Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.
Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København.
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcast afspiller. Vi høres ved😊
Brevkasse
Mine følelser forsvandt, mens min kæreste var ude at rejse — hvordan får jeg dem tilbage?
Kære Holger
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over to år. Vi mødte hinanden i gymnasiet. Selvom vi havde nogle udfordringer i starten, fandt vi hinanden igen. Inden vi rejste hver til sit i fire måneder, havde vi det virkelig godt. Vi var glade. Tog på dates. Nød hinandens selskab. Jeg var så ked af at vi skulle være væk fra hinanden så længe, og var sikker på, at det var ham, jeg skulle blive gammel med.
Mens vi var ude at rejse, begyndte noget at ændre sig i mig. Jeg kunne mærke, at jeg ikke glædede mig til, at han kom hjem, som jeg havde troet. Det gjorde mig både ked af det og forvirret.
Læs også brevet: “Jeg føler ikke min kæreste gider mig”
Han kom hjem for halvanden uge siden. Men mine følelser er stadig ikke de samme. Jeg føler mig ikke længere følelsesmæssigt investeret. Jeg har ikke lyst til at være lige så meget sammen. Eller til kys og kram. Det gør mig virkelig ked af det.
Han er den sødeste kæreste. Han tænker altid på mig og vil gøre alt for mig. Han kæmper for vores forhold. Det er mig, der tvivler på det hele. Jeg ønsker så inderligt, at vi kan finde tilbage til det, vi havde. Men jeg forstår ikke, hvorfor mine følelser har ændret sig.
Vh Emma

Holger Spanggaard tilbyder parterapi, individuel terapi og sexologisk rådgivning. Har du brug for en snak om kærlighed og parforhold, så kontakt Holger.
Mine følelser forsvandt, mens min kæreste var ude at rejse — hvordan får jeg dem tilbage?
Holgers svar:
Hej Emma
Tak fordi du skriver til mig om noget svært, som mange kan nikke genkendende til.
Rigtig mange oplever på et tidspunkt i deres liv, at de varme følelser for en partner bliver mindre intense eller ligefrem forsvinder. Nogle gange kommer følelserne tilbage. Andre gange gør de ikke. Og det er desværre umuligt at vide på forhånd, hvordan følelserne udvikler sig med tiden.
Læs også: Kærlighedens kemi
Jeg lægger mærke til, at I er ret unge, og det er en periode af livet, hvor man udvikler og forandrer sig hurtigt. Var I i 50’erne, ville det måske tage år at vokse fra hinanden. Men når du er i starten af 20’erne og stadig er i gang med at finde ud af, hvem du er, kan dine følelser nogle gange forandre sig på kort tid. Og måske er den hårde sandhed, at I er vokset fra hinanden.
Men den indledende forelskelse plejer at aftage efter 1-2 år, og når den gør det, er det helt naturligt, at dine følelser falder i intensitet. Nogle gange opdager du, at det, du troede var dyb kærlighed, i virkeligheden bare var en forelskelse.
Andre gange er der masser af varme følelser neden under forelskelsen, selvom de er langt mindre intense og næsten kan føles som ingenting sammenlignet med, hvor overvældende en forelskelse er. Her handler det om at lære at sætte pris på den “rolige” kærlighed, i stedet for at længes tilbage efter den intense forelskelse fra begyndelsen af forholdet.
Læs også: 7 tegn på, at du ikke er forelsket
Endelig kan fire måneder sagtens have flyttet dig ud af “parforholds-energien”. Du har haft dit eget liv, dine egne rutiner, din egen frihed — uden at skulle tage hensyn til nogen. For rigtig mange bliver sådan en periode et sted, hvor de opdager noget om, hvem de er, når de ikke er en del af et par.
Det giver en helt naturlig indre distance, som ikke nødvendigvis handler om, at der er noget galt med forholdet eller med din kæreste. Udfordringen kan være, at distancen ikke nødvendigvis forsvinder af sig selv, bare fordi kæresten lander i lufthavnen. Den følelsesmæssige distance går måske først over om nogle uger.
Så hvad gør du nu?
- Giv det tid. Kroppen og følelserne har brug for uger — nogle gange måneder — til at genskabe kontakten til ens kæreste. Se, hvordan du har det om nogle uger. Så ved du meget mere, både om dig selv og om, hvorvidt følelserne vender tilbage. Og om forholdet er slut eller ej.
- Undgå at gøre de manglende følelser til et drama. Nogle gange bliver det største problem, at du bekymrer dig om, hvorfor det sker, i stedet for bare at lade det ske. Måske er det helt naturligt for dig at have brug for nogle uger til at åbne dig følelsesmæssigt.
- Pres ikke dig selv til kys, kram eller til at sidde tæt sammen på sofaen. Gør du noget, du ikke har lyst til, skaber det kun mere indre afstand. Sørg i stedet for at have noget alenetid, og gør noget ekstra ud af, at det er rart, når I er sammen.
- Vær nysgerrig i stedet for dømmende over for dig selv. Prøv at mærke efter, hvad der specifikt ændrede sig, mens han var væk. Var det noget ved friheden, du har savnet? Noget ved ikke at skulle tage hensyn til andre end dig selv? Er der noget ved jeres forhold, du har opdaget, du ikke kan lide?
Jeg ønsker dig alt det bedste — og jeg håber, du snart får klarhed.
De bedste hilsner




Tusind tak for dit svar. Jeg tror, du har ret i, at vi er nødt til at give det lidt tid. Faktisk synes jeg allerede, at det går en smule bedre.
Vi har lavet nogle aftaler i vores forhold. Blandt andet har vi besluttet, at vi fortsat skal prioritere tid hver for sig og holde fast i de ting, vi hver især nød, da vi var ude at rejse. Samtidig har vi aftalt at tage på en date én gang om ugen, så vi husker at prioritere hinanden og skabe gode oplevelser sammen. Jeg håber, det kan give noget positivt til vores forhold.
Jeg kan faktisk mærke, at der er begyndt at komme lidt følelser tilbage. Men du har også ret i, at nogle mennesker vokser fra hinanden, og hvis det viser sig at være tilfældet for os, må vi tage den beslutning, når den tid kommer.
Vi skal snart ud at rejse sammen, og derfor har vi aftalt at give os selv den oplevelse, før vi træffer nogen store beslutninger. Rejsen bliver uden arbejde, stress og hverdagens mange forpligtelser, så vi forhåbentlig kan finde ro og bare være os. Jeg håber, at den tid sammen kan give os klarhed – og måske vække nogle af de følelser, der har været svære at mærke.
Jeg er glad for, at mit svar giver mening for dig.
Og det lyder godt, at I snart skal ud at rejse. God tur! 🙂