivende tigger med tallerken til mønter som symbol på offerrollen i dramatrekanten

Offeret venter på, at andre løser hans problemer – og giver andre skylden for sin situation.

Der er 2 slags ofre: det ynkelige offer og det vrede offer. Det ynkelige offer venter passivt på, at nogen skal redde ham. Han er trist og opgivende, hvilket ofte ses på hans ansigtsudtryk og kropsholdning.

Det vrede offer anklager andre for sin situation. Han bruger skyld og skam for at få andre til at føle medlidenhed med ham: “Se nu, hvad du har gjort! Det er din skyld det hele!”

Bryd fri af offertrekanten

At bryde fri af offertrekanten handler om at blive “psykologisk voksen.” Så længe du lader dig indfange af dramaet og de sociale spil, er du i virkeligheden et psykologisk barn, som ikke står ved sig selv.

Her er 3 råd til at slippe ud af dramatrekanten:

1️⃣ Slip krænkerrollen:

Øv dig i at udtrykke dine følelser, når de opstår. Opspar dem ikke, og lad dem ikke gå ud over andre. Undgå at dømme andre som rigtig eller forkert, god eller dårlig osv. Når du dømmer andre, er det kun et lille skridt til at skamme og skælde ud, og så har du taget krænkerrollen.

Et godt eksempel er at kunne udtrykke vrede uden at blive aggressiv, dvs. du viser din vrede uden at gøre det til et personligt angreb. Det kan du læse mere om i denne artikel om sund vrede.

2️⃣ Slip redderrollen:

Nægt at redde andre, med mindre du direkte bliver bedt om det. Behandl andre som voksne, der selv kan sige til, hvis de har brug for dig. Når du hjælper andre, så mærk efter om du virkelig har lyst til at hjælpe – ellers så sig nej! Hvis du alligevel vælger at gøre noget for andre, så pas på du ikke involverer dig for meget. Det er tegn på, at du er i gang med at spille redder.

3️⃣ Slip offerrollen:

Tag ansvar for dig selv. Vær ærlig og åben omkring dine ønsker og behov. Spørg direkte om hvad du vil ha’. Læg mærke til, at jo mere ærlig og autentisk du er, desto mere villig er folk til at give dig det, du har brug for. Du behøver ikke være hjælpeløs.

Transaktionsanalytikeren Acey Choy har beskrevet en sund modvægt til dramatrekanten, som hun kalder vindertrekanten (The Winner’s Triangle). Her bliver offeret sårbar og siger ærligt, hvad han har brug for. Krænkeren bliver assertiv og siger fra uden at angribe. Og redderen bliver omsorgsfuld uden at tage ansvaret fra den anden. Det er de samme 3 energier – bare uden drama.

Jo mere ærlig og autentisk du er, desto mere villig er folk til at give dig det, du har brug for.

Din indre offertrekant

Du kan også udspille dramatrekantens roller i dit indre. Hvis du fx er afhængig af sukker eller tv, kan du gå i offerrollen, når du har haft en hård dag. Du synes det hele er lidt synd for dig, og livet er hårdt. Det vækker din indre redder, som synes, du har fortjent en hyggeaften med tv og chokolade. Når du så har spist for meget, kommer din indre krænker frem, og giver dig dårlig samvittighed.

Vær hellere ærlig overfor dig selv: “Jeg tror, jeg spiser et enkelt stykke chokolade til kaffen i aften. Det er lige, hvad jeg har lyst til. Og hvis jeg ikke spiser hele pakken, sker der ikke noget ved det.”

Dramatrekanten i parterapi og psykoterapi

Dramatrekanten kan bruges til at beskrive usunde dynamikker i parforholdet, fx i parterapi.

Et typisk mønster kan se sådan ud: Den ene partner føler sig overset og går i offerrollen. Den anden prøver at fikse problemet og bliver redder – indtil han bliver træt af aldrig at slå til og slår over i krænkerrollen. Nu føler den første sig endnu mere forkert behandlet, og dramaet kører i ring.

I parterapi handler det om at få øje på rollerne og finde de ærlige ønsker og behov, som gemmer sig under dem. Når I begge kan sige direkte, hvad I har brug for, mister dramaet sit brændstof.

I individuel terapi kan rollerne bruges til at forstå dine egne mønstre. Mange har lært deres rolle i barndommens familie, hvor det fx var tryggest at være den søde hjælper eller den usynlige stakkel.

➡️ Hvilken rolle tager du typisk – og hvor har du lært den?

Din indre offertrekant kan også udforskes med parts work (IFS eller internal family systems), hvor offeret, redderen og krænkeren ses som forskellige dele af dig. Når du lærer delene at kende, behøver de ikke længere styre dig.

Folk spørger også om:

Hvad er de 3 roller i dramatrekanten?

De 3 roller er offer, krænker og redder. Offeret føler sig hjælpeløst og venter på at blive reddet. Krænkeren dømmer, anklager og kritiserer. Redderen hjælper, selvom der ikke er brug for det. Rollerne skifter hele tiden, og under overfladen føler alle 3 sig som ofre.

Hvem har udviklet dramatrekanten?

Dramatrekanten blev udviklet i 1968 af den amerikanske psykiater Stephen Karpman. Modellen er en del af transaktionsanalysen og kaldes også Karpmans dramatrekant.

Hvordan kommer man ud af dramatrekanten?

Den usunde dynamik stopper, når hver person tager ansvar for sig selv. Offeret skal tage ansvar for sig selv i stedet for at vente på at blive reddet. Krænkeren skal stoppe med at give andre skylden, og redderen skal stoppe med at tage ansvar for andre. Hvis alle behandler hinanden som voksne ligeværdige mennesker stopper dramatrekantens dynamik.

Hvorfor bliver man offer?

Når du ikke tager ansvar for din situation, dine følelser og handlinger, gør du dig selv til offer for omstændighederne. Kan du ikke lide dit job, så lad være med passivt at surmule. Snak med chefen eller find et andet job. Det kan være fristende at fralægge sig ansvaret og tage offerrollen på sig, men det er usundt og utilfredsstillende. Når du er i en offerrolle, er du som et hjælpeløst barn, som ikke kan overskue verden. Det er sundere for dig at være psykologisk voksen.

Hvordan kommer jeg ud af offerrollen?

Stop med at vente på at andre redder dig. Rejs dig op, tør tårerne bort og vær aktiv. Hvis du ønsker noget skal være anderledes, så tag initiativ og skab forandring. Du ved godt, hvad du burde gøre lige nu. Lad være med at udsætte de vigtige handlinger. Og glem alt om, at det er synd for dig, for det er det ikke. Alle møder modstand, og alle har det hårdt. Det gavner ikke, at du har ondt af dig selv.

Holger Spanggaard, psykoterapeut i København, hjælper dig ud af dramatrekanten

Holger Spanggaard er psykoterapeut, parterapeut og sexolog i København med mere end 15 års erfaring. Har du lyst til en snak om relationer og roller? Så book en gratis forsamtale.

Værd at huske om dramatrekanten…

Offertrekanten beskriver et socialt spil mellem offer, krænker og redder. Dramaet opstår pga. 2 forhold: Dels manglende ærlig kommunikation om behov og ønsker. Dels en følelse af, at der ikke er nok af kærlighed, tid, opmærksomhed eller noget andet vigtigt. Manglen starter en kamp, hvor alle kæmper om at få en større del af kagen.

I offertrekantens dynamik prøver alle at manipulere sig til at få deres behov tilfredsstillet uden at bede direkte om det. At slippe dramaet og bryde fri af offertrekantens dynamik er i virkeligheden at blive psykologisk voksen.

Vil du lære at sige, hvad du har brug for – uden drama? Så hent min gratis e-bog om girafsprog.

Sidder du fast i dramatrekanten i dit parforhold eller din familie? Så book en gratis forsamtale til psykoterapi eller parterapi.

Opdateret d. 7. okt. 2026.

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!